Søren og fuglene

 

Her er i Danmark behøver Søren Ryge Petersen ingen præsentation. Han er kendt af alle – unge og gamle – dels fra utallige haveprogrammer på tv og dels fra nogle af de mest sete portrætudsendelser om  ‘skæve eksistenser’. I Norge og Sverige kender I nok ikke Søren, men I kan læse om ham her.

 

Jeg har kendt Søren i snart mange år og udgivet flere af hans bøger på mit forlag Klematis. Og da jeg arbejdede på min bog ‘Drivhusdrømme’, fik jeg lov til at fotografere hans drivhus og skrive om ham.

 

 

 

Når jeg nævner Søren her, er det fordi, vi i dag skal sammen til København til reception og bogpæsentation. Søren har nemlig netop udgivet endnu en bog på Klematis. Om en af hans store passioner – fugle.

 

Bogens titel er ‘Sort Sol på 1/1000 sek.’ og handler om det naturfænomen, der kan ses om foråret og efteråret, når stærene samles i Tøndermarsken og Ribemarsken i enorme flokke til træk. Stærene kommer fra alle landene omkring Østersøen og Norge. Lige før stærene går ned på jorden for natten, tegner de store flokke fascinerende mønstre på himlen - det kalder man Sort Sol.

 

Sort Sol ender hver aften, når stærene har sat sig til ro i tagrørene, normalt op til en time efter solnedgang. Stæren kommer til marsken for at æde stankelbens- og gåsebillelarver, som findes i store mængder i fugtige græsmarker. Om dagen søger de især føde i de ydre kroge af Tøndermarsken, mens de om natten sover på tagrørene. Overnatningsområderne flyttes hele tiden for at snyde rovfuglene, og fordi tagrør efter nogle dages benyttelse brækker, så stæren bogstaveligt talt kommer til at sidde med fødderne i vand. Sort Sol i Tøndermarsken kan enkelte gange rumme op til en million fugle. Når overnatningsflokken bliver større end 500.000 fugle, splittes flokken dog normalt op, da der bliver for megen indre uro.

Årsagen til, at stæren flyver i flok, kender man ikke præcist. En anerkendt teori er, at stæren er snæver- og nærsynet og derfor har svært ved at opdage fjender. Dens øjne sidder som hos os mennesker, og den ser fint fremad - men ikke til siden eller bagud. Denne øjenplacering er ideel, når man skal fokusere på et mål, men knap så fordelagtig, når man skal holde vagt. I de store flokke er stærene formentlig bedre i stand til at afvise angreb fra rovfugle. Normalt lykkes det rovfuglene at få fat i mange stære i de minutter, hvor Sort Sol foregår. Men når rovfuglen går ind i flokken, reagerer stærene prompte med et sandt bombardement af gylp og skid. En sjælden gang sker det, at stærene får succes med i bogstavelig forstand at “skide en rovfugl ned” - rovfuglens fjerdragt klæber sammen, så den mister flyveevnen, og to gange er det registreret, at en ung duehøg er druknet, fordi dette er sket over vand.

De store stæreflokke er en attraktion, som trækker tusinder af gæster til marsken.

 

 

Fotograferne Anita og Knud Jacobsen har gennem de sidste seks år fulgt stærenes passage gennem den sønderjyske marsk og taget bogens helt unikke billeder. De kan opleves i Cobra-rummet  Sophienholm i Bagsværd frem til d. 11. april. Læs mere her.

Et overvældende skue

 

Hvert år til påske liner jeg en mængde krukker med forårsløgvækster op uden for vores port. Således også i år. Billedet herunder er dog fra forrige sæson; taget midt i maj.

 

 

 

Når påsken falder så tidligt, som det er tilfældet i år, er løgspidserne kun lige begyndt at titte op, men dag for dag går det hurtigt. Hvis man vil have et flor som det afbildede (mindre kan også gøre det), skal man begynde allerede i september eller i oktober, hvor løgene lægges i krukker, og så handler det blot om at vente, til det bliver forår. Jeg har i flere af mine bøger skrevet om, hvordan man gør, og til efteråret skal jeg love, at jeg med tekst og billeder vil illustrere fremgangsmåden.

