Rosentræer

I dag ankom en sending opstammede roser, som jeg har anskaffet mig til de nye bed, som vi snart begynder at anlægge omkring det runde spejlbassin.

 

20110331_081838 20110331_081856

 

Roserne, som jeg har valgt hertil, er den smukke ‘Comte de Chambord’.

 

comte de Chambord 2[1]

 

Det er ikke fordi, jeg som sådan holder af opstammede roser. Faktisk synes jeg, at de godt kan virke en smule kunstige.

 

20110331_081926

 

Når jeg alligevel planter rosentræerne, er det fordi, jeg placerer dem i staudebedene mellem middelhøje stauder. Og når de vokser op, dækker de stammerne, og så ser det ud som om, at det er rosenbuske med blomster i toppen. Fordelen her er, at roserne ikke fylder noget ved jorden, og at man ikke risikerer, at de bliver ’kvalt’ af omkringstående vækster.

 

NB. De sidste dage har jeg ikke haft tid til at besvære spørgsmål fra kommentatorer. Det har jeg fået gjort nu.

Dryppe, dryppe, dryp

Nu regner det. En stille og sagte regn, som gør vore planter godt og frisker naturen op. Uden at påstå, at det har været decideret tørt her, vil jeg sige, at jeg elsker regn (i afmålte mængder).

 

Sådan en dejlig fugtig dag kan udnyttes af alle os, der endnu ikke har fået gødet. Som en all round-gødning bruger jeg NPK 12-5-14 – Nitrophoska. Den er fin til det hele. Dog ikke i potter og krukker. Her er den alt for stærk.

 

 

20110331_082102

 

I væksthuset er der virkelig aktivitet. Planterne gror om kap, og med de varmegrader – op mod tyve – de lover her i weekenden, kommer det til at gå ekstra stærkt.

 

Hurra, nu er vinteren ovre.

A pro pos gårsdagens indlæg

Når restaurant Noma bliver kåret til verdens bedste restaurant, og når Rasmus Kofoed vinder guld ved Bocouse d’Or 2011, kan man så tillade sig at kalde Danmark for et kulinarisk uland? Eller når vi nu er så dygtige til at producere svinekød og mejeriprodukter, er det så ikke så ikke at skyde helt forbi med sådan en bemærkning?

 

_20100527_142351 _20100527_142119

 

Det mener jeg desværre ikke, at det er. Vi oplever gang på gang fødevareskandaler (dette ord var slet ikke opfundet for bare få år siden), og vi lader os spise af med underlødige færdigprodukter. Sådan er det altså ikke i syden. Tendenserne begynder desværre så småt at vise sig også der, men man er stadig et stolt folkefærd, der sætter måltidet højt.

 

_20100527_142527 _20100527_142321

 

Må jeg i den sammenhæng agitere for alle de skønne gårdbutikker, der findes rundt omkring i landet. Klik ind på www.gårdbutikker.dk. Det er et rent eventyrland af gode og lødige produkter, dyrket med stolthed. Mit liv er simpethen for kort til kærlighedsløs mad. Derfor handler jeg med stor glæde direkte hos ‘producenten’. 

 

_20100527_142159 _20100527_142059

 

NB. Disse herlige grisebasser fotograferede jeg sidste år på Frilandsmuseet! De skal bruges til en børnebog om bondegårdsdyr.

Nu sker der virkelig noget

Det er altid interessant at være væk blot nogle få dage, for når man kommer hjem, er det tydeligt, at planterne har taget til i størrelse.

 

20110330_131831

 

Nogle af dem, der virkelig rører på sig, er akelejerne. De har det smukkeste løv, man kan tænke sig, og når det dukker op nede ved jorden, ved jeg, at ’nu er det snart forår’.

 

20110330_131937

 

Det er så interessant, at man allerede på bladene kan se, om det bliver en lys eller mørk blomst. Den herover bliver givetvis helt mørkerød og danner et perfekt akkompagnement til omkringstående tulipaner.

 

Når akelejerne er afblomstrede, klipper jeg dem helt ned til jorden. Så skyder de igen med det smukkeste friske løv.

Italien tur retur

Det var den Italientur. Som nævnt skulle jeg til Børnebogmesse i Bologna - den årlige internationale messe, hvor folk fra hele verden mødes for at købe og sælge. Tog af sted søndag aften og nu retur igen.

