Juletazetter

Jeg husker, hvordan min bedstemor hvert efterår drev juletazetter, og duften vil altid minde mig om hendes hyggelige stuer.

 

24b-PaperwhitesNarcissusTagettaGrandPrimo-JANUARY[1]

 

I dag er der vist ikke så mange, der selv driver løg. Men jeg gør ... Både amaryllis, hyacinter og altså juletazetter.

 

20121027_103740

 

Jeg sætter løgene i grus i akvarieglas, hvis sider hindrer, at væksterne vælter. De bliver nemlig rigtigt hurtigt meget lange, når de kommer ind i varmen.

Video d. 31. oktober 2012

En rigtig dejlig løgvækst

Mange har efterhånden fået øjnene op for de skønne prydløg, Allium, hvoraf arten aflatunense nok er det mest almindelige.

 

 

Prydløg har normalt runde hoveder, men der er en skøn variant med hængende klokker. Den hedder Allium nectaroscordum siculum og har desværre ikke noget dansk navn. Skøn er den alligevel, og vi lægger rigtig mange af den.

Video d. 30. oktober 2012

Video d. 29. oktober 2012

At købe katten i sækken

 

Ja, jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg må indrømme, at jeg af og til synes, at jeg har købt katten i sækken. Det handler om køb af fagbøger på nettet ud fra en forside og nogle få sider indhold. Og når jeg så fik bogen i hånden, var den mildest talt noget anderledes, end jeg havde regnet med.

 

 

Jeg ville være ked af det, hvis mine læsere fik samme oplevelse. Derfor er det muligt på Klematis hjemmeside at se hele bogen. Godt nok blot en meget hurtig gennembladring.

 

Hvis I er interesseret i at få et lille indblik i min nye drivhusbog, kan I gå ind på klematis’ hjemmeside.

Lige over de viste første sider af bogen, ser I en tekst – Se hele bogen. Klik her >> . Klik på den, så skal I bare se.

 

Besøg hjemmesiden her. 

 

Bogen kan foudbestilles fra på fredag – d. 2. november - og bliver så afsendt en uge senere, lige når den udkommer.

Video d. 29. oktober 2012

Farvel og på gensyn

I dag blev nogle af mine frostfølsomme planter hentet af Blomsterhotellet, som jeg har skrevet om før.

 

claus20121027_094152

 

Her bliver de opbevaret i et opvarmet drivhus, og først til foråret kommer de tilbage.

 

claus20121027_094209 claus20121027_093903

 

Vinteren igennem bliver de passet og plejet under lune forhold.

 

claus20121027_093913

 

Næste år, når mit nye vinteropvarmede drivhus står færdig, kan jeg selv opbevare planterne.

 

Læs mere om Blomsterhotellet her.

Så kom den ...

... den første frost. Og det er sådan set helt OK med mig, hvis den da blot ikke bidder sig fast. Vi har nemlig ret mange ting, vi stadig skal have i jorden. Blandt andet store mængder løg.

 

claus20121027_103532 claus20121027_103424
claus20121027_103452 claus20121027_094856
claus20121027_094841 claus20121027_094916

 

Husker med gru for to år siden; da kom vinteren med et kraftig snedække og frost allerede midt i november, og så kunne vi ikke lave mere den sæson.

 

Det må ikke ske i år. Sidste år kunne vi arbejde til et godt stykke ind i det nye år. Sådan må det også gerne være i år.

I morgen skal jeg til grønthandleren

Nu, hvor vi er ved at klippe rigtigt godt ned, er det tid til at så. I hvert fald de hårdføre vækster, der er rigtig glade for at blive udsat for skiftende frost og tø.

 

20090808_162520

 

I morgen skal jeg ud og weekendhandle, blandt hos grønthandleren. Så skal jeg også lige have et par poser dildfrø, for her koster de nemlig kun en brøkdel af, hvad prisen er, når de købes i frøposer.