 

Håber, I vil nyde billedet som en lille før-påskehilsen. Måske spørger I nu, ligesom mange forbipasserende: Får planterne virkelig lov til at stå i fred? Hertil kan jeg kun svare. Ja, det gør de. Det er jo et pænt kvarter!

 

Til denne sæson har vi lagt løg i nogle af de store smedejernskar, og i morgen bliver de arrangeret nede ved vejen. I skal nok få lov til at følge udspringet.

Direkte fra Holland

 

I går kom der en stor lastbil direkte fra Holland med formklippede avnbøgetræer i en pæn størrelse – syv tons i alt! Jeg holder rigtig meget af formede buske og træer, fordi de giver haven ro og modspil til det bølgende blomsterhav.

 

 

 

De paraplyformede træer skal bruges i forbindelse med en sunken garden, som jeg tidligere har nævnt. Den er nu ved at være færdiganlagt dér, hvor vi tidligere havde en swimming pool. Dette nye haveafsnit bliver omkranset af træerne og takshække. Jeg glæder mig til at vise det her på bloggen.

 

Desuden fik jeg også to søjler og to kegler, der skal plantes andre steder i haven. Også avnbøg. Når jeg vælger avnbøg, er det fordi, jeg synes, den passer så fint til stedet her. Jeg bor jo klos op ad en bøgeskov.

 

Faktisk har avnbøg og almindelig bøg slet ikke noget med hinanden at gøre. De tilhører ikke samme slægt, og når der alligevel er navnesammenfald, er det fordi, træerne minder om hinanden. Fordelen ved avnbøg er, at den kan besæres, så ‘kanterne’ står helt skarpt.

 

Jeg glæder mig til at få træerne i jorden.

De første anemoner

 

Det varer stadig nogle uger, før skovanemonerne danner hvide tæpper i Riis Skov og i store dele af min have, hvor de har forvildet sig. Men de sidste dage er en lille fin blå anemone sprunget ud. Det er ungarsk anemone, Hepatica transylvanica. Den er så smuk i selskab med blå krokus og alle skillaerne, der også snart dukker op.

 

Det er så herligt, når denne forårsbebuder folder kronbladene ud, og det er en både nøjsom og længelevende plante, der med tiden kan danne mindre tæpper. Især på steder, hvor den holder af at være, for dér sår den sig selv. Det optimale voksested er i en neutral til kalkrig jord i flimrende skygge. Jeg har store grupper i skovhaven.

 

 

Ungarsk anemone må ikke forveksles med den blå skovanemone, Hepatica nobilis, der findes vildtvoksende på blandt andet Sydsjælland. Endelig er der også en tredje blå anemone, nemlig balkananemone, Anemone blanda, der dyrkes fra knolde.

 

Ungarsk anemone er en plante, der burde findes i enhver have, men den kan være lidt svær at få fat på. Prøv at søge på nettet.

Rugbrød giver muskler

 

En af mine bekendte arbejdede på et tidspunkt i en børnehave og fortalte mig om følgende episode. En dreng kom løbende ind og råbte, “har I noget rugbrød? Jeg skal flytte en stor sten!” Ja, han havde fat i noget rigtigt. For vi ved jo alle, at rugbrød giver muskler og overskud til ekstra havearbejde. Selv elsker jeg en ‘klapsammen-mad”, som jeg spiser, mens jeg går rundt i haven og funderer over de næste gøremål.

 

Efter min mening er livet for kort til trist købebrød, og derfor bager jeg stort set alt selv. Og det rugbrød, jeg vil give jer opskriften på her, slår det hele. Jeg har genem årene prøvet mange opskrifter, men ingen så gode som denne. Prøv selv. Jeg tror, I vil give mig ret. Hvis I ikke har surdej stående, kan den købes i helsekostbutikker. Et glas passer til en halv opskrift.

 

Verdens bedste rugbrød – 2-3 stk.

