Snart december

I morgen går vi ind i december, og så skal der pyntes til jul. I den sammenhæng kom jeg til at tænke på et motiv, som jeg for nogle år tiden tog hos Erik Bering i forbindelse med en bog, som han lavede sammen med Hanne Ploug.

 

 

Erik er mindst ligeså maksimalistisk som jeg, og når han pynter op til jul, er det alvor! Men ofte skal der ikke så meget til. Se for eksempel dekorationen her, der slet og ret består af en skål med julekugler med kristtornblade imellem. Smukt og effektfuldt. Her kan alle være med.

Det er koldt derude …

… og derfor er det rigtig skønt, når man som vi har et par åbne pejse, der kan fyres op i. Det, at det ikke er lukkede brændeovne, giver en ekstra hygge, men der går også megen brændsel til. Heldigvis har vi lige fået nye forsyninger.

 

 

Den ene pejs er I køkkenet, og der har vi utrolig stor glæde af den. Mange tror, at den er fra husets begyndelse I 1908, men nej – vi fik den bygget for fire år siden I forbindelse med en større renovering af køkkenet. Det er en af vore bedste investeringer, for især her om vinteren opholder jeg mig meget derude. Der syltes, bages, koges og regeres. Her lavet stort set al mad fra bunden. God og veltillavet mad er nemlig en stor passion for mig på lige fod med haven.

 

Velisoleret

At sneen bliver liggende på væksthusets tag viser, at det er rimeligt velisoleret. Ellers ville sneen smelte.

 

 

TiI taget er der brugt dobbelt lag glas – termoglas – mens der i siderne er anvendt forsatsvinduer i gammeldags stil.

 

En måde, hvorpå man forholdsvis nemt kan isolere sit drivhus, er ved at bruge bobleplast, der monteres indvendigt. I ’Drivhusdrømme’ viser jeg hvordan, det kan gøres forholdsvis nemt.

Det er koldt derude

Ja, hvem skulle have troet det for en uges tid tiden; at hele haven nu ville være dækket af omkring en halv meter sne. Heldigvis isolerer sneen, og det betyder, at jorden endnu ikke er frosset.

 

 

Til alt held nåede vi for nogle uger siden at få alle de sarte planter – blandt andet pelargonierne - ind i det isolerede væksthus, hvor der lige nu er – om end ikke lunt, så i hvert fald frostfrit. Omkring et par plusgrader holder vi temperaturen på derinde ved hjælp af en varmeblæser.

 

Det er en stor, stor luksus med sådan et halvt hundrede kvadratmeter oase midt kulden.

Blomster eller ikke?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg altid vil have mange blomster i min have – rigtig, rigtig mange. Men det betyder på ingen måde, at jeg ikke kan lide haver, hvor der ikke er ret mange blomster. Faktisk er min horisont ret vid, og jeg kan lide rigtig mange stilarter.

 

 

Således fortalte jeg forleden om Erik Heides mere minimalistiske havestil, som jeg er stor, stor beundrer af, og jeg lovede at komme tilbage med nogle flere billeder. Det gør jeg så her.

 

 

 

Billederne viser, hvor fantastiske bøgehække er. Ikke kun om sommeren med deres lysegrønne løv, men også her om vinteren, hvor de står flot gyldne.

 

 

 

Især er bøgehække flotte, når sneen er faldet, og de står som en smuk kontrast til de lyse omgivelser.

 

 

’Man skal kunne læne sig op af en hæk, uden at den giver sig’, siger Erik Heide. Og tro mig; det kan man hos ham.

 

Misforstå mig nu ikke, for der er blomster i Erik Heides have, men det er ikke det, der er attraktionen dér.

Kort over haven

 

I min nye bog – ‘Mit haveliv’ – er der et kort over haven, og her kan man se, hvor det runde bassin, som jeg skrev om I fredags, er placeret.

 

Lad mig starte ovenfra: Bag villaen ligger Flammebedet – et langt bed i overvejende orange farver garneret med mørkerød og purpur. Bygningen til venstre er den tidligere stald og garage. Den anvendes til redskaber, potter og lignende. Til højre for den ligger det victorianske drivhus, som danner den ene væg i udekøkkenet med mure omkring.