 

IMG_0018

 

Der blev ikke megen tid til pleasure, men jeg stak da lige hovedet ind i et par af delikatesseforretningerne. Hvilken rigdom! Tænk en gang; i Danmark pumper vi vand ind i kød for at få det til at fylde mere. I Italien tørrer de det i hele og halve år for at få væden ud. Jeg kan ikke se anden logik, end at DK er et kulinarisk uland.

 

Jeg er netop kommet hjem, men kan ikke se noget, for nu er det mørkt. Glæder mig til i morgen at se, hvad der er sket i haven.

Kønne krukker

De gange, jeg er blevet spurgt om, hvor jeg køber mine krukker, har jeg slet ikke tal på. Men når det handler om de smukke lyse terrakottakrukker, har jeg også måttet melde pas. Med mindre altså, at krukkerne måtte koste en hel bondegård.

 

claus20110327_121934

 

Sagen er den, at jeg gennem tiden har fået rigtig mange af mine krukker direkte fra Italien, og derfor havde jeg det da også som et barn i en slikbutik, da Bilka præsentere mig for en række italienske leverandører. ’Hvad skal vi have til vore butikker,’ blev jeg spurgt, og jeg pegede først og fremmest på modellerne på billederne her.

 

claus20110327_121946

 

De er akkurat så diskrete og enkle, som jeg godt kan lide dem. Deres lyse farve gør, at de snart tager imod patina og hurtigt bliver smukt grønlige.

 

claus20110327_121959

 

Jeg er både glad for og stolt over, at det er lykkedes at få disse krukker hjem til en overkommelig pris. For dyre er de nemlig ikke. Om de tidligere har været en del af sortimentet, ved jeg ikke. Lad mig gerne høre.

 

claus20110327_122006

Kender I den?

Det sker stadig, at jeg ’falder’ over planter, som jeg ikke kender. Således var det med denne bedårende løgvækst – Fritillaria reddeana.

 

5504046587_603a551742_z[1]

 

Mange vil vide, at Fritillaria-slægten både omfatter vibeæg og kejserkrone, og en vis lighed med sidstnævnte kan man da også spore på billedet.

 

friradlge[1]

 

Denne skønne vækst med gulgrønne blomster, bliver omkring en meter høj, og når jeg lige kom til at tænke på den i dag, er det fordi, cirka 10 af toppene allerede stikker op over jorden i mit store hvide bed. For jeg skyndte mig selvfølgelig at anskaffe mig en pæn mængde. Hvor mange? Det får I ikke at vide.

 

I forvejen slog jeg den op og læste, at den skulle være ret nem. Det kunne være sjovt at høre, om nogle af jer kender til Fritillaria reddeana.

Da vi begyndte på anlæggelsen af haven …

… for snart femten år siden, var det ikke de samme dygtige anlægsgartnere, vi havde. Så de brostensstier, vi fik lagt de første år, var langt fra så perfekte som dem, vi får lagt i dag.

 

claus20110327_122100

 

Hen ad vejen har jeg fået en del af de gamle stier lagt om, men oppe foran huset, hvor det første bed blev plantet til, sås sporene fra gamle dage stadig.

 

claus20110327_122121

 

Derfor tog jeg forleden dag en rask beslutning: Op med stenene, så stierne kunne blive lagt om. Og det bliver de så nu.

 

Jeg tror, det var Karen, der for et stykke tid siden ’beskyldte’ mig for at være perfektionistisk, og det benægtede jeg på det kraftigste. Men jeg må nok alligevel indrømme, at jeg her en rem af huden.

Så langt øjet rækker

Lige så ofte jeg kan komme til det, agiterer jeg for, at man skal anlægge lange kig i haven – noget øjet søger i mod. Et point de vue.

 

claus20110327_122253

 

Og dette lader sig også gøre, selv om haven ikke er specielt stor. Det handler blot om planlægning, og her har jeg god hjælp af Kjeld Slot.

 

claus20110327_122311

 

Indtil for nogle få dage siden, stoppede stien ved rosenbuen, men som det fremgår, er den nu forlænget, så et af de lange kig er blevet endnu længere. Herligt!

 

NB. Står faktisk med det ene ben I Italien. jeg er nemlig på vej til Børnebogmesse i Bologna. Derfor får I kun nogle korte blogindlæg de næste dage. Er tilbage igen sent tirsdag aften. Ofte plejer jeg et blive dernede og nyde stemningen, den gode mad og forårsvarmen I nogle dage, men det er der simpelthen ikke tid til i år. Jeg skal hjem igen og skrive på mine bøger. Pyha …

Video d. 27. marts 2011

I dag skal I se, hvordan det går med sommerblomsterne, som vi netop har sået.