 

Frøene drysser jeg med løs rundt omkring på solrige pletter i mine staudebede, og hvor der er en lille åbning i floret, vil de spire og gro op og give de smukkeste blomster, der rent farvemæssigt passer ind alle steder. I buketter er de også uundværlige ...

Sådan gjorde vi altid hos Dronningen

For en måneds tid siden fik jeg en ansøgning fra Henry, der er anlægsgartner, og han spurgte, om jeg kunne bruge ham. Jeg tog en snak med ham, fandt ham meget sympatisk og sagde, at jeg godt kunne bruge ham en måned eller to her i efteråret. Her kan vi altid bruge et par frie hænder.

 

20121025_105502 20121025_105602

 

Henry har vist sig som en hyggelig og omgængelig fyr, og han har blandt andet arbejdet i Marselisborg Slothave.

 

20121025_105648 20121025_105726

 

Det nød vi godt af i dag, da vi skulle have gjort vore laurbærtræer klar til vinteropbevaring. Det er første år, vi har dem, og jeg havde ikke skænket det en tanke, at kronerne skulle beskæres nu; altså her i efteråret.

 

20121025_105753

 

’Det gjorde vi altid hos Dronningen’, sagde Henry. ’Ja, så gør vi det sørme også her,’ svarede jeg. Og flotte blev de efter studsningen. Det er dejligt med kompetente medarbejdere.

Video af det nye drivhus 25. oktober 2012

Så skal der sås

Fra i morgen skal jeg i haven, og jeg glæder mig rigtig meget, for der er stadig rigtig mange gøremål.

 

080608_10700_ claus20120515_060034

 

Blandt andet skal vi have sået judaspenge, Lunaria, hvis frø har ligget til tørre i deres skulper herinde i varmen.

 

claus20120515_144308

 

Vi sår i priklebakker, og frøene vil givetvis først spire næste forår, når det bliver lunere i vejret. Dog vil de først blomstre i 2014, fordi det er en toårig vækst.

 

claus20120515_143809

 

Det skønne er, at judapenge blomstrer samtidig med tulipanerne, og de udgør et perfekt partnerskab.

Pyha!!!

For få minutter siden satte jeg det sidste punktum i Vis mig dit drivhus. Forordet er jeg netop blevet færdig med, og hvis I er nysgerrige, kan I se det nedenfor. Af det fremgår, hvad bogen handler om.

 

Nu skal jeg skynde mig til Viborg. Vi starter trykning af bogen kl. 14.00

 

 

 

 

Forord

Det har været en intens og travl, men dejlig sommer her i 2012. Fra begyndelsen af juli til midten af september har jeg besøgt og fotograferet omkring hundrede og tyve drivhuse over hele Skandinavien. Et drømmedejligt arbejde, og jeg vil begynde med at takke alle dem, der har åbnet deres drivhuse og vist mig stor imødekommenhed.

 

Da jeg i 2007 udgav Drivhusdrømme, havde jeg ingen anelse om, hvad den bog ville være med til at sætte i gang. Den fik megen omtale, og en anmelder skrev: ”Det må være første gang, der er udkommet en drivhusbog, der handler mere om mennesker end om planter.” For det var netop det, bogen beskrev: drivhuset som det nye velværested.

 

Da aluminiumsdrivhuset i løbet af 1970’erne kom på markedet, blev det hvermandseje. Tidligere havde husene været af træ og stod overvejende hos de handelsgartnerier, man så overalt i landet. Det var længe før, ordet ‘havecenter’ blev almindeligt. Men i takt med at de små gartnerier lukkede, forsvandt trædrivhusene også. De blev ganske enkelt revet ned, og i dag er der stort set ikke nogen af de gamle drivhuse tilbage.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor aluminiumsdrivhusene blev så udbredte, for det var jo praktisk med et materiale, der hverken rådnede eller skulle males. Man kan sammenligne det med plastikhavemøblerne, der på samme tid begyndte at blive populære. Her vandt det praktiske over det æstetiske.

