Sikke et flor

Som nævnt lidt tidligere var jeg i går på besøg hos Gartneriet Spiren, og det var virkelig noget, der mindede om forår. For i drivhusene blomstrede nemlig tusindvis af påskeklokker i de skønneste former og farver. Billederne her er da også taget i går .

 

 

Det, der er så interessant, er, at ikke to blomster bliver helt ens. I hvert tilfælde ikke, hvis det handler om blomsterne på forskellige planter.

 

 

Mon ikke, at vi godt kan blive enige om, at påskeklokkeblomsterne er noget af det skønneste, der findes? Det er i hvert fald blomster, som jeg er utrolig begejstret for. Så begejstret, at jeg - som det vil være mange bekendt - har udgivet en hel bog om disse skønne planter og deres artsfæller juleroserne.

 

 

Fra i år tilbyder Gartneriet Spiren også en mængde spændende vintergækker samt andre vinter - og forårsblomstrende løgvækster. Jeg kan kun anbefale, at I kører er tur til Skælskør. I bliver med garanti straks i forårshumør.

 

I paradis

I går var jeg i paradis. Jeg var nemlig på besøg hos Marianne og Gartneriet Spiren. Som I kan se på billedet her, er der rigtig, rigtig mange planter. Faktisk mange tusind.

 

Og endnu flere end jeg havde regnet med, var i blomst.

 

Jeg har lige et kort break mellem to møder, men kommer tilbage med nærbilleder af påskeklokkerne senere i dag.

Liv i driv- og vækthuset

I næste uge vil jeg lave en video eller to fra driv- og væksthuset. I førstnævnte, som ikke helt er frostfrit, har jeg lige nu en mængde stinkende nyserod stående.

 

 

Det er en særlig gulløvet type, som jeg har fra Gartneriet Spiren, som jeg for øvrigt kører ned til om lidt. I skal nok få nogle billeder derfra i morgen.

 

 

 

De gulløvede er ikke sprunget ud endnu, men det er et par at de grønne, som ses ovenfor. Smukke blomster ikke?

 

Ja, jeg er som nævnt på vej til Sjælland, og mit første stop bliver Gartneriet Spiren. Her skal jeg mødes med Nico og Søren, som jeg så overnatter hos i nat. Sagen er den, at jeg er på vej rundt for at interviewe de medvirkende og tage portrætter til ’Hemmelige haver’. I skal nok få et par snap shots.

Video d. 30. januar 2011

 

 

Så er der flere levende billeder fra vinterhaven.

Video d. 29. januar 2011

 

Så er den klar. Den første havevideo I år!

Årets første havedag

Ja, det er det faktisk. For jeg har jo været væk hele januar. Hvor er det skønt at gå derude og høre, at fuglene så småt er begyndt at synge.

 

At tale om forår i januar er nok lige positivt nok. Men herligt er det.

 

 

Jeg er lidt ude med saksen, blandt andet for at studse mine prydpære/’nordens oliven’ lidt. Grenene var – syntes jeg – blevet for lange og overhængende. Jeg vil hellere have en tættere krone. Herover ser I før og efter.

 

 

Nu går jeg ud og klipper nogle blodblomme og et hjertetræ på samme måde.

 

Og inden længe får I en video.

En weekendsyssel

Jubiii! I wekenden bliver det godt vejr. Så I morgen skal jeg I haven. I jorden kan jeg ikke komme, for den er bundfrossen, så jeg har andre planer.

 

 

En af dem går ud på at klippe alle de gamle blade af mine påskeklokker – stængler og det hele. Det ser så grimt ud, at de ligger og visner for foden af planten, når de nye blade kommer frem. Desuden undgår man, at de gamle blade smitter de nye med rust og andre dårligdomme.

Tykke kuverter

I går skrev jeg om, hvor glad jeg bliver, når jeg får store kasser med planter. Men lige så lykkelig bliver jeg, når posten kommer med tykke kuverter.

 

 

For på denne årstid er det nemlig ofte frø. Tænk, at små kan gemme på samme mange drømme.

 

 

I år har jeg blandt andet bestilt frø ved et belgisk firma – Silene.be – som Kjeld Slot har anbefalet mig. Det har et fint sortiment. Se selv.

 

Lov mig at besøge Kjelds blog – klik på hans navn ovenfor. Kjeld formidler havekunst på et meget højt plan.

