Ovenstående meget tankevækkende citat er ikke mit, men Madam Bæks. Som jeg skrev tidligere I dag, har Madam Bæk opfordret mig til at give plads til forskellige gæstebloggere, og derfor spurgte jeg hende, om hun ikke ville være den første. Hun sagde ja tak, og det resulterede I nedenstående både rørende, livsbekræftende og fantastiske beretning. Mod alle odds har Katy – som er hendes rigtige navn – skabt en fantastisk have på trods af sygdom. Det er bare SÅ flot.
Nu er bolden givet op, og jeg håber, at andre gæstebloggere vil melde sig.
En have og dens betydning for helbredet
For mig er den største oplevelse nok det, at jeg overhovedet har kunne lave en have. Nu vil I nok sige, at det kan alle da. Det er også rigtigt, men for mit vedkommende forholder det sig alligevel lidt anderledes, fordi min have er kommet til under en voldsom svimmelhedsperiode på små ti år. Jeg har i lange perioder kravlet rundt og lavet have med en spand til at kaste op i ved hånden og tårerne trillende stille ned af kinderne af udmattelse For jeg VILLE det.
Vi nåede at fælde 13 store skovtræer, inden jeg for alvor blev syg, så min havekarriere startede med et rent stykke græs. Først kom der nogle små bede, senere smeltede bedene sammen. Senere igen blev bedene lagt om, da de planter, som jeg havde sat, ikke trivedes. Jeg gjorde nok den fejl, som så mange andre, nemlig at købe de planter jeg kunne lide, frem for at tænke på hvad der kunne trives.
En enkeltstående plante behøver ikke at være køn, men i den rette sammenhæng er den vidunderlig. Senere fik vi lavet en koi-dam med tilhørende træ-terrasse og bede ved terrassen. Nu begyndte tingene efterhånden at glide sammen til en helhed. Det er nok det område i haven, som jeg holder allermest af, fordi det er grønt hele året og det kan ses fra alle husets sydvendte rum. Bedet består af blandt andet rhododendron, hortensia, små træer, græsser, sankthansurt, solhat, astilbe, blåregn, akebia og guldjordbær som bunddække.
 |  |
Noget af det største er nok de kommentarer, som jeg har fået fra folk, som jeg har talt med, efter de har set, at jeg har kravlet rundt på alle fire og gravet, plantet og luget, fordi balancen ikke ville som jeg. Jeg husker en ældre dame i starten af min havekarriere, som spurgte, om jeg nu var ok, når jeg kravlede rundt, hvilket jeg ikke ligefrem kunne sige, jeg var. Samme dame snakkede jeg med nogle år efter over havelågen. Da stod hun med tårer i øjnene over det ,jeg havde formået at skabe trods sygdom.
Det korte af det lange er, at selv om man ikke føler, at man har overskud på grund af diverse skavanker og er på kanten til at give op, så fortsæt og dyrk din have. Bare små bidder ad gangen. Et par krukker eller så nogle frø, ja, hvad ved jeg. Det man får tilbage, når det lykkes, overstiger alt og kan simpelthen ikke beskrives. For mig har de små succeser været en lise for sjæl og helbred, selvom det til tider har været meget meget hårdt. Der kan læses mere om havens tilblivelse og den sygdom, der så tit har spændt ben for mit havevirke på min blog. Jeg håber at I, hvis I besøger bloggen, vil lægge en lille hilsen. Og husk! Viljen til at ville – avler evnen til at kunne.