 

På venstre side af villaen ses havestuen. Derfra er der udsigt til et nyt haveafsnit – den nedsænkede have eller the sunken garden med opstammede avnbøgetræer omkring. Til venstre for den, ind mod skoven, er der et stort hvidt bed med en rosenbuegang. For enden af den står en urne på en krukke som point de vue.

 

Mellem havestuen og væksthuset, der ligger vinkelret på villaen lidt længere nede i haven, er der en stor morgen-terrasse.

 

Til højre for væksthuset og foran villaen ligger det største staudebed med solelskende planter i rosa, pink og purpur toner. På den anden side af væksthuset ind mod skoven er der et bed med planter, som holder af vandrende skygge – blandt andet hortensia i blålige kulører. Bemærk også dueslaget.

 

For enden af dette rum ligger den ene af havens tre tværstier, som begynder ved skoven og fortsætter ud til alleen, der består af småbladede lindetræer.

 

Går man langs med skoven, kommer man forbi det lille lysthus med et rundt bassin foran. Dette bassin er nu ved at blive anlagt. Fra denne vandhave kan man i retning mod alleen gå ind i et stort rum omkranset af taks med planter i blålige toner. Længere ude langs med alleen er der et langt blåt bed, hvis ryg er en bøgehæk, som følger lindetræerne.

 

Den lange tværsti midt i haven virker som hovedindgang fra alleen. Når man har passeret rosenbuerne, kommer der to flade spejlbassiner på højre hånd. Til venstre ligger den lange skovhave gennemskåret af den sidste tværsti. Går man ad denne tværsti tilbage ud mod alleen, kommer man først gennem en bøgehæk til et langt hvidt bed, dernæst gennem en takshæk til et gult og hvidt bed og til sidst til et gult bed lige op ad alleen.

 

Nederst i haven ud mod vejen ligger et stort bed i blå, pink og lilla toner. I midten er der en lille plads med et bassin ud for to store avnbøgesøjler.

Anmelderi

Det sker af og til, at bøger ikke finder deres publikum, fordi folk ikke opdager, at de er udkommet. Derfor er man som forfatter og forlægger meget afhængig af omtale/anmeldelser.

 

Jeg er i den heldige situation, at jeg allerede inden udgivelsen ofte formår at sprede ’det glade budskab’ om en ny havebog. Blandt andet ved hjælp af bloggen her.

 

Alligevel er jeg altid spændt på anmeldelserne, for jeg er i den heldige situation, at mine bøger faktisk bliver omtalt/anmeldt mange steder. Også i de landsdækkende aviser. Det er bestemt ikke en selvfølge, når det gælder havebøger.

 

I Politiken er det ofte Søren Ryge Petersen, der anmelder havebøger, og han ’giver ikke unødigt ved døren’. Heller ikke i den anmeldelse af ’Mit haveliv’, som i dag bliver bragt i Politiken. Søren synes, der er alt for mange blomster både i bogen og I min have. Desuden er der også alt for mange billeder, skriver han.

 

Mange af jer har allerede anskaffet bogen – I må meget gerne give jeres besyv med. I andre kan se indholdet her.

 

Hvis I har lyst, kan I læse dagens anmeldelse i Politiken her (pdf).

På plads

Det gik heldigvis ret smertefrit at få bassinet det sidste stykke, og nu står det, hvor det skal – trygt og godt.

 

 

Anlægsgartnerne havde gjort deres forarbejde, og bassinet blev guidet på plads ved hjælp af nogle kraftige afmærkningspinde, som de havde banket i jorden.

 

 

Når det igen tør, og sneen forsvinder, bliver der lagt stenmel op omkring bassinets kant, så vandspejlet og stenmelet bliver i ét plan. Smukt bliver det ganske givet, når lysthuset spejler sig i overfladen – man fornemmer det allerede. Jeg glæder mig …

 

Et halvstort projekt, der blev større …

Når jeg går i gang med noget, har projekterne det på en eller anden måde en tendens til at vokse; at blive større. Det skyldes naturligvis, at jeg ikke vil gå på kompromis.

