Børnene har det godt

Her på årets sidste dag har jeg gået og nusset omkring mine ’børn’ ude i væksthuset. Efterkommere i tusindvis får al den kærlighed, de har brug for og krav på.

 

 

Som det vil fremgå af billederne her, har de det rigtig godt, og det skyldes naturligvis, at væksthuset er opvarmet, og at der er varme i alle borde. Det bekommer planterne rigtig vel. De skal i foråret plantes ud i bede og krukker.

 

 

Jeg er så glad og taknemmelig, fordi de sidste måneder har vist sig fra sin mildeste side, og det betyder, at vi nu er så klar til foråret, som vi overhovedet kan være.

 

 

Rigtig mange nye forårsløgvækster er i jorden – blandt andet over ti tusind tulipaner.

 

 

2012 bliver en fest, og jeg skal love jer, at I får lov til at komme med. Der bliver noget at skrive om og følge med i her på bloggen.

Patina er mange ting

Forleden skrev jeg om patina på krukker og andre af havens installationer, hvor jeg i den grad attråer dem.

 

 

Men når det er sagt, må jeg indskyde, at der helt klart er steder, hvor jeg ikke vil have grønne alger eller lignende.

 

 

Det gælder for eksempel på drivhuset. Det skal stå funklende hvidt, så derfor afskyer jeg det grønne grumsede lag, der kommer i efteråret. Inden længe skal jeg (læs: Preben) ud med børsten og højtryksspuleren.

Et helt nyt bed

Jeg viste det på videoen forleden: et helt jomfrueligt stykke jord.

 

Jeg har nævnt det før, og gør det igen. Et velfungerende staudebed er et af havens sværeste discipliner. Og af og til kan man blive nødt til at gå drastisk til værks. Mange kender sikkert til det, at man år efter år har plantet nyt i opståede huller, og med tiden er bedet kommet tit at ligne et kludetæppe.

 

 

Derfor kan det en gang imellem – som her – være en god idé at grave hele bedet op og begynde på en frisk. De opgravede stauder deles, placeres og graves ned i gen.  Godt, at jeg har Emil og Preben.

 

 

Når det på billederne mest er pottede planter, skyldes det, at jeg her valgte en helt ny farveholdning. Purpur ...

Godt eller grimt

Grænsen mellem, hvad vi mennesker finder pænt eller ikke, er hårfin. Jeg indrømmer, at jeg hører til dem, der får mange år siden (over tyve!) jævnligt var ude med algefjerneren for at få bugt med det grimme grønne.

 

 

Senere blev jeg klogere (måske fordi moden skiftede), og hen ad vejen begyndte jeg at se det smukke i forfaldet.

 

 

For et par år siden fik jeg forskellige figurer og lignende fra det engelske firma Haddonstone, og de alle disse hvide ting blev stillet op, skar de mig i den grad i øjnene. De var simpelthen for pæne.

 

 

Men nu har et par sæsoner gjort sit til, at de er begyndt at ældes med ynde. Og tak for det!

Drømmen er hjernens legeplads ...

Ovenstående er ikke noget, jeg har fundet på. Nej, ordene er hjerneforsker Peter Lund Madsens!

Jvf. gårdsdagens indlæg vil jeg nævne, at vi også skal huske at drømme. Og det er der rig mulighed for i haven. Forventningens glæde er ofte den største, siger man, og her plejer ofte at gentage, ’og i haven bliver man sjældent skuffet’.

 

 

Vi drømmer om roser så store, at børn kan gemme sig bag ved dem. Om hække så tætte, at man kan læne sig op ad dem. Og om staudebede så frodige, at end ikke en kvadratcentimeter jord er synlig.

 

 

Indslaget i dag kom jeg på, da jeg i går var ved at grave de allersidste pæonknolde ned. Tænk, hvor mange drømme sådanne lyserøde skud gemmer på. Det er næsten ufatteligt, at de hen over vinteren og foråret nede i den fugtige jord begynder at transformere sig til de smukkeste blomster.

 

’Do Tell’ hedder denne.

Vi skal huske at lege!

Den dag, vi glemmer det, bliver verden ikke mere den samme. Jeg må indrømme, at jeg på flere måder er temmelig barnlig, hvilket blandt andet betyder, at der rundt omkring i vort hjem er en del ikke så gængse ting. Blandt andet bamser.

 

På et tidspunkt søgte vi en ny hushjælp, og da jeg viste hende rundt i huset, fortrak hun ikke en mine og sagde ikke mange ord. Men da hun kom til den store stue, åbnede hun alligevel munden og spurgte: ”Sig mig en ting. Alt det legetøj; er det noget, I leger med?”. Jeg smilede blot til hende og lod hende tænke sit.

 

 

Når vi havefolk har det så godt i vore haver, er det uden tvivl, fordi vi har bevareret evnen til at lege og sætte i scene, og det gør slet ikke noget, hvis der ind imellem er små ting eller installationer, som man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet af. For eksempel ovenstående herlige arrangement, som jeg fotograferede hos Riet Brinkhof i Holland.

 

Nåh, nu må I have mig undskyldt. Jeg skal ud og lege videre ...

