Netop ankommet med flyet fra Göteborg sidder jeg nu i København Lufthavn og venter på at komme videre til Tirstrup. I mellemtiden kan jeg lige nå at lave et blogindlæg.
Ja, der kom en mail, som der står i overskriften. Det vil sige, at dem kommer der rigtig mange af i løbet af en dag. En del handler om plantespørgsmål og lignende, og dem har jeg én gang for alle bestemt, at jeg ikke har overskud til at svare på. Desværre …
Men ind imellem kommer der også mails, en venlig hilsen, som jeg selvfølgelig melder tilbage på. Sådan en kom i går fra Marthe på Fyn:
Kære Claus Dalby
Rigtig mange gange har jeg klikket ind på din blog og glædet mig over interessante indlæg, ligesom jeg med fornøjelse har læst mange af dine bøger,bla. "Drivhusdrømme". Og det er også specifikt drivhus-emnet denne henvendelse drejer sig om.
Det forholder sig således, at jeg inden længe runder 50 år. Det, i sig selv, er jo ikke særlig usædvanligt eller interessant, men det er derimod den helt unikke gave, min mand vil forære mig.
Gennem det seneste år har han arbejdet på den. Fra de første streger og opmålinger (han havde særlige krav til proportionerne), tegninger til kommunen (pga. placering og størrelse), research og indkøb af materialer (de helt rigtige mursten til belægning f.eks.), det første spadestik osv. til det nu står endeligt færdigt - parat til at blive foræret mig.
Gaven er et trædrivhus. Et drivhus i særklasse, synes jeg.
Dernæst fulgte en invitation til at komme og se huset. Og det vil jeg uden tvivl gøre en gang til næste år, for det er nemlig et drivhus i særklasse, som I kan se på billederne her. Et virkeligt smukt hus!
![_DSC7006_7_8_tonemappedfinal[1] _DSC7006_7_8_tonemappedfinal[1]](http://lh4.ggpht.com/-nxKxJnrzspg/Tnt9Na1XouI/AAAAAAAAGN0/R9Yp7fVYTGI/_DSC7006_7_8_tonemappedfinal%25255B1%25255D_thumb%25255B2%25255D.jpg?imgmax=800)
Siden jeg skrev og udgav bogen ‘Drivhusdrømme’, har jeg fået en mængde breve og mails med billeder af flotte drivhuse. De er alle blevet arkiveret, og jeg har efterhånden samlet en hel del unikke bygningsværker.
![DSC_7326[1] DSC_7326[1]](http://lh4.ggpht.com/-fIKTSU-5_WA/Tnt9PNEIp6I/AAAAAAAAGN8/XPoTud27ykE/DSC_7326%25255B1%25255D_thumb%25255B2%25255D.jpg?imgmax=800)
Derfor har jeg nu besluttet mig for, at jeg næste efterår udgiver en bog, som indtil nu har fået arbejdstitlen ‘Dejlige drivhuse’, som vil komme til at omtale mindst halvtreds glashuse og deres ejere.
![_DSC6123[1] _DSC6123[1]](http://lh6.ggpht.com/-YwUuzoDnZg4/Tnt9QLVKKCI/AAAAAAAAGOE/EEOdgIjaau8/_DSC6123%25255B1%25255D_thumb%25255B2%25255D.jpg?imgmax=800)
I den sammenhæng vil jeg lige nævne, at hvis I har eller kender nogen med særlige drivhuse, må I meget gerne sende mig billeder. Færdigkøbte løsninger er jeg ikke interesseret i, men kreative bygninger vil jeg gerne høre om. Jeg er også interesseret i huse af gamle vinduer og genbrugsmaterialer. Ikke blot i Danmark, men også i andre Skandinaviske lande og ud over Europa. Det vil glæde mig at høre fra jer.
NB. Billederne er fra Marthes blog, som I kan besøge her.