Som det så ofte sker, kom der på et tidspunkt en modreaktion. Det gode gamle begyndte gradvist at blive populært igen, og langsomt steg interessen for drivhuse af træ.

Før i tiden kunne man rundtomkring se drivhuse af gamle vinduer, men dengang var de lavet efter det forhåndenværende søms princip og var ikke særlig ‘fine’. Man brugte de materialer, man havde, og det var der ikke den store prestige i. Gamle sprossede vinduer kunne man finde overalt til ingen penge, fordi et andet moderne vidunder – termovinduet – havde set dagens lys.

I dag er tingene vendt helt rundt; gamle vinduer sælges for høje priser, og drivhuse af sprossede genbrugsvinduer er noget af det hotteste. Nu anvendes de til de mest fantastiske glashuse, og der bruges måneder på at rense dem af og slibe dem, inden de males med linoliemaling. Også her er en anden af nyere tiders opfindelser – akrylmalingen – blevet fortrængt.

 

Det er utroligt, hvad der er sket på drivhusfronten de senere år. For bare fem år siden var det meget svært at finde drivhuse af gamle vinduer endsige huse bygget af træ, men det har i høj grad ændret sig på disse år.

Mange af de mennesker, jeg har besøgt, har nævnt, at Drivhusdrømme var deres afsæt. Mit held var dengang, at bogen var med til at skubbe til et tog, der så småt var i gang. Man kunne måske tro, at jeg havde øjnet denne tendens. Men sådan var det ikke. Jeg skrev bogen, fordi jeg selv var blevet bidt af drivhuse, og fordi jeg manglede den, da jeg ville til at bygge mit eget væksthus.

Der lå en latent interesse og lyst i tiden, og bogen blev en inspirationskilde. Den viste, hvordan en række drivhusejere havde ført deres drømme ud i livet, og så kan det nok være, at mange gik i gang. I dag er folk mere drivhustossede end nogensinde.

 

Efter nogen tid begyndte folk at sende mig billeder af, hvad de var i færd med at bygge. Senere kom der billeder af de færdige resultater. Det var helt utroligt, for det var det ene imponerende drivhus efter det andet. Jeg gemte billederne, og efterhånden som der dukkede flere op, tænkte jeg, at der måske var basis for en efterfølger til Drivhusdrømme. Min idé var at skrive en bog om kreative drivhusejere og deres bygningsværker rundt om i Europa. Men da det rygtedes, at jeg planlagde en ny bog, modtog jeg flere og flere billeder. Ikke alene herhjemmefra, men også fra Norge og Sverige.

Budskabet spredte sig så hurtigt, fordi jeg fortalte om ideen på min blog – www.clausdalby.dk – som dagligt har et par tusinde besøgende. Det strømmede ind med henvendelser fra drivhusbyggerne selv eller fra folk, der kendte til nogle specielle huse. Snart stod det mig klart, at dette projekt burde indsnævres til ‘blot’ at omfatte skandinaviske drivhuse. Skulle bogen dække hele Europa, ville det blive et stort værk i flere bind.

 

På det tidspunkt, hvor jeg havde sagt ja tak til over hundrede drivhusejere, blev jeg nødt til at sige stop. Jeg fik nervøse trækninger, hver gang der dukkede en meddelelse op i min mailboks med ordet ‘drivhus’ i emnefeltet. Jeg turde næsten ikke åbne mailen, for på den ene side tænkte jeg: ”Åh, nu klarer jeg ikke flere drivhuse”, og på den anden side ville jeg jo også nødigt gå glip af noget. Indtil et par måneder før udgivelsen sagde jeg stadig ja til at komme og fotografere og portrættere, hvis der viste sig noget helt unikt. Og det gjorde der igen og igen.

Derfor endte denne bog med at blive på over fem hundrede sider. Det halve kunne måske i virkeligheden også have gjort det, men jeg valgte at gå planken ud.

