En dejlig dag

 

20101218_092332

 

Udenfor sner der stille og roligt, og på mit bord står hvide hyacinter og dufter. Det sker, at jeg på dette tidspunkt også har kunnet plukke en julerose eller to, men ikke i år. Det har været og er for koldt. Så juleroser må jeg undvære. Og så alligevel ikke.

 

20101218_092929

 

For i går kom posten med en stor pakke med mit navn på. I den lå den fineste gave pyntet med en lille lavgren og kogler, og da jeg åbnede den, åbenbarede der sig den fineste skål med en julerose. På bagsiden stod ’der findes blomster, fordi du er til’. Denne gave blev jeg meget, meget glad for, især fordi, giveren – en kær haveveninde – har haft en meget svær tid de sidste par måneder.

 

Tænk en gang, at hun finder tid og overskud til at sende mig så fin og personlig en hilsen. Den står nu på mit bord, og jeg ved, at jeg hver gang jer ser på den eller flytter den, vil tænke på giveren og sende hende mange kærlige hilsner …

 

I dag skal jeg ud og købe nogle julegaver til nevøer og niecer, samt fætre og kusiners børn. Jeg er altid ret sent på den. Om lidt ringer jeg til de respektive forældre, hører hvilken størrelse børnene nu bruger, og så køber jeg det meste i en lokal børnetøjsbutik med et stort og lækkert udvalg. Mit nervesystem er ikke til legetøjsforretninger. Dels fordi jeg ikke udholder at stå i kø, og dels fordi jeg synes, meget af det, man kan købe i de butikker, er grimt og overflødigt. Da børnene var mindre, købte jeg meget i Askeladen her i byen, men i dag vil de hellere have tøj.

Jeg vender tilbage senere.

4 kommentarer:

  1. Ja nu kan jeg mærke, at jeg er ved at blive ældre!!! Den historie med det smukke fad, blev jeg altså så rørt over, at tårerne trillede. Tænk at have et sådant overskud trods det, at man selv har det svært....
    Et rigtigt juleeventyr....
    Glade julehilsener til Claus og alle de faste læsere på bloggen.

    SvarSlet
  2. ...Bente..man behøver ikke være af ældre dato for at blive rørt ;) jeg er 32 (i overmorgen) og kunne smile af historien, og synes det var en smuk tanke med fadet!

    Dertil vil jeg give dig -Claus. thumbs up for at ungerne i din familie i år finder lækker tøj i pakkerne under træet! Skønt,jeg ved ihvertfald personligt at vores tre børn har rigeligt med legetøj!

    God aften til alle!!
    Smil fra Rikke

    rikketroldestreger.blogspot.com

    SvarSlet
  3. Kære Onkel/Granonkel Claus,

    håber dine julegaveindkøb til dine nevøer og niecer + grannevøer og granniecer forløb nogenlunde smertefrit og at du undgik den værste kødannelse i tøjbutikken, så nervesystemet og tålmodigheden ikke blev udsat for alt for store prøvelser? Dejligt at høre, at du kan li` at forkæle familiens børn:o)

    Mens halvdelen af hele din skandinaviske læserskare formentlig har tilbragt en neglebidende lørdag eftermiddag med semifinalekampe i EM i bold på tv, - og den resterende halvdel af din læserskare givetvis er igang med de sidste hektiske juleforberedelser, har jeg tilladt migselv at blog-sumpe en stor del af eftermiddagen. Har fået læst op på alle de skønne indlæg og dejlige kommentarer, jeg har misset. Dejlig og meget livsbekræftende lørdagsunderholding på en forrygende snevejrsdag. Selv tænder jeg ikke på sport og iøvrigt er jeg jo totalt klar til juleaften.......mangler kun lige at varme sovsen!! Host...host!!!!!!! (dybt ironisk:o)

    Hvor er det vidunderligt, at man kan glæde hinanden, og især i juletiden, som jo er hjerternes fest. Jeg er sikker på, at den haveveninde, som har foræret dig Helleborus-skålen har følt en dyb og inderlig glæde, ved at kunne glæde dig. At kunne glæde andre er jo en meget meget stor glæde i sigselv.

    Smukt arrangement, du har kreeret på dit bord. Ingen jul uden hyacinter!! Det er absolut et must. Deres intense duft må meget gerne fylde alle rum i juletiden.

    Glæder mig til at vi snart når vintersolhverv. Det er en magisk, skelsættende, imødeset.....ja næsten hellig dato for mig. Bare tanken om, at dagens længde igen begynder at tiltage, giver mig et psykisk løft. Og allerede den 25. december er dagens længde tiltaget med 1 himmelsk minut. Er det ikke skønt at tænke på?

    Og nu til noget lavpraktisk: Claus, hvordan frostskade-sikrer du dine opstammede roser? Du har jo efterhånden en del af dem?
    Hos os vikler vi sækkelærred-strimler rundt om selve podestedet og bagefter får de en vinterfrakke, bestående af granris på. Synes det er en smuk løsning. De opstammede roser, kommer til at ligne små opstammede grantræer.

    Håber pulsen er blevet normal efter julegaveindkøbene og rigtig god sne-weekend til dig og dine samt til alle mine med-læsere her på bloggen:o)

    De varmeste hilsner fra det kolde nord...

    SvarSlet
  4. Kære Tante Grøn - pludselig kom jeg i dag i tanke om, at jeg ikke havde fået dig svaret på dit spørgsmål angående opstammede roser.

    Hvad jeg gør? Ingenting? De klarer sig fint uden foranstaltninger. Måske vil de ikke gøre det alle steder, men her har jeg altså ingen problemer.

    SvarSlet