 

 

Da jeg første gang skrev om projektet med mit nye store bassin, omtalte jeg det som halvstort, men det skulle vise sig at blive større. Det skyldes, at jeg undervejs blev enig med mig selv om, at bassinet skulle fremstilles i 10 mm jern, hvilket gjorde det til lidt af en tung sag.

 

 

Godt og vel et ton kom bassinet til at veje, og det ankom her til morgen med følgevogn og kran. Lige nu er de ved at hejse det ind, og det har været noget dramatik undervejs. På et tidspunkt var kranen ligefrem ved at tippe sidelæns, fordi underlaget var for blødt. Men det gik heldigvis ikke så slemt.

 

 

Jeg kommer tilbage med nye billeder, når bassinet er på plads.

Det rene Molbo-arbejde

Også i dag har vi været i fuld gang i haven. Og vi har haft travlt. Sneen har dalet ned, og det er lidt upraktisk (for at sige det meget mildt), når der stadig er så mange planter, som skal plantes, og løg, der skal lægges.

 

 

Jeg tror, at vi brutto har fået tolv-femten centimeter sne de sidste dage, og det er trods alt ikke mere, end at man kan fjerne det med en bladrive. Det gik vi så i gang med, og efter nogle timer var vi klar til at plante og lægge løg.

 

 

Heldigvis isolerer sneen, så vi stadig kan komme i jorden. Jeg er rigtig glad for, at det især lykkedes at lægge løgene. Det er hvide prydløg – ’Mount Everest’, som ikke sådan er lige at håndtere. De er nemlig på størrelse med store æbler.

 

 

Nu er de heldigvis i jorden, og i morgen starter vi forfra med en ny del af haven: Væk med sneen og så plante. I weekenden varsles der snestorm, og så er det spørgsmål, om det stadig er praktisk muligt at flytte sneen. Haven er jo trods alt fire tusind kvadratmeter.

 

 

Jeg prøver at være positiv og glæde mig over de ting, der er nået, i stedet for at fokusere på de, der mangler. I dag vælger jeg det første.

Due- status

I går spurgte Birgitte, hvordan det gik/går med dueungerne, og så slog det mig, at I jo slet ikke har fået en statusrapport. Den kommer her.

 

 

Jo, det er gået således, at to hunner lagde æg her i sensommeren, og det kom der i alt fire unger ud af. Det første kuld led desværre den skæbne at blive ædt af en kat, en ræv eller lignende, fordi de ikke evnede at flyve op fra jorden. Men for det andet kuld gik det meget bedre.

 

 

De kom hurtigt på vingerne og har det godt. Det betyder, at vi lige nu har ni duer, der stortrives – også selv om det sner.

 

Dyr i haven

Når jeg en gang imellem her på bloggen har skrevet om dyr, kan jeg af antallet af kommentarer se, at det er et vældig populært emne. For eksempel da jeg fortalte om ’mine’ egern. Dér satte mange sig til tasterne. Derfor besluttede jeg mig også at skrive om dyr i haven i Mit haveliv.

 

 

Lige nu er det fuglene, det skal handle om. De mange egern har jo gemt forråd rundt omkring, men fuglene er vældig sultne. Sikkert især fordi, jorden nu er dækket af sne, og det kan være svært at finde føde.

 

 

Det er noget så hyggeligt med fuglene lige udenfor vinduerne her i havestuen, hvor jeg kan følge med i deres gøren og laden. Jeg har en idé om, at det med fugleinteressen stiger i takt med, at man bliver ældre. Et alderdomstegn; det er nok, hvad det er! Da jeg var tyve, var jeg ikke synderligt interesseret i fuglebrættet. Eller haven eller naturen i det hele taget. Mon ikke mange har haft det sådan?

Stramme former

Her på bloggen har jeg tidligere været inde på emnet ’formklip’. I den sammenhæng fik jeg i dag lyst til at vise nogle billeder, som jeg tog i den forløbne vinter hos billedhugger Erik Heide på Mors.