 

Flere har kaldt Drivhusdrømme for en bibel, og for nylig sagde en haveven: ”Jamen, så må den første bog jo være Det Gamle Testamente, og efterfølgeren Det Nye Testamente.” Det var smigrende, men for at holde metaforen er det min oplevelse, at man faktisk ‘ser lyset’, når man begynder at interesse sig for drivhuse.

 

Målet med denne nye bog har været at vise et så bredt udsnit af drivhuse som overhovedet muligt. Og selvfølgelig ikke kun trædrivhuse eller drivhuse af gamle vinduer. Jeg er glad for og stolt over at kunne vise både nostalgiske og moderne huse, dyre og billige, store og små, færdigkøbte og hjemmebyggede.

Ved udvælgelsen af husene har jeg lagt vægt på, at de viste en eller anden form for kreativitet. Det kan være i byggemåde, indretning eller placering.

Da jeg bestemt ikke selv er nogen handymand, spurgte jeg alle deltagere, om de ville skrive lidt om deres drivhus; om materialer (hvis det var et selvbyggerhus), indretning og om deres drivhusliv i det hele taget. Bogen bygger derfor på drivhusbyggernes egne beretninger suppleret med mine oplevelser og indtryk ved besøgene.

 

Hvad skulle bogen hedde? Drivhusdrømme lå dengang lige til højrebenet, men det var svært at finde på noget, der var lige så godt. Helt sikkert var det, at den ikke skulle hedde noget med flere eller nye ...

Denne bog skulle i endnu højere grad end den første spækkes med billeder og også have collagelignende opslag, der kunne fortælle noget om drivhusejeren og vise forskellige bygningsmæssige detaljer. Derfor blev jeg rigtig glad, da titlen Vis mig dit drivhus en dag kom til mig. I eftersætningen – så skal jeg fortælle, hvem du er! – ligger nemlig pointen, for gennem detaljerne får man et indtryk af, hvilke tanker der ligger bag byggeri og indretning. Der er meget at kigge på, for i dag skal et drivhus opfylde mange flere behov end for blot en halv snes år siden, hvor tomater og agurker var alt nok.

 

Det er netop slående, at det at dyrke i mange tilfælde er trådt i baggrunden. Vel er der stadig mange, der har tomater og agurker, men da folk fik drivhuse for omkring tredive år siden, lå der en fascination i selv at kunne dyrke disse grøntsager, som ikke tålte at stå ude. Det aspekt er ikke så vigtigt i dag.

Tidligere var det de færreste, der overhovedet fik den tanke, at man også kunne bruge drivhuset til at sidde og hygge sig i, drikke en kop kaffe eller læse en bog. Til det formål byggede man i stedet havestuer – eller velfærdsknaster, som de med tiden blev døbt.

I dag bruges ordet ‘havestue’ næsten ikke mere. Til gengæld er ‘orangeri’ kommet på alles læber. Det er tankevækkende, at selv det mindste drivhus nu får den betegnelse. Nogle vil nok kalde det virkelighedsflugt. Jeg vil hellere kalde det en drøm.

Drivhus, væksthus eller orangeri! Kært barn har mange navne, og grænserne er flydende. Generelt kan man sige, at drivhuse og væksthuse ofte har bede med bar jord, mens et orangeri i en eller anden form har fast gulv. I dag er der en tendens til, at der lægges langt flere og flottere belægninger i husene end tidligere, og at meget mere dyrkes i krukker, som man kan flytte rundt på.

 

I udvælgelsen af huse har jeg været large. Enkelte af bygningerne har nemlig mere karakter af lyst- og havehuse, men de opfylder mange af de samme drømme og forventninger, som der er til et drivhus i egentlig forstand. I bund og grund er det fascinerende, at man kan bygge et hus af glas og på den måde strække foråret og eftersommeren, så efteråret og vinteren bliver kortere. Det er ren velvære, og jeg hæfter mig ved, at mange fortæller, at drivhuset er blevet deres bedste rum, og at det er en skam, at de ikke byggede det for mange år siden.