1,5 l lunkent vand

ca. 250 g surdej

8 spsk mørk farin, rørsukker eller almindeligt sukker

8 spsk kinesisk soya

2 spsk salt

750 g hvedemel (gerne groft)

750 g groft rugmel

 

Rør det hele grundigt sammen og lad det hæve i skålen et halvt til et helt døgn med et fugtigt klæde over. Tilsæt derefter:

 

 

0,5 l lunkent vand

1 kg skårne rugkerner (eller 500 g skårne rugkerner og 500 g knækkede hvedekerner)

2-3 dl frø – f.eks. solsikke, græskar, hør og sesam

 

Rør det hele godt sammen og tag ca. 250 g dej fra til surdej. Lad dejen stå utildækket et par timer, før den kommes i køleskabet. Fyld rugbrødsdejen i forme. Hvis du bruger ‘rigtige’ rugbrødsforme, bliver der 2 stk.

 

 

Dæk med film og lad dejen hæve et par timer eller tre. Bag derefter brødene en time ved 100 grader og derefter en time ved 175 grader. Tag brødene ud af formene og lad dem stå utildækket til næste dag. Det er bedst først at skære af brødet efter et døgn.

 

 

Disse brød holder sig fint to-tre uger i køleskabet i en plastikpose.

 

Håber, at I har lyst til at prøve opskriften og sende mig et par ord. Bedre rugbrød fås simpelthen ikke.

 

 

En af Danmarks allerdejligste haver

 

I dag ringede telefonen, og det viste sig at være min rigtig, rigtig gode haveveninde, Jette Frölich. Jeg har kendt Jette altid; det vil sige, jeg mødte hende først personligt, da jeg skrev ‘Drivhusdrømme’.

 

 

Når jeg skriver, at jeg har kendt Jette altid, er det fordi, jeg siden jeg var ung, har beundret Jettes filigranagtige julepynt. Jettes navn er kendt af de fleste danskere, og jeg tror også, at I er mange i Norge og Sverige, der kender Jette. I kan læse mere her.

 

 

Jette har en af de skønneste rosenhaver i kongeriget, og vi er rigtig mange, der har sagt til hende, at hun burde holde sin have åben for mindre grupper i rosensæsonen. Tiden har ikke tidligere tilladt det, fordi Jette året rundt rejser rundt til messer og udstillinger over hele verden. Således havde hun i julen 2009 en stor udstilling i det britiske stormagasin Harrods. Også USA og Japan har bud efter hende.

 

 

Når Jette ringede til mig i dag, var det for at fortælle mig, at hun nu havde besluttet, at hun i de to sidste weekender af juni ville holde haven åben. “Ved du hvad, Claus,” sagde hun. “I år har jeg besluttet mig for at nyde min have og rejse noget mindre. Hvis du tror, folk har lyst til at se min have, er jeg parat nu.”

 

 

Til det kunne jeg kun svare, at jeg er helt overbevist om, at rigtig MANGE vil være interesseret i at opleve denne helt specielle nordsjællandske have, som aldrig hør har været åben for offentligheden.

 

 

Datoer og tidspunkter ligger ikke helt fast endnu, men jeg lover at sætte dem her på bloggen, så I bliver de første, der får mulighed for at melde jer. Jette vil vise rundt i sin fortryllende have og fortælle om tilblivelsen og også om sit meget spændende liv i æstetikkens tegn.

 

 

Desuden åbner Jette det ‘allerhelligste’ – nemlig sin lille eventyragtige tegnestue – og det er også muligt at se drivhuset. Desuden bliver der servering af kaffe og hjemmebagt. Jeg er SÅ glad for, at Jette nu byder indenfor.

 

Der bliver tale om små eksklusive arrangementer for kun 30 personer per gang, og jeg er sikker på, at der venter alle, der er heldige at sikre sig billetter, en uforglemmelig oplevelse.

 

 

Jette og jeg har gennem flere år været hinandens rejsekammerater, og sammen har vi set et utal af engelske haver. Hun er en ener, og hendes univers findes ikke mage til nogle steder. Heller ikke i England.

 

Læs mere

Silvan har netop udgivet et nyt inspirationsmagasin FORNY, som fås gratis i deres butikker. Her er inspiration at hente til haven, og blandt andet kan man læse om min have.

