Sådan slutter mange eventyr, men her handler det om et, som snart begynder: Mange af jer vil vide, at jeg er en stor ynder af roser (hvem er for øvrigt ikke det?), og derfor var det med megen stolthed, at jeg for nogle måneder siden modtog en henvendelse fra Poulsen Roser, som forespurgte, om de måtte opkalde en rose efter mig. Om de måtte? Det var virkelig en stor ære.
Kimen til eventyret blev lagt, da vores elskelige Tante Grøn sidste år foreslog, at jeg skulle have en rose opkaldt efter mig. Det var der rigtig mange af jer, der bakkede op omkring og skrev til Poulsen Roser. Uden jer var jeg nok ikke kommet i familie med Victor Borge, Ghita Nørby og Ingrid Bergman. Tusind, tusind tak skal I have.

Den rose, Poulsen Roser havde udset til mig, var en meget smuk hvid dobbelt rose, med et hint af creme og med den dejligste duft. Ca. 150 cm høj bliver den, har det smukkeste løv og er desuden meget sund. Jeg har fået nogle eksemplarer, som jeg de sidste par måneder har kunnet studere på nærmere hold. Og jeg har meddelt, at den vil jeg meget, meget gerne lægge navn til.

I sidste uge havde jeg besøg fra en af vore store rosenplanteskoler, og de gav ’min’ rose de bedste ord med på vejen. En forbedret ’Karen Blixen’ mente de ligefrem. Det kan jeg bestemt kun være stolt af. De spåede rosen en stor udbredelse, og jeg er da glad for på den måde at gå over i historien.
’Claus Dalby’-rosen kommer først i handelen i 2013, fordi det er en langsommelig proces at formere roser. I kan tro, at jeg glæder mig, og I skal nok blive inviteret med til dåben. Det lover jeg.
Jeg er meget taknemmelig fordi, det er Poulsen Roser, som har forædlet ’min’ rose. De er kendte og respekteret over hele verden, og når jeg besøger udenlandske haver, bliver familien Poulsen og deres roser ofte fremhævet. Kan I forstå, at jeg er en glad mand?