Som juleaften

Jeg elsker at få pakker. Især, hvis der er planter i. De kommer nu i en lind strøm fra forskellige dele af verden. Et rigtigt forårstegn.

 

 

De pakker, jeg modtog i dag, var fra et firma, som sælger barrodede planter. I dag er det nemlig meget almindeligt, at staudegartnerne køber sådanne planter i stedet for selv at formere.

 

 

Her er Preben i gang med at pakke op.

 

Desværre er det ikke et sted, som man sådan lige kan handle, fordi man skal købe mindst hundrede styk af hver plante. Men med mit forbrug er det sjældent det store problem.

 

 

Staudegartnerne planter de barrodede planter over i individuelle potter, men vi planter dem i kasser side ved side. Det handler blot om at få dem i gang.

 

Om en halvanden måneds tid (hvor jeg håber på, at jorden er tøet), plantes de ud i haven.

Ude godt …

… men hjemme bedst. Ja, det er herligt at være hjemme igen, selv om jeg ikke nåede at få hjemve, mens jeg var i Skagen. Jeg har det sådan, at jeg indretter mig der, hvor jeg er. Det var SÅ skønt at være i Skagen, fordi jeg fik skrevet så meget på ’Bonderoser og pæoner’.

 

 

Selvfølgelig var jeg meget spændt på at se haven, og det var til dels et dejligt gensyn, men når jeg alligevel trækker lidt på det, er det fordi, jorden jo er bundfrossen, og der ikke er meget at gøre derude.

 

 

Når jeg ser på billederne her, har jeg meget svært ved at forstå, at det om bare få måneder er grønt og frodigt. Men sådan tror jeg, at vi alle har det. Jeg har dog givet mig selv lidt fri på lørdag. Så vil jeg gå ud og nusse, og I skal få årets første video fra haven og ikke mindst fra væksthuset, hvor der er stor aktivitet allerede.

 

Obs. De løse potter I ser på billedet herover er ikke manglende oprydning, men blot en markering af, hvor vi har lagt nye løg.

Friske frø

I forbindelse med mine forskellige omtaler af klokkeranke her på bloggen er der flere af jer, der har skrevet til mig og klaget over, at frøene slet ikke ville spire. Det kan skyldes, at frøene ikke har været friske nok.

 

 

Men nu skal vi altså have klokkerankerne til at lykkes og komme i blomst, og som ’lærer’ er jeg naturligvis interesseret i, at så mange af jer får succes. Derfor har jeg fået Jane Bensson fra ’Vild med blomster’ til at skaffe friske frø af både den blå og den hvide klokkeranke, se billederne I forrige indslag. Men da hun nu alligevel var i gang, spurgte jeg hende, om hun ikke også ville skaffe frø til to af mine andre yndlinge. Den ene er den skønne solsikke ’Italien White’ med mange små cremehvide blomster med en diameter på 10-15 cm. De bliver ca. 150 cm høje og er fantastiske til buketter.

 

 

En anden ’må ha’-plante er den smukke grønne frøkenhat ’Envy Double’. Jeg elsker simpelthen grønne blomster, og denne er nok den allerskønneste.

 

’Vild med blomster’ leverer frø og planter til professionelle gartnere, og derfor er man sikker på første kvalitetsprodukter. Som en særlig gestus tilbyder Jane Bensson de fire forskellige slags frø til 100 kroner inkl. porto. Hvis I er interesseret i at gøre brug at dette tilbud, kan I sende en mail.  Her er adressen:  jane@ep-engros.dk

Nu skal der snart sås

Mange af jer vil huske, at jeg sidste år lovede at lave et lille kursus i dyrning af klokkeranke. Det skyldes, at så mange af jer har skrevet til mig og nævnt, at I aldrig har kunnet få den til at lykkes. Men i år skal det være!

 

 

Jeg ved ikke, hvad det er, der går galt mange steder, men i hvert tilfælde vil jeg uge for uge vise, hvordan jeg gør.

 

Jeg er ved at lave en aftale med en frøimportør, så I kan være sikre på at få helt friske frø. Det er i hvert fald en af forudsætningerne.

 

 

Såningen starter i begyndelsen af marts. Nogle af jer vil måske fristes til at gå i gang før. Det er selvfølgelig op til jer, men jeg har erfaring for, at det er bedre at vente, til solen står højere på himlen.