Det rene tyveri

 

Da jeg i går var ude at handle, kom jeg forbi et supermarked, hvor de solgte bakker med ti stedmoder for ti kroner! Næsten det rene tyveri. Jeg kan godt forstå, at gartnerierhvervet har det svært, hvis de store kæder presser dem så meget på prisen. Tænk en gang – 25 % moms, jord, bakke, frø, håndtering og avance (sikkert minumum 50 % til forhandleren). Det kan da umuligt give overskud til gartneriet.

 

 

Men skønne var de, og jeg købte straks ti bakker af den smukkeste lysegule sort. Det er jo en af de farver, jeg virkelig holder af. I morgen bliver de plantet ud i kasser foran køkkenvinduerne. Stedmoder og også hornvioler (se billedet nederst) er pragtfulde til udplantning på denne årstid, fordi de tåler lidt frost. Bliver det koldere end. 2-3 frostgrader, er det dog en god idé at dække dem med en avis, et viskestykker eller lignende.

 

 

Husk, at jo flere stedmoderblomster, der plukkes, jo flere kommer der. Derfor plukker jeg gerne små buketter stedmoder til havestuen. Dette gjorde min bedstemor altid, og den fineste duft bredte sig. Når jeg dufter til stedmoder, er jeg straks i min bedstemors stue. Det er tankevækkende, hvor stærk vores duftesans er.

 

 

Jeg har nævnt det før og gør det igen. På denne årstid må jeg have blomster herinde, især i havestuen, hvor jeg ofte sidder og skriver. Danske tulipaner er selvskrevne, og jeg fylder ofte en stor skål. Det er så spændende at følge, hvordan de dag for dag vokser og stræber mod himlen.

 

I går købte jeg også en kasse hornvioler, som ikke kun er min, men også var Anne Justs, yndlingsblomst her i foråret. Plantet i krukker og kasser kvitterer de med det mest overdådige flor, hvis man husker at vande og gøde dem. Men det gælder jo for alle planter. Det gode ved hornvioler er, at man ikke behøver at nippe dem. De bliver ved med at blomstre gennem et par måneder. 

 

 

Hornvioler er egentlig ikke ‘inde’-blomster, men jeg kunne ikke nære mig for at tage et par planter ind og nyde deres duft, mens jeg her resten af dagen sidder og besvarer de bunker af firma-mails, der er kommet i den forløbne uge, mens jeg har været væk.

Så skal der laves pesto!

 

Vel hjemme fra Italien igen med flere kilo parmesan i kufferten skal der laves pesto. Ikke af basilikum endnu, men af skovløg. Hele Riis Skov, som min have grænser op til, er fuldstændig invaderet af denne herlige urt, og hvert år i marts (billederne nedenfor er taget i dag) begynder de grønne blade at titte op, og for hver dag der går, bliver skovbunden grønnere og grønnere for midt i maj at blive helt hvid. Det er et naturfænomen, som mange kommer for at opleve.

 

 

Planten har en – vil nogen mene – ram (måske er det derfor, den har fået sit danske navn) lugt af hvidløg, men vi der bor her, har for længst vænnet os til den. Det siges, at det er spanske soldater, der i begyndelsen af 1800-tallet skulle have bragt ramsløg hertil, og at de så siden har spredt sig. Om der er belæg for den historie, ved jeg ikke. Rigtigt er det dog, at bestanden her i Risskov skulle være en af landets største, måske ligefrem den største.

Flere og flere har fået øjnene op for ramsløgenes kulinariske kvaliteter, og her handler det om bladene, ikke om selve løget.

 

 

Som fint drys på en æggemad i det tidlige forår og eller blendet til pesto. Det er ganske enkelt rigtig godt. Så er det forår. Her får I min opskrift:

 

2 store håndfulde ramsløgblade
2 spsk ristede hasselnøddekerner
1 fed hvidløg
25 g parmesan
2 dl olivenolie
1 spsk citronsaft
lidt salt

 

Kom alle ingredienser i en food processor og blend dem sammen til en (gerne grov) ensartet masse. Alt efter årstid kan ramsløgbladene erstattes af persille, rucola eller basilikum. Og i stedet for hasselnødder kan der bruges andre nødder eller pinjekerner.