 

 

Det er klart, at man ikke kan lade være med at bruge saksen, når man i det daglige arbejder skulpturelt, og de mange fine detaljer kommer først og fremmest frem på en baggrund af hvid sne.

 

 

jeg er en meget, meget stor beundrer af Eriks og hans hustrus, Bentes, havekunst, som er i international klasse.

 

 

Jeg har skrevet et stort afsnit om denne særegne have i Drivhusdrømme, og det er da også et af de afsnit, jeg har fået meget stor respons på.

 

 

Jeg har en mængde billeder fra haven her. Vil I se mere?

Der er ikke noget, der er så skidt …

… at det ikke er godt for noget. Siger man. Meget tyder på, at vi får frost en rum tid, og det er virkeligt surt, fordi vi mangler at få temmelig meget i jorden. Men u skal man jo også prøve at se det positive.

 

 

Som mange ved, er der en del frø – især fra stauder - der skal have frost for at spire. De er sået for et par måneder siden og står nu på rad og række under væksthusets udhæng. Der skal de stå til foråret, hvor de så begynder at pible frem, når det igen bliver lunere i vejret.

Det sker så bar' æ, det der …

I dag kan jeg ikke lade være med at gøre et ret nyt reklameslogan til mit. Jeg har lyst til at skrive, at jeg er både sur, gal, trist og desillusioneret. Nej, bare rolig. Helt så slemt er det ikke.

 

 

Men vinter NU, med ned til 15 graders frost. Det kan ikke passe. Der er stadig SÅ meget, vi skal have gjort klar i haven. Men det ser ud til, at frosten bider sig fast i en periode, og hvornår kan vi så komme i jorden?

 

 

Her sner det, og jorden er hvid. Hvordan ser det ud hos jer?

Julen nærmer sig

I går var jeg og et par hundrede andre til juledemonstration hos en af mine forfattere, Else Marie Andersen fra Randers, der viste, hvordan man kan lave de flotteste juledekorationer.

 

 

Nu er jeg på vej ud af døren for at fotografere nogle af de færdige modeller. Dem får I at se senere i dag.

Vi skal lære, så længe vi lever

Det er altid interessant at lære nyt, og nedenstående historie fra Jytte har lært mig noget om et ganske særligt træ, som jeg aldrig før havde hørt om. Tak for den beretning.

 

Banyantræet

Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder store, gamle træer for mig. Naturligvis kan man blive nødt til at fælde et træ, fordi det udgør en fare for mennesker og omgivelser, men ikke n ø d v e n d i g v i s, fordi det står i vejen! Her hos mig har jeg et par høje - ikke længere helt så smukke - birketræer, som min havemand forfærdelig gerne vil have lov til at fælde, for det ene (som en del andre i nabolaget) er blevet angrebet af en eller anden sygdom, og det andet hælder fælt efter et stormvejr, hvor halvdelen af roden vippede op. Men skulle de vælte begge to, ville de kun lave ravage på min egen grund, så det kan jeg godt leve med, mens jeg vænner mig til tanken om at tage afsked med dem.

 

På en eller anden måde har jeg det med træer som med mennesker. Alt behøver ikke at leve op til gængse skønhedsnormer. Der kan også være stor skønhed i forfald, og under alle omstændigheder kvitter man jo heller ikke mennesker, fordi livet har mærket dem, vel? Derfor bliver jeg også så varm om hjertet, når jeg ser, at nogle mennesker går rigtig langt for at redde deres træer.

 

 

Hver vinter rejser jeg til det sydlige Florida i USA for at besøge min datter og hendes lille familie, og noget af det første, jeg gør derovre, er at slentre en lille tur i nabolaget for at hilse på mine yndlingstræer. Det er imidlertid ikke altid, at de er der alle sammen, for hurricanes kan være slemme ved dem, og eftersom der i det hele taget ikke er mange træer tilbage i området, er de tilbageværende mere udsatte, fordi de ikke holder hinanden i skak; men når en hurricane har hærget, er deres ejere indstillet på at bevare dem, der er tilbage, næsten for enhver pris. Der bliver beskåret hårdt og eller sat støttepæle og barduner op. De to store, tilsyneladende arrede kæmper på mine billeder er banyantræer.