 

Jeg vender tilbage.

I morgen skal jeg hjem

Og det bliver altså dejligt. Tre uger og to dage har jeg været her på Klitgården i Skagen, og jeg har fået lavet en masse. ’Bonderoser og pæoner’ er kommet rigtig godt i vej, så nu tør jeg godt med sikkerhed at sige, at bogen udkommer til april.

 

Jeg er væsentligt meget klogere, end da jeg tog herop lige efter nytår. Det er spændende på denne måde at fordybe sig i et emne og se, hvad det ender med.

 

 

Jeg har også brugt rigtig meget tid på at søge efter egnede illustrationer på nettet, og en dag faldt jeg - a pro pos dagens tidligere indlæg - over en rigtig ægte cottagehave, som I ser herover. Er det ikke bare en skøn stemning? Jeg fandt billedet på nettet og kunne se, at det var taget af Andrew Henwood fra Canada, og at det var et motiv fra han og hans hustrus skønne have. Jeg skrev til ham og spurgte, om jeg måtte anvende billedet i min bog, fordi det havde en fantastisk stemning, som jeg gerne vil videregive. Ikke kort tid efter kom der en mail tilbage, og Andrew Henwood sagde, at det var jeg mere end velkommen til. Er det ikke fantastisk?

 

Tager jeg fejl, hvis jeg formoder, at det en havestil I kan lide?

Cottagegardens

En af de havestilarter, jeg holder allermest af, er cottagestilen. Hellere et brus af blomster end bar jord. Det tror jeg, at de fleste vil give mig ret i.

 

 

I min research efter illustrationer til ’Bonderoser og pæoner’ er jeg stødt på den engelske maler Arthur Claude Strachan (1865-1938), der malede de skønneste cottagemotiver. Faktisk var det hans speciale.

 

 

Nogle vil måske synes, at det ligner ’grædende børn’-stilen lidt, men lad mig så fortælle, at Arthur Claude Strachan var meget anerkendt i sin samtid og udstillede på The Royal Academy i London.

 

 

I forbindelse med bogen er det hyggelige, at Arthur Claude Strachan malede mange motiver, hvor pæoner indgik.

Tilbage på skærmen

Fra på næste torsdag - d. 3. februar - er jeg tilbage på skærmen med en række nye ‘Drømmehaver’. Denne gang bliver udsendelserne – i alt fire styk - sendt på DR1 kl. 18.00. Jeg synes, det er ret tidligt, men det har jeg naturligvis ingen indflydelse på.

 

 

Det er DR´s nye strategi at sende kl. 18.00, fordi man vil se, om man ikke kan ‘stjæle’ nogle seere fra TV2, hvor der er Nyheder. Søren Ryge Petersen og Bonderøven bliver også sendt på dette tidspunkt.

 

Håber, at I er nogle der kigger med. Der kommer endnu fire udsendelser senere på året.

En spændende udstilling

På fredag otte dage - altså den 4. februar  - starter en spændende udstilling på Utzon Centret i Ålborg. Den handler om Anne Just, hendes mand arkitekten Claus Bonderup og Claus’ læremester arkitekten Jacob Blegvad.

 

Kunstneren Marco Evaristti, der er uddannet arkitekt under Henning Larsen, har fået frie hænder til at iscenesætte den oplevelsesrige udstilling, hvor han stiller skarpt på Just, Bonderup og Blegvads værker og iscenesætter dem i sin helt egen fortolkning. Gennem hans blik vil der blive åbnet for detaljerigdommen i de tre personers værker.

 

Der er fernisering fredag d. 4. kl. 16.00, og jeg skulle hilse og sige, at alle er velkomne. Selv vil jeg også være til stede, og jeg glæder mig.

 

Nedenfor kan I se, hvad jeg har skrevet til programmet. De af jer, der har læst ’Drømmehaver’, vil nok nikke genkendende til teksten.

 

 

ANNE ÆNDREDE MIT LIV

Da jeg af Marco Evaristti og Claus Bonderup blev opfordret til at skrive en tekst om Anne til denne publikation, blev jeg både stolt og glad. Selvfølgelig ville jeg det! Teksten, som følger her, er dog ikke om Annes malerkunst, men om haven, der førte hende dertil.