 

Sådan en hjemmelavet pesto er det rene guf. Brug den som dip til sprøde grønsagsstave, rørt sammen med lun pasta eller i en kartoffelsalat.

 

 

 

Jeg er i Bologna til messe hvert år, og det er nogle meget koncentrerede dage. Alligevel tager jeg altid fri et par timer for at besøge nogle af alle de fantastiske delikatessebutikker. Parmesan er en af specialiteterne fra området ligesom Parma-skinke og den skønneste pasta.

 

 

I de små stræder ligger grøntsagsboder side ved side, og det hele ser simpelthen så lækkert ud. Her kunne jeg fint være vegetar. Jeg holder også meget af kød (hvis det vel at mærke stammer fra dyr, der har levet et godt liv), men hvis valget stod mellem grøntsager og kød, måtte jeg selvfølgelig undvære sidstnævnte. Tænk en gang, hvor meget skøn mad, man kan lave af grøntsager.

 

 

En af mine store inspirationskilde er en af mine bedste venner, Kirsten Skaarup, der gennem årene har skrevet utallige vegetariske kogebøger. Senest Det Kærlige Køkken. Kirsten har også en skøn blog, Kødfri fredag.

Prøv at klikke ind og læg gerne en hilsen fra mig.

 

Jeg har rigtig mange gange været gæst hos Kirsten og nydt godt af hendes dejlige mad. Hun er ganske enkelt et mad-geni!

Hjemme igen

Så er jeg igen hjemme fra Italien. Dernede var det det herligste vejr, men det har det da også været her i går, forstår jeg, og i dag! Jeg havde forskellige ærinder på Sjælland, og kørte blandt andet en tur ned til mine havevenner, Nico og Søren, som jeg fortalte om forleden.

 

 

Da jeg kørte ind på gårdspladsen, kunne jeg se, at Nico havde dækket op til frokost udendørs. Plaiderne lå parat over stoleryggene, men dem fik vi slet ikke brug for.

 

 

Nico havde været i køkkenet for at lave den dejligste frokost, mens Søren havde travlt i haven. Det var helt utroligt, hvad der var sket på de fem dage, siden jeg var der sidst. Som før nævnt viser jeg denne fantastiske have i en ny bog - ‘Hemmelige haver’ – der kommer næste forår.

 

 

Da jeg skrev om Nico og Søren forleden, viste jeg et billede af deres fantastiske dobbelte erantis. Desværre var der ikke sol, da jeg fotograferede dem, men det var der i dag. Flere har spurgt, om jeg ikke kunne tage nogle billeder i udspring. Det har jeg gjort nu. Prøv at se på billederne. Er de ikke fantastiske disse små dobbelte gule forårsbebuder? Jeg har aldrig sent dem før, men de minder mig om vinteradonis. Kender I den? Den blomstrer også tidligt og lyser op med sin varme gule farve. Læs mere på Havenyt.dk.

 

Da jeg kom hjem, lå der en længe ventet kuvert på mit bord. I den var der en DVD med den første udsendelse af ‘Drømmehaver’, der sendes på DR2 fra søndag d. 11. april kl. 20.30. Nu vil jeg gå ned og tænde op i pejsen og sætte skiven i afspilleren. Det bliver spændende!

 

I morgen fortæller jeg om min tur til Bologna.-

Forsythia og mælkebøtter

Jeg er stadig i Bologna til børnebogmesse. Vejret er pragtfuldt - små tyve grader - og udenfor står forsythia og mælkebøtter i blomst. Et perfekt match. Kirsebærrene blomstrer også, og græsset er grønt.

 

Ind imellem ’sniger’ jeg mig til nogle minutter i selskab med min bærbare computer. Der tikker mails ind hele tiden, ikke mindst fra folk, der læser min blog. Jeg er rigtig meget bagefter med at svare, og det har i dag fået mig til at kaste håndklædet ringen. Under ’kontakt’ har jeg skrevet, at jeg læser alle mails, men at jeg ikke kan love at svare. Det var en virkelig lettelse, fordi jeg nemt lader mig styre af de ugjorte tings tyranni. I stedet vil jeg nu bruge lidt at min tid på at kommentere de forskellige indslag på bloggen.

