For få minutter siden satte jeg det sidste punktum i Vis mig dit drivhus. Forordet er jeg netop blevet færdig med, og hvis I er nysgerrige, kan I se det nedenfor. Af det fremgår, hvad bogen handler om.
Nu skal jeg skynde mig til Viborg. Vi starter trykning af bogen kl. 14.00

Forord
Det har været en intens og travl, men dejlig sommer her i 2012. Fra begyndelsen af juli til midten af september har jeg besøgt og fotograferet omkring hundrede og tyve drivhuse over hele Skandinavien. Et drømmedejligt arbejde, og jeg vil begynde med at takke alle dem, der har åbnet deres drivhuse og vist mig stor imødekommenhed.
Da jeg i 2007 udgav Drivhusdrømme, havde jeg ingen anelse om, hvad den bog ville være med til at sætte i gang. Den fik megen omtale, og en anmelder skrev: ”Det må være første gang, der er udkommet en drivhusbog, der handler mere om mennesker end om planter.” For det var netop det, bogen beskrev: drivhuset som det nye velværested.
Da aluminiumsdrivhuset i løbet af 1970’erne kom på markedet, blev det hvermandseje. Tidligere havde husene været af træ og stod overvejende hos de handelsgartnerier, man så overalt i landet. Det var længe før, ordet ‘havecenter’ blev almindeligt. Men i takt med at de små gartnerier lukkede, forsvandt trædrivhusene også. De blev ganske enkelt revet ned, og i dag er der stort set ikke nogen af de gamle drivhuse tilbage.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor aluminiumsdrivhusene blev så udbredte, for det var jo praktisk med et materiale, der hverken rådnede eller skulle males. Man kan sammenligne det med plastikhavemøblerne, der på samme tid begyndte at blive populære. Her vandt det praktiske over det æstetiske.
Som det så ofte sker, kom der på et tidspunkt en modreaktion. Det gode gamle begyndte gradvist at blive populært igen, og langsomt steg interessen for drivhuse af træ.
Før i tiden kunne man rundtomkring se drivhuse af gamle vinduer, men dengang var de lavet efter det forhåndenværende søms princip og var ikke særlig ‘fine’. Man brugte de materialer, man havde, og det var der ikke den store prestige i. Gamle sprossede vinduer kunne man finde overalt til ingen penge, fordi et andet moderne vidunder – termovinduet – havde set dagens lys.
I dag er tingene vendt helt rundt; gamle vinduer sælges for høje priser, og drivhuse af sprossede genbrugsvinduer er noget af det hotteste. Nu anvendes de til de mest fantastiske glashuse, og der bruges måneder på at rense dem af og slibe dem, inden de males med linoliemaling. Også her er en anden af nyere tiders opfindelser – akrylmalingen – blevet fortrængt.
Det er utroligt, hvad der er sket på drivhusfronten de senere år. For bare fem år siden var det meget svært at finde drivhuse af gamle vinduer endsige huse bygget af træ, men det har i høj grad ændret sig på disse år.
Mange af de mennesker, jeg har besøgt, har nævnt, at Drivhusdrømme var deres afsæt. Mit held var dengang, at bogen var med til at skubbe til et tog, der så småt var i gang. Man kunne måske tro, at jeg havde øjnet denne tendens. Men sådan var det ikke. Jeg skrev bogen, fordi jeg selv var blevet bidt af drivhuse, og fordi jeg manglede den, da jeg ville til at bygge mit eget væksthus.
Der lå en latent interesse og lyst i tiden, og bogen blev en inspirationskilde. Den viste, hvordan en række drivhusejere havde ført deres drømme ud i livet, og så kan det nok være, at mange gik i gang. I dag er folk mere drivhustossede end nogensinde.
Efter nogen tid begyndte folk at sende mig billeder af, hvad de var i færd med at bygge. Senere kom der billeder af de færdige resultater. Det var helt utroligt, for det var det ene imponerende drivhus efter det andet. Jeg gemte billederne, og efterhånden som der dukkede flere op, tænkte jeg, at der måske var basis for en efterfølger til Drivhusdrømme. Min idé var at skrive en bog om kreative drivhusejere og deres bygningsværker rundt om i Europa. Men da det rygtedes, at jeg planlagde en ny bog, modtog jeg flere og flere billeder. Ikke alene herhjemmefra, men også fra Norge og Sverige.
Budskabet spredte sig så hurtigt, fordi jeg fortalte om ideen på min blog – www.clausdalby.dk – som dagligt har et par tusinde besøgende. Det strømmede ind med henvendelser fra drivhusbyggerne selv eller fra folk, der kendte til nogle specielle huse. Snart stod det mig klart, at dette projekt burde indsnævres til ‘blot’ at omfatte skandinaviske drivhuse. Skulle bogen dække hele Europa, ville det blive et stort værk i flere bind.
På det tidspunkt, hvor jeg havde sagt ja tak til over hundrede drivhusejere, blev jeg nødt til at sige stop. Jeg fik nervøse trækninger, hver gang der dukkede en meddelelse op i min mailboks med ordet ‘drivhus’ i emnefeltet. Jeg turde næsten ikke åbne mailen, for på den ene side tænkte jeg: ”Åh, nu klarer jeg ikke flere drivhuse”, og på den anden side ville jeg jo også nødigt gå glip af noget. Indtil et par måneder før udgivelsen sagde jeg stadig ja til at komme og fotografere og portrættere, hvis der viste sig noget helt unikt. Og det gjorde der igen og igen.
Derfor endte denne bog med at blive på over fem hundrede sider. Det halve kunne måske i virkeligheden også have gjort det, men jeg valgte at gå planken ud.