 

Video lørdag d. 26. marts 2011

Kære alle – så er der nyt herfra I form af levende billeder.

 

På kagedåser og tændstikæsker

En af mine medarbejdere, der har en herlig lidt tør humor, sagde en dag: ’Når de begynder at komme på kagedåser og tændstikæsker, står jeg af’. Det var vist en hentydning til blandt andet Skagensmalerne og Monet. Om jeg en gang havner dér, er der vist ikke den store fare for, så jeg håber ikke, at I bliver trætte af ’Claus Dalby’ lige med det samme.

 

20110325_105252

 

I går var jeg til møde i Bilka her I Århus omkring vort nye havesamarbejde, og det var en næsten surrealistisk oplevelse at blive mødt af ’sig selv’ som papfigur lidt højere end mig selv. Jeg nikkede diskret!

 

20110325_105257

 

De af jer, der tager i Bilka i morgen eller de følgende dage for at købe Nordens oliven, vil også se en serie stauder: ’Ti af de stauder, jeg ikke ville undvære’. De er alle forsynes med særlige ‘Claus Dalby-etiketter’, og potterne er større end de gængse.

 

20110325_105311

 

Jeg kunne se, at det tyndede hurtigt ud i dem, men hvad stauderne angår, vil der hele tiden – sæsonen igennem – blive fyldt op. Lidt mere nervøs er jeg for Nordens oliven. Det er et engangstilbud, og her er det ’først-til-mølle’-princippet, der gælder.

 

Da jeg sagde ja til Bilkasamarbejdet, var jeg ret spændt på, hvad I ville sige. Kun én negativ kommentar fik jeg her på bloggen. Det var én, der skrev et eller andet om ’Bilka-bras’, som hun håbede på, at jeg kunne rette op på. Jeg har gennem årene handlet ligeså meget i Bilkas som i øvrige havecentre, og hvad kvaliteten angår, har jeg ikke set den store forskel. Men jeg har altid tænkt, at det ville være attraktivt, hvis Bilka havde et større og mere spændende sortiment. Derfor sagde jeg ja, da jeg fik tilbuddet, for nu er jeg jo med til at bestemme, hvad der kommer til at stå derude. Kan fortælle, at det  I næste weekend er pæoner; dem vender jeg tilbage til.

 

Hvad kvaliteten angår, kan jeg fortælle, at Bilka får nye og friske planter dagligt, men vi ved jo alle, at det på meget varme dage kan være svært at nå at få vandet alt igennem. Det har man nu rådet bod på ude i havecentrene, hvor nye borde sørger for, at planterne altid får den rette mængde vand. I det hele taget er Bilkas Havecentre i de forløbne måneder blevet vældig moderniseret. Dette er blandt andet blevet bemærket af Else, der i går skrev:

 

Hej Claus. Jeg ved da ikke hvad der skyldes dine forslag til Bilka og hvad deres egen opfindsomhed. Men da jeg kom til det nyåbnede Bilka havecenter i Aalborg var alt udskiftet. Nye "borde" til alle planter. Væsentligt udvidet og ændret plantevalg, - super mange store lerpotter. Jeg fandt endda en stor dobbelt julerose. Min indkøbsvogn var fyldt bagefter. Jeg kan da se at jeg må derud igen søndag, for et par af nordens oliven må jeg have.Så tillykke til os alle for det samarbejde. Og nu er det forår (lad os se bort for den lovede kulde i week-enden). Livet er jo herligt. Varme forårshilsner Else

Udprikling

Forleden viste jeg den store mængde småplanter, jeg fik leveret. Og jeg kunne forstå, at mange af jer fik et helt chok. Troede, at I havde vænnet jer til, at jeg er noget ekstravagant.

 

20110324_122515

 

Som nævnt forkæler vi dem lidt, før de plantes ud i bedene. Staudegartnerne ville plante dem ud i individuelle potter, men de kommer altså til at fylde for meget her.

 

20110324_122529

 

I stedet bruger vi styroporkasser med min specialblandede pottemuld, der nok skal sætte fut i planterne.

 

20110324_122549

 

Cirka halvtreds kan der være i en kasse, og jeg skal nok om nogle uger vise, hvor store de er blevet.

