For mig et det ligeså utænkeligt at spise jordbær hele året, som det at have chrysantemum forår og sommer. Det er nu, vi skal nyde deres helt særlige krydrede duft, som jeg virkelig forbinder med efterår. Store buketter af chrysantemum, vinterasters, bliver plukket ind, og lige nu kan jeg glæde mig over en dejlig buket her i havestuen, hvor jeg sidder og skriver.
Den dejlige duft, der forstærkes af varmen fra stearinlysene, fortæller, at nu er det ved at være efterår. Mig gør det ikke noget. Tværtimod. Så varer det ikke så længe, inden det er jul og forår igen! Kald mig bare lalleglad. Heldigvis er jeg udstyret med et lyst sind.
I dag skal jeg til optagelse hos Café Hack, det hyggelige program bestyret af Søren Dahl, der udsendes på søndag kl. 10.00 på radioens p4.






16 kommentarer:
Ja, der er nok at glæde sig til - og man kan altid finde på noget når man har have (og drivhus) og havebøger . . . og et lyst sind!
Duften af Chrysantemum og æbler og muld . . . det er efterår når det er bedst!
Jeg tilslutter mig de "lalleglades" klub :-) Jeg holder meget af efteråret med alle dens farver - findes ikke smukkere. Og vinteren med hygge, gåture med efterfølgende kakao el kaffe. Jeg er helt enig, hver årstid har sin charme.
Lyder spændende med café hack.
/Bo
Ej det glæder jeg mig til at høre søndag!
Kære Claus.
Ja, et lyst sind, det har du. Og jeg synes ligefrem, jeg kan mærke, det springer ud af skærmen og smitter mig - og garanteret mange andre af dine læsere. Førhen sagde jeg altid, at jeg skulle have været født "barfods-indianer" i et eller andet varmt land - men nu melder jeg mig i stedet ind i "de lalleglades klub".
I går var jeg på biblioteket, og på vej hen til skranken med mine bøger kom jeg lige forbi en skråhylde med 3 bøger på. Den ene var "Blomster fra haven" af dig og Hanne Ploug. Den måtte også med hjem, og det er jo ikke "bare" en bog om dekorationer, men en rigtig Claus Dalby havebog. Her kan man jo lære endnu mere om din måde at klippe ned og klippe tilbage på plus en masse andet. Den er jeg da ikke sikker på, ikke også kommer til at stå fast på min "Klematis" hylde.
Kærlig hilsen og hav en god solskinsdag. Inga
Det med årstiderne er jo selve essensen i at dyrke haven,det er livets symbol,Hvis der ikke er et skifte i havens billedramme er der ikke noget at nyde og se frem til. Den dag de udvikler et æbletræ der blomstre "hele" året tager jeg mine støvler og går.
Henrik
Hvor jeg gjæder mig til Cafe´Hack på søndag.
Det bliver smadder hyggeligt.
Lisbeth
HURRA for dit positive sind Claus ... lalleglad eller ej :-)
Din sæson-glæde har allerede smittet mig. Normalt piver jeg lidt når sommeren er ovre. Men nu har jeg jo din (og andres) skønne haveblogs jeg kan "varme mig på" denne vinter. Hvilket inspirerende slaraffenland.
Kh Lone
Chrysantemum... ihh jeg glemmer aldrig når jeg som lille pige, kom med min far hen til vores gamle gartner i Jonstrup (Værløse) og gik ned gennem gangene hvor duften bare var åhh så skøn.. og chrysantemum var højere end jeg selv. De buketter min mor fik i den tid var overvældende og jeg har ikke set den li' siden.. men da den gamle gartner gik bort lukkede gartneriet desværre..
Mange hilsner Sarah
Hej Claus
Da jeg læste sætningen "Kald mig bare lalleglad" kom jeg til at le højt, hvilket vist undrede mine kollegaer her på kontoret - hvad havde jeg mon gang i der på skærmen!
Tak - din lalleglæde og blomsterglæde smitter.
Glade hilsner fra "Berit fra Irishaven".
Hej
Ja, hver årstid har sin charme og jeg nyder hver og en i fulde drag her ude på landet hvor jeg bor. Det lyse sind skal du være glad for. Jeg har også et lyst sind. Det er en gave man har fået og det har hjulpet mig igennen det, at leve med en kronisk sygdom. Hvor er det dog en skøn chrysantemum den lilla. Er det en du har til at overvintre i haven? Jeg vil sidde med øret klods op af radioen på søndag når der kommer Cafè Hack. Det er et hyggeligt program. Solskinshilsen fra Lis B.
Jeg er blevet blogger - en ny verden er åbnet - Det hele begyndte med at jeg var inde på din blog i maj måned via en googling på hvornår dine programmer skulle sendes - Tak Claus! Jeg kigger tit ind på siden, og det er stadig en stor fornøjelse, du er fantastisk til at videreformidle din glæde ved blomster. hilsen www.nordiskgammelt.com
Åh ja, efteråret. Alle årstider er skønne, men efteråret er min foretrukne. Farverne, duftene, den klare luft! - og så varer det jo ikke længe, før det hele starter forfra!
Efterårshilsen fra Ulla
Kære Claus.
Du må fortælle mig navnet på denne lilla skønhed,, chrysantemum. Den er bedårende...
Kære Claus
Jeg var så heldig at overvære Cafe Hack i dag, en rigtig god oplevelse.
Dejligt at se dig og din meget smukke buket fra haven og jeg tog det som en "selvfølgelighed" at du havde en smuk gammel vase med til at vise hele skønheden frem i.
Mange blomsterhilsner lone.g
Kære Lone - hvor hyggeligt. Jeg var rigtig glad for at blive inviterer og synes, at der var en dejlig og intens stemning. Han er god til at skabe den rette stemning, Søren Dahl.
Send en kommentar