… det siges, at det er kvinderne, der bestemmer, og jeg tror da også, at 95 % af de, der køber mine bøger, er kvinder. Det er så hyggeligt, hver gang, der dukker en mand op her på bloggen, for det er jo ’det stærke køn, der i overtal. Men det har jeg det rigtig godt med.
Det går altså ikke, at havebøger er for maskuline, og i ’Mit haveliv’ er det da også det feminine, der spilles på. Hvad siger I for eksempel til billederne her?
Du går lige i vores æggestokke!, var der en god veninde, der sagde til mig en dag. Det tog jeg som en stor kompliment, men det betyder ikke, at mænd ikke må kigge med.
På den anden side skal vi også passe på, at der ikke går pyntesyge i haverne. Sådan noget med Madonna-figurer og små husaltre var meget sjovt en kort overgang, men nu handler det om de mere blivende stemningsskabere, for eksempel patinerede krukker, mosgroede urner, slidte haveredskaber – og så ikke at forglemme planterne. De er det vigtigste.
Er I nysgerrige efter at vide, hvor disse skønne planter kan købes, må I vente, til ’Mit haveliv’ udkommer. Jeg har jo lovet at afsløre en del hemmeligheder, og dette er en af dem.
Også hvad det er for noget med det ’skab’, de små potter står i. Det er et såkaldt ’Primulateater’ fra Victoriatidens England. Det kommer I også til at høre mere om.