I Drivhusdrømme skrev jeg, at man ikke kan bygge sit drivhus for stort, og det er interessant, at mange stadig har den oplevelse; de kunne meget vel have brugt et hus på den dobbelte størrelse. Drivhusfirmaerne fortæller da også, at man i dag sælger meget større drivhuse end for blot få år siden. Et drivhus på 10 kvadratmeter føles lille, når der både skal være plads til planter og mennesker.

 

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg også selv er en rigtig drivhusdrømmer. Det begyndte for en halv snes år siden med et omkring 20 kvadratmeter stort engelsk aluminiumsdrivhus fra det engelske firma Hartley Botanic, se billedet.. Nogle få år efter fik jeg bygget et isoleret trævæksthus på cirka 50 kvadratmeter, der er vist på side 14-15 og 16-17. Indretningen kan ses på side 19.

Mere vil have mere. I skrivende stund er jeg faktisk ved at få opført endnu et isoleret væksthus, denne gang på 40 kvadratmeter. Det er kvadratisk med pyramideformet tag og ligger i havens nordvestlige hjørne. Men så er det også slut, eller ... Man kan aldrig vide, for drømmene holder nok aldrig op! Billeder og beskrivelse kan ses på www.clausdalby.dk under emnet ‘Det nye drivhus’.

 

Det er mit store håb, at denne bog vil inspirere endnu flere til at bygge en drøm af glas. Jeg tror, der for selvbyggeren vil være virkelig meget at hente. Min nysgerrighed er stadig stor, og jeg vil rigtig gerne følge med, så mail mig gerne billeder af nye projekter. Hvem ved – måske kommer der en dag (endnu) en bog.

 

Claus Dalby

Risskov, oktober 2012

Nattøjs- eller pyjamasblå

Jeg har altså svært ved at stå for nattøjs- eller pyjamasblå blomster.

 

claus20120515_145008

 

Derfor skal vi da også have lagt en del af perlehyacint, Muscari armeniacum, som I ser ovenfor. Den bærer sortsnavnet ’Valerie Finnis’ og kommer i foråret til at danne partner med en smuk martsviol i samme farve.

 

Der bliver ikke et øje tørt ...

Vi deler

Ja, det vil sige ’vi’ og ’vi’? Jeg laver ikke så meget andet end at skrive, men på onsdag skal jeg til trykstart på ’Vis mig dit drivhus’. Så skal jeg af gode grunde være færdig.

 

20090610_084932

 

Men jeg følger selvfølgelig med i, hvad der sker derude, og fra på torsdag skal jeg også være en del af teamet i haven. Om jeg glæder mig? Ja, hvad tror I!

 

Vi skal have delt forskellige stauder, f.eks. denne smukke ’showstopper’! Canadisk venushår, Adiantum pedetum, hedder den.

 

Hvis I vil se, hvordan den ser ud i det tidlige forår, så klik her.

Omkring det nye drivhus

Det siger sig selv, at jeg går rigtig meget op i udformningen af rummet omkring det nye drivhus.

 

Kjeld Slot og jeg har snakket frem og tilbage, og han har arbejdet videre på sit første oplæg; har skåret ind til benet og simplificeret.

 

Som nævnt så mange gange før er jeg fuld af beundring over det, Kjeld kan, og han har en meget stor andel i, at havens design her er blevet så stringent, enkelt og gennemtænkt, som tilfældet er.

 

20121022_163743

 

Lad mig lige forklare tegningen: Den vender øst-vest, fordi det er sådan, jeg ser drivhuset.

 

Helt oppe til venstre ser I trappen ind til Flammebedet. Den flankeres på begge sider af en bøgehæk, som fortsætter mod hovedhuset og slår et lille knæk ind imod vort arbejdsområde. Hækken tjener til, at Flammebedet/arbejdsområdet bliver delt fra det store nye gårdrum.

 

Øverst og til højre kommer - som jeg fortalte om forleden - endnu et arbejdsområde.

 

Langs to af drivhuset sider bliver der plantet formklippede avnbøgtræer, og foran dørene bliver der lagt brosten i felter for at understrege indgangspartierne.