 

Sommeren 1995 blev en af mit livs milepæle. Det var nemlig dengang, jeg første gang besøgte Anne. En fælles bekendt førte os sammen, og det var ‘kærlighed ved første blik’ – i overført betydning!

Jeg husker det, som var det i går. Denne dejlige og altfavnende kvinde tog imod i sit nordjyske paradis. Sikke en oplevelse. Mage til have havde jeg aldrig set. Utallige gange senere har jeg fortalt om, at det var som at komme til Rom og smage lasagne. Jeg vidste ganske enkelt ikke, at den ret kunne smage så vidunderligt. Ej heller, at en have kunne se sådan ud.

Mødet med Anne ændrede totalt mit liv. At en have kunne være så frodig, blomsterrig og kreativt harmonisk havde jeg aldrig drømt om. Jeg så lyset og blev det, en af mine senere engelske havevenner har kaldt a newborn gardener!

 

Det, jeg øjeblikkeligt faldt for ved Anne, var, at der ikke blev ‘fedtet’ med tingene. Når andre talte om trillebørfulde af jord, var det hos Anne vognlæs, og mens de fleste købte poser af forårsløg, kom de til Hune på paller. 

 

Man kan vist roligt kalde mig for en lærenem elev, for hurtigt blev planter i industrielle mængder indforskrevet her til Risskov. Jeg var blevet så tændt, at jeg straks måtte få en have op at stå. Annes hjælp var ubeskrivelig. Hun guidede mig og fortalte om de fejl, hun selv havde gjort, så jeg ikke gentog dem. Hver gang hun besøgte mig, gik vi ‘stuegang’; Anne fortalte, og jeg sugede til mig.

 

I begyndelsen var jeg meget fikseret på, at det hele skulle være korrekt og ordentligt. Lagde jeg for eksempel tulipanløg, blev det gjort med samme indbyrdes afstand, og planter på rækker blev nærmest placeret efter en snor. “Så smid da for pokker det målebånd væk,” udbrød Anne en dag, og disse få ord fik en afgørende betydning. Ikke blot i haven, men også for mit liv i det hele taget. Anne lærte mig, at kreativitet ikke kan udregnes ved hjælp af en formel.

 

Siden Anne åbnede haven for publikum har mennesker i tusindvis gæstet denne paradisiske plet. Om tilblivelsen fortalte Anne i sin bog ’Et år i min have’: “Møg, kommunekompost og vort eget sand blev lagt op i store, dramatiske, stejle bakker, som vi desværre godt vidste i løbet af et par år ville synke sammen til knap den halve højde.

 

Efter tre dage med rendegraveren futtende rundt i haven, holdt i ånde af tres lastbilfulde læs kompost, muld og møg, var der udrettet lige så meget som en mindre istid med dens aflejringer. Det var forunderligt at være med til, og enhver tanke om planlægning blev udskudt, til den selvskabte naturkatastrofe var tilendebragt. Endelig var lærredet spændt op til det store havemaleri ...”

 

Nogle tror, at havens plan skyldes Claus, men da jeg i begyndelsen af vort venskab spurgte ham, hvor meget indflydelse han havde haft på tilblivelsen, smilede han beskedent og sagde: “Intet. Det er Annes have.”

 

Efter lukketid  var det fast rutine for Anne med et smil på læben at gå rundt med en pudseklud, fordi så mange mennesker trykkede næserne flade mod ruderne. Det er fuldt forståeligt, at folk er nysgerrige, for det kreative par har indrettet sig helt fantastisk. Stuen – stor som en katedral – er en musisk blanding af antikviteter, Annes malerier og keramik samt lamper og møbler, som Claus har tegnet.

 

Det mest sublime ved Annes have er indretningen. Små og store rum; man overraskes konstant og er hele tiden spændt på, hvad der venter omkring det næste hjørne. Det ‘bakkede landskab’ giver nogle fantastiske oplevelser, og som Anne sagde: “Der er den oplagte fordel ved et skråt stykke jord, at det kan rumme væsentligt flere planter end et vandret.”

 

En af Annes store forcer var, at hun aldrig gik over åen efter vand. Hun kunne blive helt syg, når hun så de læssevis af jord, der blev kørt bort, når et hus skal bygges. “Læg da jorden op i bakker i stedet og gør haven meget mere oplevelsesrig,” sagde hun. Og man forstår hende, når man ser, hvordan det er gjort i Hune.