 

Hvis en blogs succes blandt andet kan måles på, hvor mange kommentarer der lægges, er det vist ikke så ringe endda! Jeg er simpelthen så glad for alle jeres indlæg. Bliv endelig ved med at skrive på denne måde. Det er også hyggeligt at se, hvordan I nogle gange svarer hinanden, når jeg ikke er tilstede.

 

I aften går turen hjem til Danmark igen efter nogle travle dage, hvor vi har ’støvet’ rundt for at finde børnebøger, omkring tredive i alt, til efterårets program. Bologna-messen er en international messe, og folk kommer fra hele verden.

 

 

A pro pos bøger vil jeg gerne ’reklamere’ for Plantarum, en helt fantastisk netboghandel, der sælger de skønneste havebøger fra ind- og udland. Jeg kan kun opfordre alle til at tilmelde sig nyhedsbrevet. Det er en god måde at være opdateret på, når det gælder havenyudgivelser.

Drømmen om et drivhus

Det er overrasker sikkert ikke nogen, hvis jeg siger, at jeg har ’noget’ med drivhuse. Disse underskønne bygninger, der virker helt dragende. Jeg er så vild med dem, at jeg har hele to - et rigtigt engelsk victoriansk drivhus og et væksthus, som jeg selv har fået opført. Hvis du i søgefeltet til højre skriver enten ’drivhus’ eller ’væksthus’, kommer der flere artikler frem.

 

Som mange ved, har jeg både skrevet en bog om Drivhuse og lavet TV-udsendelser om dem. Og her er det ikke tomat- og agurkedyrkning, der er i højsædet. Nej, det handler meget mere om drivhuset som opholdsrum. Der skal være plads til mindst et par stole og et bord, så man kan opholde sig derinde. Og derfor er det rigtig vigtigt, at huset ikke bliver for småt. Omkring ti kvadratmeter er det mindste, synes jeg, men har man plads, vil hverken femten eller tyve kvadratmeter være for meget.

 

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvilket hus, jeg vil anbefale, og her har jeg altid svaret, at de to huse jeg har, hører til i den tunge ende af prisklassen, og at man ikke behøver at ofre så meget, som jeg har gjort. Ønsker man et romantisk udseende hus i engelsk stil, anbefaler jeg som regel Pavillon Danmark. For her får man et hus til en rimelig pris.

 

De fleste vælger at opføre et færdigt drivhus, men i min bog ’Drivhusdrømme’ viser jeg et sjovt eksempel på, hvordan ejerne har brugt færdige moduler fra Pavillon Danmark til en model med muret bag- og endevæg. Det er uhyre flot.

Muren, der er bygget op af lecasten og derefter pudset, hviler på en sokkel, der er nede i frostfri dybde – 90 cm. Øverst er der en zinkafdækning, og herpå er huset så monteret. Ideen med muren kan nemt kopieres, hvad enten der er tale om et mindre eller større drivhus. Muren er ikke alene æstetisk, men også praktisk, fordi stenene i løbet af dagen optager en del varme, som man kan nyde godt af om aftenen.

 

 

Rundt langs kanten er der plantet jordbær, der begynder at modne omkring sidste halvdel af maj. Jordbærduften intensiveres i drivhusets fugtige varme og blander sig med en stærk parfume fra en smuk lyserød rose.

I dette drivhus er det ikke mængden, der gør det. De få og udvalgte materialer og planter skaber en helhed, der får én til at synke helt ned i stolen og rigtigt slappe af.

Hemmelige haver

Som nævnt overnattede jeg i weekenden hos mine to meget gode havevenner, Søren og Nico. De bor på det sydlige Sjælland, og når jeg ikke skriver nærmere om stedet, er det fordi, deres have helt og holdent og deres egen, og at de ikke kunne drømme om at holde den åben for publikum.

 

Heldigvis er vi blevet så gode venner, at jeg har fået lov til at fotografere haven og skrive om den i en bog, der udkommer foråret 2011. Som I vil forstå har jeg gang i rigtig mange bogprojekter: Faktisk har jeg helt frem til 213 bestemt, hvilke bøger jeg vil skrive. To om året. Når planlægger således, er det fordi, det kræver langs tid forberedelse og mange fotosessions, før de rigtige billeder er i hus.