Man kan ikke se haven ...

... for bare blomster. Det skrev Søren Ryge Petersen på et tidspunkt, da han anmeldte en af mine bøger. Og jeg tror ikke, at det skulle opfattes som en kompliment!

 

 

Jeg plejer at sige, at jeg afskyr bar jord, og at jeg simpelthen ikke kan få planter nok. Alligevel er jeg nu i gang med at perfektionere bedet, og jeg glæder mig til at vise det frem til sommer.

 

I fredags lavede jeg en video af den netop påbegyndte proces. Se den her.

Som en martsdag

Mange af jer sidder sikkert ved julefrokostbordet og hygger jer, men jeg har taget nogle dage fri. Nu er det de sidste aktiviteter i haven, det gælder. Og jeg kan sige jer, at det er skønt derude. Præcis ni grader er det her i Risskov.

 

 

I formiddags har jeg været ved at plante nogle hundrede frøplanter af den lille skønne staude Lathyrus vernus ud i haven. En del af jer kender den uden tvivl; andre måske ikke. Til sidstnævnte kan jeg kun sige. Den skal I få fat på hurtigst muligt!

 

Det er nok den mindste art inden for lathyrusslægten. 20-25 høj bliver den. Den blomstrer i marts-april med de smukkeste blåpink blomster. Et virkelig forårstegn …

RIGTIG GLÆDELIG JUL

Nu er julefreden ved at sænke sig over matriklen her i Risskov, og det er jo på denne tid, man begynder at skue tilbage på året, der er gået.

 

 

2011 har været et år, hvor jeg har fået rigtig mange appelsiner i turbanen. Et år med mange oplevelser. Blandt et besøg på Marselisborg Slot, hvor jeg fotograferede Majestæten til et bogbrojekt. Det blev til et par herlige timer i Dronningens selskab. Herom mere i min ‘nytårstale’.

 

 

I skal have tak for al den støtte op opbakning, I har givet mig hen over året. Det er mit brændstof til at fortsætte med bloggen.

 

 

Jeg glæder mig i den grad til at blogge videre i det nye år og især hen over foråret og sommeren, fordi der har været så mange nye tiltag her i haven i den forløbne sæson. Dem skal jeg nok berette om.

 

 

Håber, at I alle må få en velsignet og fredfyldt jul.

 

Video d. 23. december 2011

 

En lille hilsen fra haven.

Juleferie eller?

Nu er julefreden ved at sænke sig over matriklen her. I dag har vi holdt juleafslutning sammen med vore medarbejdere. Med hjemmebagte æbleskiver, gløgg, konfekt og hvad dertil ellers hører.

 

 

Det er en meget stor glæde at tænke tilbage på de mange juleafslutninger – efterhånden 25 – det er blevet til. Det er en kendt sag, at tiden går hurtigere og hurtigere. Nu sidder vi her igen!

 

 

Jeg er i den heldige situation, at jeg ikke skelner mellem det at arbejde eller have fri. I stedet for at sige, at jeg altid arbejder, vender jeg den 180 grader og siger, at jeg altid har fri. Sådan er det, når arbejdet er så lystbetonet som mit

 

Vi holder af en stille jul, og det hænger sammen med, at huset til dagligt er fuldt af mennesker.

Preben kommer som den eneste medarbejder i morgen, og han og Emil har valgt, at de gerne vil arbejde mellem jul og nytår. Det er herligt, for så kan vi blive færdig med det aller- allersidste i haven. Aldrig har vi være så klar til et forår.

 

 

De lyse timer er jeg ude, men når mørket falder på, sorterer jeg billeder. Billeder til bogen ’Den hvide have’, der udkommer til april.

 

 

Jeg glæder mig rigtig meget til for alvor at komme i gang med denne bog, der ikke kun kommer til at handle om hvide blomster, men også om gråt og broget løv, der passer så fint ind i sammenhængen.

 

 

Meget lader til, at ’Hemmelige haver’ ligger under mange juletræer. Julesalget har i hvert fald været rigtig flot.

 

 

I år får vi ingen hvid jul. Så meget desto mere glæder jeg mig over den hvide have.

 

Blomster med bud

^{For to dage siden modtog jeg den skønneste buket. Jeg må ganske ærligt sige, at jeg aldrig på denne årstid har fået så smuk og varieret en buket, næsten udelukkende med årstidens blomster.}

 

Det er meget tydeligt, at buketten er lavet af en sand blomsterkunstner, og at giveren nøje har udvalgt sin leverandør. Og tænk en gang; buketten blev bragt til døren. Det er da service!

 

 

Hvem giveren er, vil jeg ikke afsløre. Ikke andet, end at hun selv går og nørkler med den slags!

 

En næsten sort rose

Dybt bourgognefarvede roser har til alle tider fascineret os – også mig.

 

 

Især er jeg betaget af kinarosen ’Souvenir d’Alphonse Lavallee’, som jeg har i en krukke, fordi den er lidt sart.

 

 

I dag er den flyttet ind i det vinteropvarmede væksthus, og jeg glæder mig i den grad til at se dens blomster igen. Uimodståelige ikke?