 

Anne og jeg har rejst meget i udlandet, især i England, og vi har begge fået utallige ideer. Måske en plante, vi ikke før havde set; en kunstfærdigt klippet hæk eller en interessant belægning. Uanset, om det er de største haver eller de mindste parceller, er der som regel noget at inspireres af. Min have var aldrig kommet til at se ud, som den gør, hvis jeg ikke havde set, hvordan andre har gebærdet sig.  Og hvis jeg ikke havde mødt Anne.

 

At have kendt et menneske som Anne er så berigende og ubeskriveligt. Sådan én som hende ville man aldrig have fundet på at opfinde, hvis man selv kunne bestemme. Her ville fantasien ganske enkelt ikke slå til.

 

Tak Anne. For din inspiration og vort venskab.

 

Anne døde 10. marts 2009. På årsdagen for hendes begravelse kan I se, hvad jeg skrev.

Jeg kan ikke stå for græskar

Hvad siger I? Er de ikke skønne disse grå og grønlige varianter? I år skal det være - da vil jeg prøve at så nogle af disse sorter. Problemet er bare, at rankerne fylder SÅ meget, men så må jeg lade dem gro ud over stierne.

 

 

Græskarrene er fra det amerikanske firma Johnny’s Selected Seeds, og når jeg hvert år på denne tid modtager deres katalog, sidder jeg drømmende og kigger på alle deres skønne grøntsager. Det et nemlig det, der er deres speciale. Ikke så meget blomster.

Heldigvis får jeg hvert år plads til nogle salathoveder og andet mellem blomsterne; især i mit Flammebed.

 

Det kommer I til at høre mere om.

Tante Grøn springer ud

Sådan helt bogstaveligt. For en lille måned tid siden afslørede jeg Tante Grøns rette identitet - se her.

 

 

Men nu har hun altså besluttet at springe helt ud. Og så med pæoner i håret i dagens anledning.

Jeg er blevet forelsket

I takt med, at jeg har arbejdet på ’Bonderoser og pæoer’, må jeg sige, at jeg virkelig har tabt mit hjerte til træpæonerne. Det at læse om deres tusindårige historie, hvordan de er kommet til Europa, hvorledes de er blevet forædlet etc. etc.

 

 

Via nettet fandt jeg i går en spændende hjemmeside, og her kan man se nogle få af de flere tusind sorter, der findes. Selv om det er en en gros-planteskole fik jeg via mailen ’charmet’ mig ind og fik lov til at handle der.

 

Fem sorter udså jeg mig og bestilte ti af hver - jeg kan jo godt lide, at der er en vis skala over tingene. Hellere mange af få end få af mange!  Der skal være en vis skala over tingene, og massebeplantninger giver mest ro. Men jeg har jo også en stor have. Desværre var et par af sorterne udsolgte, så det blev ’kun’ til tredive.

 

Hvor jeg får plads? Det skal nok gå. Jeg ’skruer’ dem ned i skovhaven. De bliver sendt som luftpost om en måneds tid, fordi det fryser en del i Kina nu, så der kan ikke graves, som ’Fan’ - min nye ’ven’ - pæonforædleren - siger. I skal nok komme til at følge projektet.

 

Hvor er det herligt med alle disse nye bekendtskaber. Både hvad angår planter og mennesker.

Besøg den nævnte hjemmeside her.

Noget af det sjoveste ...

... ved at skrive en bog som ‘Bonderoser og pæoner’ er at sidde og finde finurlige, charmerende, anderledes og uventede illustrationer. Selvfølgelig kommer der en mængde fotos i bogen, men også tegninger, malerier og andet spændende. Bogen skal være en slags collage - en hyldest til pæonen.

 

Når det handler om pæoner, spiller Kina en meget stor rolle, fordi det er her, både silkepæonerne og træpæonerne stammer fra. Det er i øvrigt også kinesernes nationalblomst.

 

 

Jeg søger og søger (ikke i gamle bøger!), men på internettet efter illustrationer, og i går aftes havde jeg en aha-oplevelse af de kæmpestore. Jeg gik ind på Google Translate og oversatte ’pæon’ til kinesisk. Skrifttegnene kopierede jeg over i søgefeltet, og så kan det nok være, at der åbnede sig en ny verden for mig. Blandt andet fandt jeg frimærkerne ovenfor.