 

Bogen, der udkommer næste forår, har fået titlen ’Hemmelige haver’. Det er netop det, den handler om; om alle de paradisiske små grønne pletter, der findes bag hække, mure og huse. Steder, som det kun er de færreste, der kender. Sammenfattende for alle haverne kan siges, at de ikke er åbne for publikum, og at det kun er de færreste, der ved, at de findes.

 

Hvordan opsporer jeg så disse haver, er der sikkert mange, der vil spørge.  Jo, det handler om mund til øre-metoden. Hver gang jeg finder en god have, spørger jeg ejerne, om de kender andre med haver, der er noget ud over det sædvanlige, og det giver ofte bonus. Det var sådan, jeg fandt drivhusene til ’Drivhusdrømme’ og haverne til ’Havedrømme’. Da jeg udgav sidstnævnte, var der en journalist, der kaldte mig for ’en havernes talentspejder’. Det var jeg meget stolt over.

 

 

Det var en god bekendt. blomstermanden Erik Buch, der ’tipsede’ mig om Søren og Nico. De er begge meget kreative og har gennem hele deres professionelle karriere arbejdet indenfor filmbranchen som blandt andet rekvisitører og scenografer. Haven er helt speciel , og de fleste af tingene har en helt særlig historie. Første gang jeg besøgte haven, bemærkede for jeg for eksempel  en meget smuk bænk og roste den. ”Den har Jeremy Irons og Meryl Streep siddet i’” sagde Søren lidt henkastet. I samme åndedrag kom forklaringen ”Jeg var med til optagelserne af ’Åndernes hus’,” sagde han smilende. 

 

 

Når I ser på billederne her, vil det være tydeligt, at de slet, slet ikke yder haven retfærdighed. De er taget her i weekenden, og det er ikke mange dage siden, sneen var helt væk. Det er Søren, der er havemanden. Nico er mest til pynt! Men tro nu ikke, at han ikke kan lide haven. For det kan han. Selvfølgelig. Og det bliver til mange ture hver dag af det sindrigt udformede stisystem, som ikke lader nogen i tvivl om, at her er det personer med et kreativt gén, der har rådet. Fyrre år har parret boet på stedet, og haven er en virkelig perle. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg får lov at fotografere her, og jeg skal nok vende tilbage med flere billeder på bloggen, efterhånden som sæsonen skrider frem. Men I får selvfølgelig ikke det hele at se. Der skal jo også være nogen hemmeligheder tilbage til bogen!

 

Allerede nu kan jeg dog afsløre, at Søren og Nico ikke kun elsker haver, men også fugle. De har hvide og rosa kakaduer flyvende rundt i kæmpestore og meget smukt udførte volierer, mens sorte svaner flyder rundt i havens mange søer, hvide kanariefugle fløjter om kap, og nandu-strudse spankulerer omkring på et tilstødende mark.

 

 

Søren er galanthufil. Jeg ved, at det lyder som noget frækt. Men det er ganske harmløst. Denne betegnelse giver man nemlig folk, der samler på vintergækker. Det skyldes at vintergækkers latinske navn er Galanthus. Tænk en gang: Søren har ikke mindre end omkring 250 forskellige vintergækker. Mange er smukke, nogle helt bedårende og andre ligefrem aparte. Se for eksempel eksemplaret herover til venstre. ’Hvalros’ er sortsnavnet. Og det er der da en vis logik i. Mere sjælden er køn er den. Efter min mening. Det kan godt være, at jeg får en holdningsforbedrende opsang, næste gang, jeg besøger haven! En anden stor sjældenhed i haven er de dobbelt erantis. Sådan nogle har jeg aldrig set før. Har I?

 

 

Søren har fortalt mig, at der findes over 1.000 forskellige vintergækker, og at han nogle få gange har givet omkring kr. 500,- for ét enkelt løg. Nico ser helt opgivende (men smiler alligevel), når Søren fortæller om det.

 

 

Rundt omkring i haven er der også små alpevioler, og over alt ser man spæde løgspidser stikke op. Det varer ikke længe, inden jeg kommer tilbage med mit fotografiapparat. Glæd jer