Blomsterbinderi

 

20100919_111557

 

I eftermiddag var jeg til DM i Blomsterbinding i Ridehuset i Århus. Det var et både imponerende og flot arrangement, der her var stablet på benene.

 

20100919_110222

 

Det er uhyre interessant at se, hvad blomsterbindere kan få ud af blomster, og hvordan de sammensætter dem.

 

20100919_110142

 

Ved sådan et arrangement tror jeg roligt, at man kan sige, at ’overdrivelse fremmer forståelsen’. Mange af arrangementerne er ganske overvældende. Men det er jo også det, det handles om, når der konkurreres. Det dagligdags og middelmådige løftes op til det sublime og overdådige.

 

20100919_111818

 

Det er ikke dekorationer til det hjemlige spisebord, men det er heller ikke formålet. Til et arrangement som dette får det hele fuld skrue, og der er ingen tvivl om, at det vi oplever her, er noget af det, vi får at se i fremtiden blot i mindre målestok.

 

20100919_112055

 

At jeg så hellere vil have en løs samling blomster i en kande er en helt anden historie.

 

20100919_111148

 

Det, der imponerede mig mest, var et stort flot arrangement med et hestehoved øverst – sjovt fundet på, når det nu var i Ridehuset, det foregik. Dette fantastiske skue var lavet af Karsten Pindstrup fra Blomsterværket Pindstrup i Århus. Han tog hjem med både en første- og en andenpris for seniorer. Vi er både glade for og stolte over at have sådan en kapacitet og sådan en butik her i Århus. Tillykke, Karsten.

10 kommentarer:

  1. Tak for den store inspiration, dine billeder giver Claus! Jeg sidder og sluger de meget flotte dekorationer råt. Jeg har bl.a. en meget stor svaghed for japanskinspirerede "blomstergardiner".

    Hjerteligst

    SvarSlet
  2. Tusind tusind tak for billedreportagen fra Ridehuset:o)
    Meget spændende at se, hvad landets ypperste blomsterbindere har kreeret - og hvad de som trendsættere sætter af dagsorden for fremtidens binderi-mode.

    Selv er jeg også allermest glad for en buket fra haven, men sådanne konkurrence-binderier er jo at sammenligne med modenindustriens haute couture. Kunstobjekter der ikke er så anvendelige for os "almindelige" mennesker.

    Hvor er det en smuk måde callaerne bliver brugt på. Jeg synes allerbedst om blomsterkunstværket på billede 4. Det måtte gerne pryde mit hjem:o)

    Hvor er det vidunderligt at man takket være dig kan få så mange dejlige input og så megen skøn inspiration, Claus:o) Hvad gjorde vi dog FØR denne blog, så dagens lys?!?!:o)

    Held og lykke med skriveriet:o)

    Kærlige hilsner og tanker til alle,
    TANTE GRØN

    SvarSlet
  3. Kære Tante Grøn - hvor er du god. At sammenligne disse fantastiske dekorationer med Haute Couture. Den var den sammenligning, jeg tænkte på, men den kom ikke op til overfladen.

    SvarSlet
  4. Hej :-)

    Er der sat en præcis dato på hvornår MIT HAVELIV kommer i handlen. Er meget spændt, og lidt utålmodig :-)

    - Tak for den flotte hjemmeside + Blog. Den besøges dagligt, da den er til stor glæde og inspiration.

    Kærlig hilsen
    Marie

    SvarSlet
  5. Kære Marie - 'Mit Haveliv' kan fås via vores hjemmeside fra d. 12. november og i boghandelen nogle få dage efter.

    SvarSlet
  6. Hej
    Det må have været spændende at se. Dekorationen i skålen ser rigtig spændende ud, men jeg kan nu også godt lide et lidt dybt glasbordfad med sten fra stranden og med blade og georginer, der matcher skålen, sådan en har jeg sat på spisebordet i denne week-end. Tak fordi vi får lov til at tage del i det du oplever. Hilsen Lis B.

    SvarSlet
  7. Tak søde, givende Claus:o)

    .... Til alle jer, der ligesom mig bedst kan lide blomsterbinderier, der ikke er lavet af alt for hårdtpumpede og sjælforladte gartneriblomster, men som ynder buketter, hvor naturens og havens blomster er inddraget: Prøv at aflægge Frk. Iberis` blog et besøg. Hun laver de mest vidunderlige, eventyrlige og stemningsfulde buketter. Jeg er en stor Frk. Iberis-fan:o)

    Nu skal jeg i haven og flytte en masse bonderoser og pæoner. Det regner, men så er det jo godt, jeg kan iføre mig min yderst sexy, femine og raffinerede Harboøre-habit:o) Den gør bestemt heller ikke noget godt for min figur, men her er det jo også blomsterne det handler om:o)

    Regnvejrshilsner med ønsket om en god start på den nye uge, - fra indholdet af en Harboøre-habit,

    TANTE GRØN

    SvarSlet
  8. Tak for dette indlæg, Claus!!

    Jeg deltog i de indledende runder, afdelingsmesterskaberne, hvorfra vinderne gik videre til DM. Det er altid sjovt at høre publikums kommentarer, for vi ved jo godt, at det vi laver, slet ikke kan sammenlignes med det, vi sælger i butikkerne, så når publikum en sjælden gang imellem - som nu dig her på bloggen- roser KUNSTVÆRKET er det guf for os!!! Tak for at sætte lidt fokus på vores passion, og tak for skønne billeder.

    Mange hilsener, Anette ( Tante Tulle )

    SvarSlet
  9. Det er dejligt at se billeder af den innovative måde at bruge blomster på. Det inspirerer til selv at "tænke udenfor boxen".

    SvarSlet
  10. Ja, det var en fantastisk dag, og en flot og velfortjent vinder.

    Var så heldig selv at deltage og har deltaget før. Vores arrangementer er faktisk salgbar - dette dog i forbindelse med større Event Styling's hvor en virksomheds brand, produkt mm. sælges ved hjælp af bla. blomsterdesign. Dette er sket for os tidligere og noget vi tænker over ved udvikling af vores konkurrence opgaver.

    Ja, i har en meget stor kapacitet i Arhus.

    Med venlig hilsen
    Blomsterdesigner Annette von Einem
    http://www.voneinem.dk

    SvarSlet