 

 

Banyantræet - eller rettere sagt -træerne - er meget, meget interessante vækster. Et tilsyneladende enkelt træ er i virkeligheden en masse træer, som via luftrødder vokser uden på og ved siden af hinanden. Til sidst dør værtstræet i konkurrencen om luft, vand og næring; men der står alligevel et træ tilbage, ikke med een, men med utallige stammer, så træet kan blive meget gammelt, fordi det jo hele tiden forynger sig.

 

En slags evighedstræ.

 

Happy gardenning

 

Jytte

 

www.danishknitdesign.com

Året har 16 måneder

Mon ikke, mange kender dette digt af Henrik Nordbrandt:        

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

 

Her får han på en behændig måde fortalt, hvordan han har det med november.

 

 

Som nævnt flere gange før er jeg vældig glad for alle årstider, men vil da godt indrømme, at en dag som i dag - hvor jeg netop har taget billedet herover – kan virke lidt trøstesløs uden døre. Men inde hjælper det, når stearinlysene bliver tændt, og der dufter af nybagt brød og ild fra husets åbne pejse.

 

 

 

Når det hele bliver lidt for trist og gråt, sætter jeg mig og kigger på mine billeder. Og tænk en gang – om kun godt og vel fire måneder ser det ud som på billederne her. Det er da en trøst.

 

Endnu en gæst

Her er endnu et gæsteindlæg  - fra Berit fra Irishaven. Tusind tak for det. Jeg bliver rigtig glad, når jeg læser, at du – Berit – først begyndte at blogge, da jeg opfordrede til det.

 

Og jeg forstår helt og holdent, at du holder så meget at den skønne slanke Iris sibirica.

 

 

Irishaven

Min største haveoplevelse har været at få et digital-kamera og at jeg dermed hele sæsonen 2010 har kunnet tage billeder i haven. Når jeg tidligere har set på blomsterne i bedene, så har jeg tit tænkt: "hvis man bare kunne sætte tiden i stå - det er så smukt ".

 

 

Det at fotografere er jo en form for at "sætte tiden i stå", så hvorfor jeg ikke tidligere har tænkt på at fotografere i haven - kan jeg ikke helt forstå.

 

 

Nu kan jeg nyde billederne hele vinteren, og jeg kan oven i købet dele noget af denne blomsterbilled-glæde på min blog "Irishaven".

 

 

Da du her på din blog opfordrede flere i Danmark til at lave have-blogs, så tænkte jeg først, at det kunne jeg nok ikke finde ud af, og hvad havde jeg egentlig at fortælle og vise til andre? Nu hvor jeg er gået i gang med bloggen, kan jeg kun opfordre andre haveamatører til at gøre det samme. Det er rigtig dejligt at se sine haveoplevelser præsenteret på en blog, som både jeg selv og andre kan have fornøjelse af.

 

 

Jeg vil gerne gentage opfordringen til at lave haveblogs - når jeg kan finde ud af det, så kan alle I andre også - jeg havde ingen forudsætninger, men prøvede mig frem på Googles blogsystem en sen aften. Ovenfor ses første billede, jeg lagde på min blog - min yndlings-iris, Iris sibirica ’Soft Blue’.

 

 

Jeg har kaldt min blog Irishaven - det handler om, at jeg drømmer om at min sommerhushave i juni måned skal være domineret af Iris sibirica. Jeg regner med at nå det mål om tre-fem år.

 

Hilsen Berit fra Irishaven

Et forslag

Hvis I alligevel er ude for at nusse rundt i haven her i weekenden, har jeg et forslag:Prøv lige at tænke tilbage på foråret. Var der ikke nogle planter, der havde sået sig i så rigt mål, at det halve (eller en tiendedel) kunne være nok?

 

 

Hvis det var tilfældet, har du vel husket at klippe frøstandene af disse særligt såvillige planter, ellers er det nu, det skal gøres.

