I går lancerede jeg en ny idé her på bloggen – virtuelle postkort. I dag har jeg skiftet flere af billederne ud, så det er en ren efterårsserie, og jeg håber, I vil sende dem ud I ‘verden’. Se billederne her.
 |  |  |
Skønne farver. Ikke?
I morgen skal jeg til trykstart på ‘Mit haveliv’. I skal nok få en rapport derfra.
Igen levende billeder. Nu vil jeg gå ud og fotografere skønne efterårsmotiver til mit arkiv.
NB. Atter en gang er det lykkes mig at køre lidt rundt I datoerne.
Det er altid hyggeligt at få en hilsen eller at sende en. Et rigtigt gammeldags brev eller kort – som snailmail – er naturligvis toppen, men et virtuelt postkort er også hyggeligt I stedet for blot nogle linjer I en mail. Derfor har jeg udvalgt nogle billeder til virtuelle postkort, se her.
Noget af det, havegæster ofte spørger mig om, er, hvordan vores stenmelsstier er fremstillet. Det vil jeg forklare om her.
Jeg bliver så glad, hver gang der er nogle, der spørger, for det er nemlig den mest diskrete (og smukke, synes jeg!) måde, hvorpå man kan lave stier.
 |  |
Jeg har lige talt med vores anlægsgartner, som gav mig opskriften: Først graves ca. 25 cm jord af og stabilgrus fyldes på, så der efter vibrering er 2-3 cm op til jordoverfladen.
Undervejs kantes med såkaldt båndstål – 15 cm højt og 5 mm tykt – som vist på billedet ovenfor. Kanten bankes på plads med en gummihammer. Til sidst fyldes op med stenmel, og der vibreres igen. Nemt ikke?
I dag fortæller jeg I ‘Smutvejen’ på P4 om havens stier og henviser til, at jeg her på bloggen vil fortælle om, hvordan man anlægger dem. Lige nu er jeg på vej ud af døren, men vender tilbage I aften og fortæller om anlæggelsen. Noget, jeg har fået mange spørgsmål på.
Allerede i foråret fortalte jeg, hvor gerne jeg ville have familieforøgelse her i haven. Kort sagt flere duer.
For en måneds tid siden klækkedes de første par æg, og i disse dage går jeg og venter på, at de skal stikke hovedet ud af det væghængte dueslag og gå vingerne. Når det sker, er jeg der med fotografiapparatet. Når stigen står der, er det fordi, jeg af og til er oppe og kigge ind til de små.
De voksne duer nyder efteråret og sidder og puster sig op.
Allerede i går lagde jeg nogle få billeder fra denne have ud på nettet, og her får I nogle flere. Når jeg lige kom på at vise den nu, er det fordi Anne Folehave I går her på bloggen spurgte, om jeg kendte denne have. Og det gør jeg bestemt.
Det handler om keramiker Betty Engholm og hendes mand Torbens smukke have ved Sorø. Jeg skrev om den ’Havedrømme’, og her er der sikkert nogle, der har set den.
 |  |
Som nævnt er Betty keramiker, og hun laver de smukkeste møbler og figurer til haven. Jeg vil selv meget gerne have et par af hendes ‘skamler’ med puder, se nedenfor til venstre.
 |  |
Betty har virkelig sin helt egen stil, og jeg må sige, at jeg er en stor fan af Bettys kunst.
Jeg skrev i går, at der er sket en stor omvæltning i haven og Betty og Torbens liv. For omkring halvandet års tid siden brændte deres smukke gamle hjem nemlig ned. Jeg blev så chokeret, da jeg hørte det.
Men nu står en ny moderne og energivenlige bolig snart klar, og jeg glæder mig til at besøge Betty og Torben igen. Jeg skal nok vise billeder.
… det, jeg har gået og ventet på gennem de sidste par år; at mine urner, søjler, lysthuset og gartnerdrengen fra det engelske firma ’Haddonstone’, skulle begynde at få patina.
De sidste måneders fugtige vejr har virkelig sat gang i processen, og inden længe, vil de nævnte arkitektoniske indslag begynde at glide umærkeligt sammen med omgivelserne, for det er jo det, det handler om.
 |  |
Jeg ved godt, at man kan bruge yoghurt, øl, valle og andre levende materialer til at fremskynde processen, men jeg har aldrig fået det gjort.
 |  |
NB. Jeg lovede i går aftes om komme med historien om en skøn have. Den vender jeg tilbage til senere.
