Vi skal lære, så længe vi lever

Det er altid interessant at lære nyt, og nedenstående historie fra Jytte har lært mig noget om et ganske særligt træ, som jeg aldrig før havde hørt om. Tak for den beretning.

 

Banyantræet

Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder store, gamle træer for mig. Naturligvis kan man blive nødt til at fælde et træ, fordi det udgør en fare for mennesker og omgivelser, men ikke n ø d v e n d i g v i s, fordi det står i vejen! Her hos mig har jeg et par høje - ikke længere helt så smukke - birketræer, som min havemand forfærdelig gerne vil have lov til at fælde, for det ene (som en del andre i nabolaget) er blevet angrebet af en eller anden sygdom, og det andet hælder fælt efter et stormvejr, hvor halvdelen af roden vippede op. Men skulle de vælte begge to, ville de kun lave ravage på min egen grund, så det kan jeg godt leve med, mens jeg vænner mig til tanken om at tage afsked med dem.

 

På en eller anden måde har jeg det med træer som med mennesker. Alt behøver ikke at leve op til gængse skønhedsnormer. Der kan også være stor skønhed i forfald, og under alle omstændigheder kvitter man jo heller ikke mennesker, fordi livet har mærket dem, vel? Derfor bliver jeg også så varm om hjertet, når jeg ser, at nogle mennesker går rigtig langt for at redde deres træer.

 

DSC00073 DSC00129

 

Hver vinter rejser jeg til det sydlige Florida i USA for at besøge min datter og hendes lille familie, og noget af det første, jeg gør derovre, er at slentre en lille tur i nabolaget for at hilse på mine yndlingstræer. Det er imidlertid ikke altid, at de er der alle sammen, for hurricanes kan være slemme ved dem, og eftersom der i det hele taget ikke er mange træer tilbage i området, er de tilbageværende mere udsatte, fordi de ikke holder hinanden i skak; men når en hurricane har hærget, er deres ejere indstillet på at bevare dem, der er tilbage, næsten for enhver pris. Der bliver beskåret hårdt og eller sat støttepæle og barduner op. De to store, tilsyneladende arrede kæmper på mine billeder er banyantræer.

 

DSC00214 DSC00075

 

Banyantræet - eller rettere sagt -træerne - er meget, meget interessante vækster. Et tilsyneladende enkelt træ er i virkeligheden en masse træer, som via luftrødder vokser uden på og ved siden af hinanden. Til sidst dør værtstræet i konkurrencen om luft, vand og næring; men der står alligevel et træ tilbage, ikke med een, men med utallige stammer, så træet kan blive meget gammelt, fordi det jo hele tiden forynger sig.

 

En slags evighedstræ.

 

Happy gardenning

 

Jytte

 

www.danishknitdesign.com

6 kommentarer:

  1. Herligt nyt og så om så specielle, må jeg kalde dem smukke træer.
    De minder mig om en mangovesumpe, som min familie og jeg var i for snart 12 år siden. De træer ligner disse og jeg får et helt sug i maven af gode oplevelser i en verden fyldt af natur.
    Jeg skal vist ind og kikke på din blog, Jytte ;-)
    kh Lone.g

    SvarSlet
  2. I et område hvor hurricanes hærger og vælter træer forstår jeg godt at befolkningen gør en ekstra insats for at bevare træerne. Jeg kan godt lide din beskrivelse af din tur rundt til træerne når du er ankommet til Florida og jeg er imponeret over træerne på dine billeder - også selvom jeg synes at træet på billedet øverst til højre er mere sjældent end kønt:O) Jeg holder meget af store og gamle træer og i Californien har jeg set de store kæmper Redwoods (Sequoia sempervirens) som også er helt fantastiske. Jeg synes det er ok at fælde store træer i private haver, men jeg håber altid at folk husker at plante et træ når de har fældet et træ. - Også happy gardening til dig:))

    SvarSlet
  3. Kære Claus!
    Mange tak for lån af 'spalteplads' så jeg kunne lære DIG alle mennesker noget nyt ! og
    Kære Lone og Lisbeth!
    Det glæder mig, at I deler min interesse for store, gamle træer, og det glæder mig ikke mindre, at I har taget Jer tid til Jeres venlige kommentarer til mine synspunkter.
    Happy gardenning
    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
  4. WOW nogle sjove træer. Jeg kan godt lide noget, der er lidt anderledes. Det gælder også planterne i haven, som gerne må være noget, som naboen ikke har.

    Madam Bæk

    SvarSlet
  5. Dejligt at læse om.

    I Kew garden passer de rigtig godt på de gamle oprindelige træer. De understøtter dem med bjælker, murværk osv.

    Der ligger et billede og en forklaring her:

    http://picasaweb.google.com/HannesHave/KewGamleTrEr?authkey=Gv1sRgCPr63uCYltSG3QE#

    SvarSlet
  6. I en Indien er Banyantræet et helligt træ og det er fredet. Jeg kommer til Goa i Indien mindst en gang om året, og derude har de mange kæmpe banyan. De må ikke fældes, og jeg har set mange sjove løsninger, hvor banyan er blevt integreret i husbygninger, vejanlæg osv.
    Træet tillægges mange myter og tilbedelser. Der er en årlig hindufest for træet, hvor kvinderne tilbeder træet, da det mytologien siger, at træet er livgivende og hjælper kvindernes mænd til at leve længe. Livgivende er det også med sin svale skygge og utroligt iltproducerende for en dejlig atmosfære.

    Banyan er et meget unikt og smukt træ.

    Venlig hilsen
    Bodil Klitholm

    SvarSlet