 

 

 

Jeg ved godt, at mange frøstande er smukke om vinteren, men her i haven er der alligevel planter, som får kappet hovederne, ellers vil deres afkom kvæle en del af det andet skønne i haven.

 

OBS. Jeg var rigtig glad for Madam Bæks rørende beretning, der blev bragt i går. Men har indtil nu forgæves siddet og ventet på, at flere gæstebloggere meldte sig. Er I klar derude?

Viljen til at ville – avler evnen til at kunne

Ovenstående meget tankevækkende citat er ikke mit, men Madam Bæks. Som jeg skrev tidligere I dag, har Madam Bæk opfordret mig til at give plads til forskellige gæstebloggere, og derfor spurgte jeg hende, om hun ikke ville være den første. Hun sagde ja tak, og det resulterede I nedenstående både rørende, livsbekræftende og fantastiske beretning. Mod alle odds har Katy – som er hendes rigtige navn – skabt en fantastisk have på trods af sygdom. Det er bare SÅ flot.

 

Nu er bolden givet op, og jeg håber, at andre gæstebloggere vil melde sig.

 

En have og dens betydning for helbredet

For mig er den største oplevelse nok det, at jeg overhovedet har kunne lave en have. Nu vil I nok sige, at det kan alle da. Det er også rigtigt, men for mit vedkommende forholder det sig alligevel lidt anderledes, fordi min have er kommet til under en voldsom svimmelhedsperiode på små ti år.  Jeg har i lange perioder kravlet rundt og lavet have med en spand til at kaste op i ved hånden og tårerne trillende stille ned af kinderne af udmattelse For jeg VILLE det.

 

 

Vi nåede at fælde 13 store skovtræer, inden jeg for alvor blev syg, så min havekarriere startede med et rent stykke græs. Først kom der nogle små bede, senere smeltede bedene sammen. Senere igen blev bedene lagt om, da de planter, som jeg havde sat, ikke trivedes. Jeg gjorde nok den fejl, som så mange andre, nemlig at købe de planter jeg kunne lide, frem for at tænke på hvad der kunne trives.

 

 

En enkeltstående plante behøver ikke at være køn, men i den rette sammenhæng er den vidunderlig. Senere fik vi lavet en koi-dam med tilhørende træ-terrasse og bede ved terrassen. Nu begyndte tingene efterhånden at glide sammen til en helhed.  Det er nok det område i haven, som jeg holder allermest af, fordi det er grønt hele året og det kan ses fra alle husets sydvendte rum. Bedet består af blandt andet rhododendron, hortensia, små træer, græsser, sankthansurt, solhat, astilbe, blåregn, akebia og guldjordbær som bunddække.

 

 

 

Noget af det største er nok de kommentarer, som jeg har fået fra folk, som jeg har talt med, efter de har set, at  jeg har kravlet rundt på alle fire og gravet, plantet og luget, fordi balancen ikke ville som jeg. Jeg husker en ældre dame i starten af min havekarriere, som spurgte, om jeg nu var ok, når jeg kravlede rundt, hvilket jeg ikke ligefrem kunne sige, jeg var. Samme dame snakkede jeg med nogle år efter over havelågen. Da stod hun med tårer i øjnene over det ,jeg havde formået at skabe trods sygdom.

 

 

Det korte af det lange er, at selv om man ikke føler, at man har overskud på grund af diverse skavanker og er på kanten til at give op, så fortsæt og dyrk din have. Bare små bidder ad gangen. Et par krukker eller så nogle frø, ja, hvad ved jeg. Det man får tilbage, når det lykkes, overstiger alt og kan simpelthen ikke beskrives. For mig har de små succeser været en lise for sjæl og helbred, selvom det til tider har været meget meget hårdt. Der kan læses mere om havens tilblivelse og den sygdom, der så tit har spændt ben for mit havevirke på min blog. Jeg håber at I, hvis I besøger bloggen, vil lægge en lille hilsen.  Og husk! Viljen til at ville – avler evnen til at kunne.