Villige valmuer

Valmuer er ganske enkelt ikke til at stå for. Det hænger nok sammen med, at de giver den der særlige grøftekantsstemning. Lad mig først nævne den fine kornvalmue, Papaver rhoeas, med de spinkle stængler. Derefter er der opiumvalmuen, Papaver somniferum, som altid bliver bemærket. Og så er det kæmperne; de enorme Papaver orientale – staudevalmuerne. De kommer altså modsat førstnævnte igen år efter år.

 

Statelige er de, når de først i juni står på deres stive stilke. Tidligere oftest røde, men den sidste halve snes år er der kommet mange fine sorter frem. Blandt andet er den omtrent mahognibrune ’Pattys Plum’ et hit.

 

Men ... I kender det. De høje staudevalmuer har den ulempe, at de ikke ret længe bliver stående strunke. Efter et regnskyl nærmest kaster de sig hen ad jorden som en flok primadonnaer, der gør kompliment! Nu lader de sig ikke yndefuldt bindes op. Nej, de skal støttes, før de vælter.

 

 

Men der er en lille fin hybrid. Den, I ser på billedet ovenfor. ’Karine’ hedder den, og den er noget mindre i blomsten og noget lavere end de høje gængse – blot omkring 60 cm. Det betyder, at den ikke vælter. Omkring et halvt hundrede stykker har jeg plantet rundt om bassinet ved søjlepavillonen, så I skal nok komme til at se mere til den til sommer.

 

Er sikker på, at der nu er mange, der sidder og tænker, at de må have fat på frø af denne dejlighed. Men desværre. Den er steril og lader dig derfor ikke så. Den skal formeres ved rodstiklinger.