På fredag otte dage - altså den 4. februar - starter en spændende udstilling på Utzon Centret i Ålborg. Den handler om Anne Just, hendes mand arkitekten Claus Bonderup og Claus’ læremester arkitekten Jacob Blegvad.
Kunstneren Marco Evaristti, der er uddannet arkitekt under Henning Larsen, har fået frie hænder til at iscenesætte den oplevelsesrige udstilling, hvor han stiller skarpt på Just, Bonderup og Blegvads værker og iscenesætter dem i sin helt egen fortolkning. Gennem hans blik vil der blive åbnet for detaljerigdommen i de tre personers værker.
Der er fernisering fredag d. 4. kl. 16.00, og jeg skulle hilse og sige, at alle er velkomne. Selv vil jeg også være til stede, og jeg glæder mig.
Nedenfor kan I se, hvad jeg har skrevet til programmet. De af jer, der har læst ’Drømmehaver’, vil nok nikke genkendende til teksten.
ANNE ÆNDREDE MIT LIV
Da jeg af Marco Evaristti og Claus Bonderup blev opfordret til at skrive en tekst om Anne til denne publikation, blev jeg både stolt og glad. Selvfølgelig ville jeg det! Teksten, som følger her, er dog ikke om Annes malerkunst, men om haven, der førte hende dertil.
Sommeren 1995 blev en af mit livs milepæle. Det var nemlig dengang, jeg første gang besøgte Anne. En fælles bekendt førte os sammen, og det var ‘kærlighed ved første blik’ – i overført betydning!
Jeg husker det, som var det i går. Denne dejlige og altfavnende kvinde tog imod i sit nordjyske paradis. Sikke en oplevelse. Mage til have havde jeg aldrig set. Utallige gange senere har jeg fortalt om, at det var som at komme til Rom og smage lasagne. Jeg vidste ganske enkelt ikke, at den ret kunne smage så vidunderligt. Ej heller, at en have kunne se sådan ud.
Mødet med Anne ændrede totalt mit liv. At en have kunne være så frodig, blomsterrig og kreativt harmonisk havde jeg aldrig drømt om. Jeg så lyset og blev det, en af mine senere engelske havevenner har kaldt a newborn gardener!
Det, jeg øjeblikkeligt faldt for ved Anne, var, at der ikke blev ‘fedtet’ med tingene. Når andre talte om trillebørfulde af jord, var det hos Anne vognlæs, og mens de fleste købte poser af forårsløg, kom de til Hune på paller.
Man kan vist roligt kalde mig for en lærenem elev, for hurtigt blev planter i industrielle mængder indforskrevet her til Risskov. Jeg var blevet så tændt, at jeg straks måtte få en have op at stå. Annes hjælp var ubeskrivelig. Hun guidede mig og fortalte om de fejl, hun selv havde gjort, så jeg ikke gentog dem. Hver gang hun besøgte mig, gik vi ‘stuegang’; Anne fortalte, og jeg sugede til mig.
I begyndelsen var jeg meget fikseret på, at det hele skulle være korrekt og ordentligt. Lagde jeg for eksempel tulipanløg, blev det gjort med samme indbyrdes afstand, og planter på rækker blev nærmest placeret efter en snor. “Så smid da for pokker det målebånd væk,” udbrød Anne en dag, og disse få ord fik en afgørende betydning. Ikke blot i haven, men også for mit liv i det hele taget. Anne lærte mig, at kreativitet ikke kan udregnes ved hjælp af en formel.
Siden Anne åbnede haven for publikum har mennesker i tusindvis gæstet denne paradisiske plet. Om tilblivelsen fortalte Anne i sin bog ’Et år i min have’: “Møg, kommunekompost og vort eget sand blev lagt op i store, dramatiske, stejle bakker, som vi desværre godt vidste i løbet af et par år ville synke sammen til knap den halve højde.
Efter tre dage med rendegraveren futtende rundt i haven, holdt i ånde af tres lastbilfulde læs kompost, muld og møg, var der udrettet lige så meget som en mindre istid med dens aflejringer. Det var forunderligt at være med til, og enhver tanke om planlægning blev udskudt, til den selvskabte naturkatastrofe var tilendebragt. Endelig var lærredet spændt op til det store havemaleri ...”
Nogle tror, at havens plan skyldes Claus, men da jeg i begyndelsen af vort venskab spurgte ham, hvor meget indflydelse han havde haft på tilblivelsen, smilede han beskedent og sagde: “Intet. Det er Annes have.”
Efter lukketid var det fast rutine for Anne med et smil på læben at gå rundt med en pudseklud, fordi så mange mennesker trykkede næserne flade mod ruderne. Det er fuldt forståeligt, at folk er nysgerrige, for det kreative par har indrettet sig helt fantastisk. Stuen – stor som en katedral – er en musisk blanding af antikviteter, Annes malerier og keramik samt lamper og møbler, som Claus har tegnet.
Det mest sublime ved Annes have er indretningen. Små og store rum; man overraskes konstant og er hele tiden spændt på, hvad der venter omkring det næste hjørne. Det ‘bakkede landskab’ giver nogle fantastiske oplevelser, og som Anne sagde: “Der er den oplagte fordel ved et skråt stykke jord, at det kan rumme væsentligt flere planter end et vandret.”
En af Annes store forcer var, at hun aldrig gik over åen efter vand. Hun kunne blive helt syg, når hun så de læssevis af jord, der blev kørt bort, når et hus skal bygges. “Læg da jorden op i bakker i stedet og gør haven meget mere oplevelsesrig,” sagde hun. Og man forstår hende, når man ser, hvordan det er gjort i Hune.
Anne og jeg har rejst meget i udlandet, især i England, og vi har begge fået utallige ideer. Måske en plante, vi ikke før havde set; en kunstfærdigt klippet hæk eller en interessant belægning. Uanset, om det er de største haver eller de mindste parceller, er der som regel noget at inspireres af. Min have var aldrig kommet til at se ud, som den gør, hvis jeg ikke havde set, hvordan andre har gebærdet sig. Og hvis jeg ikke havde mødt Anne.
At have kendt et menneske som Anne er så berigende og ubeskriveligt. Sådan én som hende ville man aldrig have fundet på at opfinde, hvis man selv kunne bestemme. Her ville fantasien ganske enkelt ikke slå til.
Tak Anne. For din inspiration og vort venskab.
Anne døde 10. marts 2009. På årsdagen for hendes begravelse kan I se, hvad jeg skrev.