Flere har kaldt Drivhusdrømme for en bibel, og for nylig sagde en haveven: ”Jamen, så må den første bog jo være Det Gamle Testamente, og efterfølgeren Det Nye Testamente.” Det var smigrende, men for at holde metaforen er det min oplevelse, at man faktisk ‘ser lyset’, når man begynder at interesse sig for drivhuse.
Målet med denne nye bog har været at vise et så bredt udsnit af drivhuse som overhovedet muligt. Og selvfølgelig ikke kun trædrivhuse eller drivhuse af gamle vinduer. Jeg er glad for og stolt over at kunne vise både nostalgiske og moderne huse, dyre og billige, store og små, færdigkøbte og hjemmebyggede.
Ved udvælgelsen af husene har jeg lagt vægt på, at de viste en eller anden form for kreativitet. Det kan være i byggemåde, indretning eller placering.
Da jeg bestemt ikke selv er nogen handymand, spurgte jeg alle deltagere, om de ville skrive lidt om deres drivhus; om materialer (hvis det var et selvbyggerhus), indretning og om deres drivhusliv i det hele taget. Bogen bygger derfor på drivhusbyggernes egne beretninger suppleret med mine oplevelser og indtryk ved besøgene.
Hvad skulle bogen hedde? Drivhusdrømme lå dengang lige til højrebenet, men det var svært at finde på noget, der var lige så godt. Helt sikkert var det, at den ikke skulle hedde noget med flere eller nye ...
Denne bog skulle i endnu højere grad end den første spækkes med billeder og også have collagelignende opslag, der kunne fortælle noget om drivhusejeren og vise forskellige bygningsmæssige detaljer. Derfor blev jeg rigtig glad, da titlen Vis mig dit drivhus en dag kom til mig. I eftersætningen – så skal jeg fortælle, hvem du er! – ligger nemlig pointen, for gennem detaljerne får man et indtryk af, hvilke tanker der ligger bag byggeri og indretning. Der er meget at kigge på, for i dag skal et drivhus opfylde mange flere behov end for blot en halv snes år siden, hvor tomater og agurker var alt nok.
Det er netop slående, at det at dyrke i mange tilfælde er trådt i baggrunden. Vel er der stadig mange, der har tomater og agurker, men da folk fik drivhuse for omkring tredive år siden, lå der en fascination i selv at kunne dyrke disse grøntsager, som ikke tålte at stå ude. Det aspekt er ikke så vigtigt i dag.
Tidligere var det de færreste, der overhovedet fik den tanke, at man også kunne bruge drivhuset til at sidde og hygge sig i, drikke en kop kaffe eller læse en bog. Til det formål byggede man i stedet havestuer – eller velfærdsknaster, som de med tiden blev døbt.
I dag bruges ordet ‘havestue’ næsten ikke mere. Til gengæld er ‘orangeri’ kommet på alles læber. Det er tankevækkende, at selv det mindste drivhus nu får den betegnelse. Nogle vil nok kalde det virkelighedsflugt. Jeg vil hellere kalde det en drøm.
Drivhus, væksthus eller orangeri! Kært barn har mange navne, og grænserne er flydende. Generelt kan man sige, at drivhuse og væksthuse ofte har bede med bar jord, mens et orangeri i en eller anden form har fast gulv. I dag er der en tendens til, at der lægges langt flere og flottere belægninger i husene end tidligere, og at meget mere dyrkes i krukker, som man kan flytte rundt på.
I udvælgelsen af huse har jeg været large. Enkelte af bygningerne har nemlig mere karakter af lyst- og havehuse, men de opfylder mange af de samme drømme og forventninger, som der er til et drivhus i egentlig forstand. I bund og grund er det fascinerende, at man kan bygge et hus af glas og på den måde strække foråret og eftersommeren, så efteråret og vinteren bliver kortere. Det er ren velvære, og jeg hæfter mig ved, at mange fortæller, at drivhuset er blevet deres bedste rum, og at det er en skam, at de ikke byggede det for mange år siden.
I Drivhusdrømme skrev jeg, at man ikke kan bygge sit drivhus for stort, og det er interessant, at mange stadig har den oplevelse; de kunne meget vel have brugt et hus på den dobbelte størrelse. Drivhusfirmaerne fortæller da også, at man i dag sælger meget større drivhuse end for blot få år siden. Et drivhus på 10 kvadratmeter føles lille, når der både skal være plads til planter og mennesker.
Det er jo ingen hemmelighed, at jeg også selv er en rigtig drivhusdrømmer. Det begyndte for en halv snes år siden med et omkring 20 kvadratmeter stort engelsk aluminiumsdrivhus fra det engelske firma Hartley Botanic, se billedet.. Nogle få år efter fik jeg bygget et isoleret trævæksthus på cirka 50 kvadratmeter, der er vist på side 14-15 og 16-17. Indretningen kan ses på side 19.
Mere vil have mere. I skrivende stund er jeg faktisk ved at få opført endnu et isoleret væksthus, denne gang på 40 kvadratmeter. Det er kvadratisk med pyramideformet tag og ligger i havens nordvestlige hjørne. Men så er det også slut, eller ... Man kan aldrig vide, for drømmene holder nok aldrig op! Billeder og beskrivelse kan ses på www.clausdalby.dk under emnet ‘Det nye drivhus’.
Det er mit store håb, at denne bog vil inspirere endnu flere til at bygge en drøm af glas. Jeg tror, der for selvbyggeren vil være virkelig meget at hente. Min nysgerrighed er stadig stor, og jeg vil rigtig gerne følge med, så mail mig gerne billeder af nye projekter. Hvem ved – måske kommer der en dag (endnu) en bog.
Claus Dalby
Risskov, oktober 2012