Jeg beundrer i den grad mennesker, som kan se det store i det små og lever en tilværelse, hvor æstetik er i højsædet.
 |  |
Jeg synes, at billederne her i høj grad fortæller meget om de mennesker, der bor her.
I morgen vil jeg fortælle lidt mere om haven og de mennesker, hvis have det er.
Nogle af jer kender måske allerede nogle af billederne, fordi jeg har skrevet om haven i ’Havedrømme I-II’.
Siden jeg skrev om haven, er der sket et meget stort skifte. Men det vil jeg fortælle om i morgen.
Billedet her er taget hos tidligere konsulent ved Haveselskabet, havearkitekt Lisbeth Hvid på Fyn. Jeg er kommet hos Lisbeth en del gange, men havde aldrig lagt mærke til den fine vedbendkant under bøgehækken.
Men nu, hvor der er kommet høstfarver, bliver farvespillet mellem bøgehækkens gyldne løv og den stedsegrønne vedbendkant tydelig. En fin efterårsdetalje. Utroligt smuk, synes jeg.
Her er endnu et par billedet fra Bornholm; fra Rønnes gamle kvarter. Der er så mange smukke motiver, og herunder får I endnu et, om end ikke med en forhave – men så i hvert fald med en blomstrende velkomst.
Når jeg rent fotografisk faldt for motivet, var det i høj grad på grund af farverne. Den blå låge, den gule mur og så selvfølgelig blåregnen. I husker nok billedet fra forleden, hvor det også var en blå farve, som gav rigtig meget til motivet.
Her er endnu et blåt eksempel. Det er nok et tilfælde, at vinduesrammen og iris’en kompletter hinanden perfekt. Et øjebliksbillede …
Mht. ’Mit haveliv’ kan jeg fortælle, at jeg nu sidder og læser teksten igennem en allersidste gang, inden manuskriptet i morgen skal af sted til trykkeriet. Jeg er faktisk rigtig tilfreds. Sidder ind i mellem og smiler: ’Har jeg skrevet den bog? Den er da god!’
Jeg fortsætter mit lille forhave-’tema’ med en meget smuk en af slagsen, som jeg har fotograferet et par gange i den dejlige bornholmske by, Svaneke. Jeg har en stor kærlighed til Bornholm, og derfor er der også så hyggeligt, når Zeb rapporterer.
 |  |
Ja, jeg ved godt, at det er et charmerende hus, men ejeren – der er pilefletter – har med enkle midler forstået, at gøre det endnu mere attraktivt med nogle få, men velvalgte planter, for eksempel en Clematis montana. Læg mærke til, hvor flot den passer til den pudsede væg. Disse billeder er taget sidst i maj.
En god måneds tid efter var jeg forbi igen, og da var det lavendlerne, som var attraktionen. Er det ikke smukt?
… det siges, at det er kvinderne, der bestemmer, og jeg tror da også, at 95 % af de, der køber mine bøger, er kvinder. Det er så hyggeligt, hver gang, der dukker en mand op her på bloggen, for det er jo ’det stærke køn, der i overtal. Men det har jeg det rigtig godt med.
Det går altså ikke, at havebøger er for maskuline, og i ’Mit haveliv’ er det da også det feminine, der spilles på. Hvad siger I for eksempel til billederne her?
Du går lige i vores æggestokke!, var der en god veninde, der sagde til mig en dag. Det tog jeg som en stor kompliment, men det betyder ikke, at mænd ikke må kigge med.
 |  |
På den anden side skal vi også passe på, at der ikke går pyntesyge i haverne. Sådan noget med Madonna-figurer og små husaltre var meget sjovt en kort overgang, men nu handler det om de mere blivende stemningsskabere, for eksempel patinerede krukker, mosgroede urner, slidte haveredskaber – og så ikke at forglemme planterne. De er det vigtigste.
 |  |
Er I nysgerrige efter at vide, hvor disse skønne planter kan købes, må I vente, til ’Mit haveliv’ udkommer. Jeg har jo lovet at afsløre en del hemmeligheder, og dette er en af dem.
Også hvad det er for noget med det ’skab’, de små potter står i. Det er et såkaldt ’Primulateater’ fra Victoriatidens England. Det kommer I også til at høre mere om.
