Det skal være skidt ...

 

... før det bliver godt. Sådan er det af og til, og dette mundheld gælder især, når det handler om historiske roser og buskroser.

 

05stanw2 05stanw1

 

I dag er jeg rigtig gået til den med ørnenæbbet. En af de roser, der fik en ordentlig tur, var ’Stanwell Perpetual’ - en skøn historisk rose med svagt rosa blomster. Den blomstrer, som navnet siger, næsten uden stop gennem hele sæsonen.

 

_20100425_123319

 

Denne rose kommer hurtigt til at fylde ret meget, med mange skud fra basis. Til sidst danner den et næsten uigennemtrængeligt vildnis. Derfor kan det være godt med en foryngelseskur.

 

_20100425_161018

 

Denne foretog jeg i dag ved hjælp af ørnenæbbet: Alle skud på nær tre forholdsvis unge blev klippet bort helt nede ved basis. Det betyder, at der i år kun kommer blomster fra de tilbageblevne skud (jeg skal nok vise billeder om et par måneder). Til gengæld vil der så i løbet af sæsonen komme nye og friske skud, der er blomstringsdygtige til næste år. Her kan man så klippe de skud bort, man skånede i år. På den måde bliver busken forynget.

 

Når jeg gik så drastisk til værks i dag, skyldes det, at jeg ikke har været flittig nok med at tynde ud de sidste år. Det bedste er kontinuerligt, år for år, at bortklippe en tredjedel af skuddene.

 

_20100425_161225

 

Læg mærke til, at der allerede sidder nye skud klar ved basis. Nu hvor jeg har fjernet en masse grene, får de fornyet kraft og kan i løbet af et par måneder blive et par meter lange.

 

Denne metode kan også bruges til andre buskroser, bl.a. de engelske. Desuden er den god til buske, der skyder fra basis. For eksempel dronningebusk og hortensia. Husk blot, at de nye skud ikke er blomsterbærende (med mindre det drejer sig om en af de nye hortensiasorter, der blomstrer på årsskuddene).

9 kommentarer:

  1. fantastisk interessant utrolig at der stadig kommer liv og glade dage i roserne,
    men ellers 1000 tak for en fantastisk udsendelse igen man bliver helt vild for selv at komme igang i haven .glæder mig allerede til næste uge med dejlig og behagelig facon at blive ført rundt i din have
    mange hyggelige have hilsner fra maj britt johansen

    SvarSlet
  2. Det er altså dejlige havebesøg vi er på i Drømmehaver. Spændende at følge udviklingen hos nogen, og finde inspiration hos andre. Og din have er Paradis. TAK.

    SvarSlet
  3. Kære Claus.
    Tak for endnu en dejlig rundtur i din skønne have. Hvis jeg var en fugl, ville jeg slå mig ned der.

    SvarSlet
  4. Kære Claus..

    Aller først...tak for de meget smukke kort jeg har modtaget igår, men først fandt idag i postkassen. Jeg blev utrolig glad så tak igen..:-o)

    Og aftenens drømmehager var som sedvanlig en dejlig udsendelse.
    Jeg ser den altid igen her på din blog.
    Rækkehushaven var rigtig flot.
    Jeg købte 2 skønne roser hos Anne, David Austin's Summer Song....
    Det er også buskroser og de har jeg også klippet ned iår.
    Håber at jeg har gjort det rigtigt, jeg er ikke så god med roser.

    En rigtig god aften fra

    Lisbeth i Hals

    SvarSlet
  5. Hej Claus.

    Hvor er det dog befriende efter en lang dag i haven med div. opgaver, deriblandt den evige kamp mod skvalderkål, at komme ind og se dit program og opdage at du også, i din fantastiske have, kæmper denne kamp. Så også de flotte Stolt Kavaler og Mamelukærmer - Jeg har i år for første gang prøvet at så Cosmos "Double Click". Kender du, eller andre læsere, den? Jeg er spændt på om blomsterne bliver så tunge, at de ikke kan holde sig oprejst. Tak for endnu et flot og inspirerende program.

    /Bo

    SvarSlet
  6. Kære Claus. Mange tak for de smukke kort. Ét af dem har jeg tiltænkt et liv i ramme, de andre skal finde særlige modtagere. Du er virkeligt et menneske der gør alt i stor stil, også når du starter en blog. Fantastisk. Mennesker som dig gør os alle sammen rigere.

    I år har jeg måtte klippe mine store roser ned til basis selvom det gør ondt for harrene har gnavet dem helt i stykker i vinter, noget jeg ellers aldrig har oplevet. De skyder fint og næste år er de helt sikkert fine igen, men det er nu lidt trist at gå glip af blomsterpragten i år, der er det meget bedre at kunne gøre som du her demonstre.

    (Jeg så iøvrigt en have i lørdags der ikke bestod af andet end skvalderkål og plænemos. Det er alligevel for selvarrangeret selv for mig.)

    SvarSlet
  7. Og den Stanwell har nogle forbistrede torne...min var også blevet alt for stor i år, men jeg har ikke været så radikal som dig. Jeg døjer med en masse selvsåede pastinakker i staudebedet...men de har jo flotte blomster, så jeg har ikke gjort så meget for at fjerne dem. En god dag til dig.

    SvarSlet
  8. "Der burde være bede med roser,
    Skrænter med roser, huse med roser,
    Hække med roser, kanter med roser,
    Kurve med roser, udsigter med roser,
    Og gader med roser."
    (-Samuel Reynolds Hole-)

    Se, her var en mand, der vidste, hvad det handlede om . Jeg kan kun give gode gamle Samuel ret:)
    Kunne ikke undvære mine stauder, sommerblomster, blomstrende buske etc, men der er nu intet, der kan hamle op med en nyudsprunget rose:)
    Under et besøg hos Hugo Lykke sidste sommer, blev jeg totalt overvældet ved synet af BLOMSTERBRUSET fra en ældgammel Stanwell Perpetual. Et helt fantastisk smukt rosensceneri. Var nødt til at have en Stanwell Perpetual med hjem! Er lykkelig for, at den har klaret den hårde vinter.

    Er meget spændt på en nyanlagt rosenafdeling i haven i år, specielt et bed med lilla roser som Tour de Malakoff, Athur de Sansal, Ombree Parfaite, Souvenir d`Alphonse Lavallee, Mme de la Roche-Lambert etc etc. De har alle med undtagelse af to, overlevet deres første vinter hos os og forventningens glæde er meget stor. Der går ikke en dag uden, at der bliver kigget til dem og deres velbefindende.

    Mange rosenhilsner fra TANTE GRØN

    SvarSlet
  9. Jeg har også lige måtte skære mine roser helt ned, frosten havde været ret hård ved dem. Til gengæld har en flok myrer valgt at lave tue i rødderne på to af mine fineste austin roser.. er der nogen måde at få dem til at flytte? De må gerne bo alle mulige andre steder i min have, men roserne skal altså ikke lide under en kæmpe myrefamilie.. Ville være rigtig glad for hjælpene foreslag.. Hilsen Mathilde

    SvarSlet