I forrige indlæg nævner Nette, at det er smadderhamrende uretfærdigt, at jeg ikke fortæller om, hvad Mads fra Bilka og jeg har indkøbt til næste års sæson Ja, hun skriver ligefrem, at jeg risikerer at komme ’over knæet’, når hun besøger mig til ’Åben have’ d. 26. Jeg tager nu ’truslerne’ helt roligt. Mon ikke, at de er venskabeligt ment?
Selvfølgelig kan jeg ikke afsløre noget. Det kan jo være, at der er ’spioner’ på bloggen. Sagen den, at jeg ligefrem er blevet ugleset af flere danske planteskoler, fordi jeg har allieret mig med ’fjenden’. Faktisk fik jeg – da samarbejdet blev offentliggjort – en mail fra Foreningen af danske Plantecentre, hvor formanden skrev, at mange planteskoleejere havde fået kaffen galt i halsen, da det kom dem fotr øre. Til det kan jeg kun sige, at jeg er stolt af, at man tilegner mig så stor indflydelse. Men lad mig sige: Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Jeg er sikker på, at den massive omtale i Bilkas avis også giver omsætning til andre havecentre.
I denne sammenhæng bør også nævnes, at jeg har fået mange venlige ord med på vejen af danske gartnere, som producerer til Bilka. Det er jo ikke kun hollænderne, der kan!
Nok om det. Jeg har lige taget afsked med indkøberen Mads, som i aften flyver hjem til DK. Vi var begge enige om, at det har været et par meget udbytterige dage. Vort samarbejdet er knapt startet sammenlignet med, hvad der kommer til at ske næste år. Der vil komme en del nye planter, som endnu ikke er frigivet til salg. Spændende bliver det.
Jeg er nu på vej til Riet Brinkhof, for jeg bliver hernede til på mandag. I morgen skal Riet og jeg på et meget populært haveshow – herom senere.

I går lovede jeg at vise billeder fra en af de planteskoler, Mads og jeg gæstede. Nemlig et sted, hvor man producerer lavendler i den helt store stil.

Det er virkelig en fabrik, der er tale om. Utroligt fascinerende er det at se, hvordan planter i tusindvis hver dag finder vej herfra og ud til haveejere over hele Europa.

Aldrig tidligere har jeg fået sådan et indblik i denne teknologiske verden, og det har været meget lærerigt.