 

Jeg fandt også frem til en træpæonforædler. Et grossistfirma, der ikke solgte mindre end 10.000 planter ad gangen, skrev de på hjemmesiden. 

 

Senere skal jeg nok fortælle om dette firma. Glæd jer, for det er planter så drømmedejlige, at man tror, det er lyv.

Det skønne ved at sidde …

… og skrive havebøger om vinteren, er, at man hele tiden bliver mindet om, hvilken fantastisk tid, vi har i vente. Det er som at tage på en rejse!

 

 

Billederne her er fra en skøn, skøn aften – d. 28. juni helt præcist - hvor jeg gæstede Pæoneksperten i Tingerup på Midtsjælland mellem Holbæk, Ringsted og Roskilde. Dette er virkelig et sted for pæonelskere, og i haven kan man se et meget stort udvalg af de hundredvis af arter og sorter, som er til salg på Pæonekspertens hjemmeside.

 

 

Nu skal der nok være nogle, der sidder og tænker på, hvad navnet er på den underskønne pæon på billedet ovenfor. Det får I her: ‘Coral Charm’

En lille smagsprøve

Det er jo ‘Bonderoser og pæoner’, der fylder mest lige nu, så I får lige en lille smagsprøve fra bogen:

 

Sektions-hybrider
Hvis der ikke havde været en række utrættelige mennesker, som livet igennem havde arbejdet med krydsninger af pæoner, havde vi naturligvis ikke haft det enorme udbud, som vi har i dag. En lang række navne dukker op igen og igen, men især én er en lysende stjerne på himlen. Han var japaner og hed Toichi Itoh.

 

Gennem århundreder har pæonforædlere forsøgt at krydse staudepæoner og træpæoner på alle tænkelige måder, men det lykkedes først i 1948 for Toichi Ithoh at få spiredygtige frø, som kan såede. Desværre fik historien ikke en happy ending for Toich Itoh. Han døde nemlig nogle få år efter og så ikke planterne blomstre. Heldigvis havde han en assistent, som gik videre med projektet, men først i 1963 sprang de første ud. Især fem af planterne, der havde smukke gule blomster (der som tidligere nævnt altid har været meget efterspurgte i pæonkredse) blev præsenteret, og folk var næsten stumme af begejstring. Planter med blomster så store som pizzatallerkener på smukt formede lave buske, der visnede ned om vinteren. Det var virkelig en sensation. Selv synes jeg også, at Itoh-hybriderne – som de blev døbt - er meget imponerende. Det er ikke kun blomsterne, der er en attraktion, men også løvet, der minder mest om træpæonernes. Når blomsterne er faldet, kan man resten af sæsonen glæde sig over det smukke bladværk.

 

 

Rygtet om de nye krydsninger nåede snart USA, og flere blev sendt over Atlanten. Ikke så snart gik amerikanske forædlere i gang med at krydse videre på Itoh-hybriderne, og hen over årene er der kommet mange nye til i de mest indtagende farver. For ikke at skulle skelne imellem, hvilke Toichi Ithoh havde krydset sig frem til, og hvilke der blev skabt efter hans død, vinder udtrykket ‘seksionshybrider’ mere og mere frem.

 

Desværre er sektions-hybriderne meget dyre, men prisen falder år for år, efterhånden som der kommer flere og flere knoldene. Som markedet er i skrivende stund (2011), koster de billigste knolde omkring 350 kroner, men søgninger nettet viser at nye sorter kan koste helt op til det tidobbelte. Én ting er dog sikkert; de bliver billigere og billigere år for år.

Kan I lide chokolade?

Hvem kan ikke det! Jeg må dog indrømme, at jeg bedst kan lide flødeversionen, men det tror jeg ikke, at særlig ’fint’. Den mørke bliver for skarp for mig.

 

 

Men når det handler om blomster med chokoladefarve, kan det ikke bliver for mørkt. Jeg elsker simpelthen den lidt dystre farvetone. Men når det så er sagt, skal jeg nævne, at jeg supplerer medlidt lysere planter for at undgå, at det bliver for mørk

 

I dag var jeg på nettet ved at lede efter majs med mørke blade og stængler. Dem så jeg nemlig på Hampton Court Flower Show for nogle år siden. Majsene fandt jeg ikke (kender I dem?), for jeg ’strandede’ på en herlig hjemmeside, der var specialist i mørke planter. Se bare her.