Løgvæksterne pibler frem

I går fik Preben flyttet en masse krukker med løgvækster fra vores store opbevaringstelt og ud i det fri.

 

20110324_122350

 

Løgspidserne pibler frem, og heldigvis har musene ikke forgrebet sig på dem.

 

20110324_122432

 

Jeg elsker løg i krukker og glæder mig til det flor, de frembyder, omkring påsketid eller lidt senere.

 

OBS. Frøene, som vi sendte ud, når man købte bøger på Klematis, har taget slut. Så derfor sender vi først frø ud med bøger igen til efteråret.

Hvordan går det mon?

Nu er det vist ved at være tiden, hvor vi skal til at plante klokkeranke om. Det vil sige, at de skal plantes over i potter, der er lidt større. Hvad siger I til weekenden?

 

[claus20100912_092753[3].jpg] [_DSC6563[3].jpg]

 

Lad mig også lige høre, hvordan det går med planterne ude i de små hjem. Er der nogle af jer, som ikke tidligere har haft held med at få klokkeranke til at spire, der nu lykkes?

Showstoppere

Det var Anne Just, der introducerede dette herlige udtryk – Showstoppere – om planter, som alle stopper op ved og bemærker.

 

20100812_095722

 

Sådan en plante er Pyrus salicifolia ‘Pendula’, som på danske kaldes prydpære eller pilebladet pære. Men de senere år har det svenske navn – Nordens oliven – vundet mere indpas, fordi træet med sit grå lys virkelig ligner en oliven. Det er det navn, jeg holder mest af.

 

_20100721_183143

 

Jeg har skrevet om det fantastiske træ flere gange og vist det på tv, og hver gang har jeg fået en del henvendelser fra folk, som har haft svært ved at finde det. Derfor var det oplagt, at jeg fik Bilka til at tage et parti hjem. De er at finde i Bilkas Havecentre fra på søndag.

 

Cirka 180 cm store høje træer til kr. 499,- og ca. 120 cm høje træer til kr. 249,- Jeg tror, der bliver rift om dem, men nu får vi se!

Tak for lykønskninger

Er det ikke sådan lidt patetisk selv at gøre opmærksom på sin fødselsdag på bloggen, tænkte jeg. Men så gjorde jeg det altså alligevel. Tak for søde ord desangående. I blev lovet en opskrift. Selv synes jeg ikke, at der er noget så lækkert som en god hjemmebagt kringle.

 

En af mine kæpheste er brugen af gode, danske og bæredygtige råvarer. Hvad melet angår, bruger jeg næsten altid produkter fra Skærtoft Mølle, men når det handler om finere hvedebrød, synes jeg, at selv den finsigtede hvedemel fra Skærtoft Mølle er en smule for grov. Her har jeg derfor anvendt mel fra Bornholms Valsemølle. Desuden kan jeg fortælle, at jeg stort set altid bruger rørsukker i stedet for det almindelige hvide. Og når der står smør, er det naturligvis smør.

 

Dejopskiften har jeg fra min gode veninde Jette Frölich, som også i år holder åben have, men det kommer jeg tilbage til.

 

250 g smør

5 dl mælk

50 g gær

60 g sukker

en smule salt

900 g hvedemel

 

Smelt smørret, hæld mælken deri (kontroller, at blandingen er lillefingervarm) og pisk gæren ud i væden. Tilsæt sukker og salt samt det meste af melet og ælt til en fin og smidig dej. Måske skal der holdes lidt mel tilbage eller tilsættes lidt mere. Pas endelig på ikke at komme for meget mel i; dejen skal lige akkurat slippe skålen. Stil til hævning en times tid.

 

Du kan evt. nøjes med mindre gær og hæve dejen lidt længere.

 

Hvis du vil bage boller, deles dejen i cirka tyve lige store dele. Form dem, stil dem på pladen, pensl med sammenpisket æg og efterhæv en halv times tid. Bag derefter ved 220 grader i cirka tolv minutter. For at undgå, at overfladen bliver for mørk, kan du – når bollerne er gyldne – dække med et stykke stanniol.

 

20110323_130410

 

Men nu var det jo kringlen, det handlede om: Lav en remonce - her er mange muligheder: Sukker/smør evt. med lidt kanel; sukker, smør og marcipan evt. med revet æble; etc. etc. – brug din yndlingsopskrift.