I forrige indslag hørte I motivationen for den pris, jeg fik overrakt i går. Her er min takketale. Da den varer et kvarters tid, og det kun kan lade sig gøre at lægge videosekvenser af ti minutters varighed på, er den delt i to.
Ja, så er der dugfriske levende billeder fra prisoverrækkelsen i København i dag.
Her får I motivationen fra Ivan Hyllested Pedersen, formand for Havekulturfonden, der forklarer, hvorfor jeg skulle have prisen. I morgen følger min tale her på bloggen.
Så er jeg hjemme igen efter en rigtig hyggelig tur til København, hvor jeg jo blev hædret. Det er godt nok flot!
Jeg fik en meget generøs check og ikke mindst denne statuette – De kurtiserende traner udført af billedhuggeren Helen Schou. Den er jeg meget, meget glad for, og den vil få en hædersplads her i havestuen – min lille ’skrivehule’. Der var mødt rigtig mange op, blandet andet flere af jer, der følger med på bloggen. Tak skal I have.
Det var Inga – en af de meget flittige og altid hyggelige kommentatorer her på bloggen – der gav mig ideen i går: Kan du ikke lave en video fra København?, spurge Inga. Det havde jeg slet ikke tænkt på, men … Selvfølgelig kunne jeg det. En af mine gode bekendte optog dels motiveringen for valget og dels min meget improviserede tale. Videoen bliver lagt på senere.
Nu vil jeg lige tage en time på øjet. Skrev billedtekster til ’Mit haveliv’ til næsten halv tre i nat/morges. Op nogle timer få timer senere, drikke en kop kaffe, spise et stykke brød, lægge lidt på bloggen og så til København I regn og rusk.
Dejligt at være hjemme igen. Der har været rigtig mange kommentarer i dag. Omkring tredive, som jeg netop har udgivet. Tror ikke, at der direkte var nogle spørgsmål. Jeg har så travlt det næste døgns tid med at få ’Mit haveliv’ helt færdigt. Hvis jeg ikke får svaret på spørgsmål, der måske alligevel har været, må I bære over med mig og spørge igen.
Ja, jeg ved godt, at det var en lidt mærkelig overskrift her fra morgenen af. Men det er sådan, at jeg hver gang, jeg passerer en smuk forhave, stopper op og tager nogle billeder. Men der er godt nok langt mellem snapsene. Jeg bliver nødt til at sige det: Knust sort granit er – på linje med babymajs og tankstationsbuketter – noget, som aldrig burde være opfundet. Strid? Måske …
Denne dejlige forhave er fra Skagen. Tænk, hvis den var lavet om til parkeringsplads, som man ser det mange steder. Det er heldigvis forbudt deroppe. Godt! Jeg er en af dem, der mener, at vi har brug for smagsdommere.
Nu vil jeg køre til København. Vender tilbage i aften.
Nu skal jeg nok snart skifte tema og ikke skrive så meget mere om det forklippede. Men er det ikke en dejlig forhave, jeg viser her? Den kom jeg forbi i Nordby på Samsø for et par år siden.
Flere har skrevet, at det handler om at få hus og have til at hænge sammen, og det er jeg helt enig i. Men det er da også virkelig tilfældet her.
Jeg er lige nu ved at skrive de sidste billedtekster til ’Mit haveliv’. Puha, hvor er der mange. Men det handler selvfølgelig af antallet af billeder. Og dem har jeg jeg jo selv valgt.
Det er så interessant, når nogle af jer skriver, at I enten ikke kan lide buksbum, eller i det hele taget noget , der er formklippet.
 |  |
Jeg elsker begge dele, fordi det giver haven både statur og struktur. Billederne her er fra en svensk have, som jeg synes, er helt fortyllende.
 |  |
Den minder mig om de gamle bondehaver, som jeg har set på fotos og oplevet på frilandsmuseet.
 |  |
Det er altså vigtigt med nogle linjer til at holde planterne ’på plads’.
 |  |
Jeg håber, at I kan lide, hvad I ser. Lad mig gerne få nogle kommentarer. I behøver ikke at være enige med mig. Jeg citerer ofte Poul Henningsen, der sagde ’Uenighed gør stærk’.
Der kommer ingen videoer i denne weekend, fordi vejret er for trist. OK?
Indlæg
Alle kommentarer
