Ikke kun tll pynt

20100810_101817

 

Jeg har før – under rimelig stor opmærksomhed – skrevet om spiselige afgrøder i staudebedet. Blandt andet porrer og gulerødder. Her handlede det om at få dem i blomst; altså kunne man ikke spise dem. Men her er en afgrøde, som ikke kun er til pynt, men også kan spises. Det er en ret dekorativt udseende plante, nemlig estisk slangehvidløg, Allium sativum var. ophioscorodon, hvis stængel bugter sig som en slange. Slangehvidløgene har jeg i et af mine hvide bede, hvor de skaber både opmærksomhed og variation mellem blomsterne.

 20100810_101834

 

Slangeformen viser sig fra omkring midsommer, og kort tid derefter kan man se, at stænglen begynder at svulme op et stykke fra spidsen. Det er små nye løg – topløg – der er på vej. Dem kan man høste og spise af fra hen på eftersommeren. De er meget lækre og delikat sprøde.

 

Hvidløgene under jorden, som stænglen skyder fra, kan også spises. Blot skal man være opmærksom på, at de har en begrænset holdbarhed. Løgene er ekstra store, indeholder ikke så mange fed, som dem vi køber hos grønthandleren, og så har de rødlige og ikke hvide hinder omkring.

 

Hvis man lader topløgene sidde til efteråret, tørrer de let ind, og så er de klar til at stikke i jorden for at sikre næste års høst. Jeg er ofte mere lemfældig og drysser tilfældigt løgene rundtomkring i bedet. Når jorden senere kultiveres, bliver de små løg dækket af jord.

2 kommentarer:

  1. WOW......hvor er den herligt "aparte" og dekorativ:o) Stiftede første gang bekendtskab med estisk slangehvidløg i en af dine haveudsendelser og har også lige set den i Anne Justs Have. Sådan een kan man jo ganske enkelt ikke leve foruden. Heldigvis har jeg en generøs køkkenhave-haveveninde i Thy, som er leveringsdygtig i disse løg, så endnu engang må jeg med bedende hundeøjne og en temmelig slidt tiggerstav over og gå tiggergang hos hende:o)

    Der MÅ være en estisk slange-hvidløg i mit haveparadis:o)

    TANTE GRØN

    SvarSlet
  2. PS: Har iøvrigt haft utrolig stor glæde af mine blomstrende porrer og gulerødder. Tusind tak for fiffet:o) Næste forår tømmer jeg grønthandlererens butik for porrer og gulerødder:o) Har iøvrigt også ladet min persille gå i blomst. Den er også rigtig rigtig køn...!

    "Man skal dyrke sin have for at være et helt menneske.........."
    -Kinesisk ordsprog-

    TANTE GRØN

    SvarSlet