 

20110323_140957

 

Når dejen har hævet første gang, slås den ned, deles i to eller tre og rulles ud til aflange stykker – den kan selvfølgelig også formes til en rigtig kringle. Smør remoncen på dejstykkerne og læg dem sammen til stænger. Placer dem på en bageplade, pensl med sammenpisket æg og drys med hakkede nødder eller mandler samt perlesukker. Bag ved 220 grader i cirka 20 minutter – måske lidt kortere eller længere alt efter stængernes tykkelse.

 

Det siger sig selv, at opskriften også kan bruges til snegle.

Der dufter over hele huset

Jeg er nemlig ved at bage ………..kringle til mine medarbejdere.

 

20110323_104043

 

Er der mon nogle, der vil have opskriften? Den er ret god!

 

20110323_110952

‘I industrielle mængder’ …

… er jo et udtryk, som jeg ofte bruger. Men faktisk tror jeg, at det er et, jeg har fra Anne Just, som havde så mange skønne mundheld. Og når jeg nævner det atter en gang, er det fordi, jeg lige har fået en herlig portion planter hjem.

 

20110323_104143

 

Det drejer sig om såkaldte småplanter i bakker med 250 i hver. Det er sådan nogle, mange staudegartnere køber hjem og potter op til videresalg et par måneder efter.

 

20110323_104153

 

Her har vi haft rimeligt held med at plante dem direkte ud i jorden, men i år vil jeg alligevel give dem et forspring. De bliver nemlig plantet ud i styroporkasser med cirka 50 planter i hver. Her bliver de rigtig forkælet med vand og gødning (I skal nok få lov til at følge processen), og så bliver de plantet ud i bedene efter et par måneder.

 

20110323_104212

 

Det sker ofte, at nogle efterspørger specifikke navne og mængder på alt det, jeg går og køber, og det vil jeg så efterkomme i dag. Tror, at I vil give mig ret i, at overskriften passer meget godt.

 

20110323_104337

 

250 Centranthus ruber `Albus´

250 Digitalis ferruginea `Gelber Herold´

250 Digitalis lutea

250 Digitalis x mertonensis

1500 Digitalis ‘Excelsior’

1500 Digitalis ‘Pam’s Choice’

1500 Digitalis ‘Snow Timble’

1000 Hesperis matronalis

1000 Hesperis matronalis ‘Alba’

250 Linaria ‘Cannon J. Went’

250 Papaver ‘Matador’

250 Salvia Sclarea

500 Verbena bonariensis

500 Verbena ‘Pink Spires’

 

Hvis nogen af jer sidder og får lyst til at fingre i sådan et par bakker, må jeg desværre bedrøve jer med, at de ikke sælges til private. Det er jeg selvfølgelig også – altså privat – men jeg er alligevel så heldig at have visse privilegier.

Det’ nu

Mange af jer har efterlyst ’Den levende have’, og derfor har jeg fået Bilka til at trykke den op. Den er nu ude i butikkerne til en meget favorabel pris - kr. 65,-

 

[den_levende_have_web[3].jpg]

 

Sidetallet er det samme som i originaludgaven, men formatet er lidt mindre. Desuden kan I også købe min første bog – Krukker i haven – til kr. 59,-

Jeg elsker projekter

Jeg har så meget igangsætter-blod i årerne, at jeg ikke kan undvære projekter. Hvert år siger jeg, at nu kan jeg ikke finde på mere, men så …

 

20110322_114927

 

Jeg må indrømme, at projekterne i haven bliver mindre og mindre omfattende. Det skyldes, at der stort set ikke er en fri plet jord tilbage. Og det gør nu heller ikke noget. Det største projekt i år har været etableringen af det runde spejlbassin.

 

20110322_114851

 

Men her og der har der været nogle nye stier, der skulle etableres, og dem er anlægsgartnerne gået i gang med nu, hvor vejret er blevet godt.

 

20110322_114831

 

Det er en fornøjelse at se anlægsgartnerne arbejde med brosten. De sorteres efter størrelse, så de langsgående rækker bliver lige brede. Her er der ingen slinger i valsen.

 

20110322_115206

 

Den sti, anlægsgartnerne nu er ved at forlænge, går gennem det hvide bed, der løber parallelt med skoven i havens nederste del. Hvis man studerer kortet over haven, vil man se, hvorledes stien går under rosenbuerne ved havens tværgående midtersti og ind til en nyplantet bøgehæk, der afgrænser mod det runde bassin. Søjlen, der ses på flere af billederne, kommer til at stå for enden af stien op mod hækken.

 

20110322_114851