 

De skitserede inddelinger på gårdspladsen bliver lavet med chaussesten, og imellem dem kommer der groft grus i en varm tone.

 

I indkørslen bliver ral-belægningen fjernet og erstattet af den samme grus. På den måde kommer det hele til at hænge sammen.

 

Det kommer sikkert ikke bag på nogen, at det nye gårdrum fra foråret vil blive møbleret med i krukker i stram symmetri. Så må bilerne holde nede ved vejen!

Video d. 21. oktober 2012

 

Ja, jeg roder som sædvanligt lidt rundt i dagene. I dag er det jo ikke lørdag, men søndag. Skyldes nok, at jeg lige nu arbejder rigtigt meget for at blive færdig med min bog.

Se hvad gult kan

Også på det seneste har jeg skrevet en del om gult løv, og under en gennemgang af mine 2012-forårsbilleder i dag, faldt jeg lige over disse motiver.

 

claus20120526_200036

 

Her er det meget tydeligt, hvordan den gule skaber et modspil til blå, pink og purpur. Den kombination kan jeg rigtig godt lide.

 

claus20120526_114113

 

I tiden, hvor vi er i gang med at lægge løg, dele og flytte stauder samt plante nye, er det, at man skal visualsere sig frem til udtrykket.

 

claus20120515_145607 claus20120515_114245

 

Jeg elsker denne proces og sammenligner den lidt med en keramiker, der lægger glasur på en krukke eller lignende. Han eller hun kan først se resultatet, når leret bliver brændt. På samme måde kan vi haveejere først se udtrykket, når væksterne folder sig ud.

 

claus20120515_145132 claus20120526_115425

 

For mig er det lidt det samme som at sy et patchworktæppe.

 

Jeg fortæller om procesen i en ny bog ‘Selskabsplanter’ der nu er sat programsat til udgivelse i efteråret 2014. Der er altså et par år til, så jeg har et stykke tid til at dygtiggøre mig og skabe nye kombinationer.

 

Dét driver mig.

Nye bekendtskaber

I forbindelse med Vis mig dit Drivhus har jeg fået mange nye og hyggelige bekendskaber. Blant andet med Inge Marie og Finn. De har lige sendt mig nedemstående billede og en hilsen.

 

Ser det ikke bare hyggeligt ud?

 

DSC_0728

 

Hej Claus

Uhh, hvor vi glæder os til bogen. Nu er der heldigvis ikke så længe til.

Vi sender lige et stemningsbillede fra vores lille hus, hvor vi havde en lille sammenkomst for venner i oktober.

Mange kærlige hilsner

Fra

Inge Marie og Finn

Skørping

’Noget’ med grønne blomster

Når man blogger så ofte som jeg, kommer man af og til at gentage sig selv. Det kan vist ikke undgås, og det er da heller ikke første gang, jeg skriver om min fascination af grønne blomster.

 

 

Og når man som jeg så også elsker riddersporer, Delphinium, fordi de er så engelske som noget, og man opdager en med et grønt islæt, er det da en win-win-situation.

’Morning’ Sunrise’ er en ny dobbelt hvidgrøn sort med dobbelte blomster. Den skal jeg helt sikkert have til næste år.

 

Riddersporer er nemlig noget af det mest luksuriøse, der findes, hvis man spørger mig.

Et smil på læben

Det virker nok lidt patetisk at sætte et billede af sig selv på bloggen, men der er en grund.

 

20120906_152726

 

Nu har jeg i stort alle vågne timer de seneste måneder arbejdet på Vis mig dit Drivhus. Med at få kontaktet folk, med at tage billeder og med at skrive og med at layoute.

 

For en lille times tid siden gik den første fjerdedel af bogen til trykkeriet, og resten følger mandag og tirsdag. Det er derfor, jeg har et smil på læben. Tror og håber på, at barnet bliver velskabt.

 

Her i weekenden skal alle tråde samles, og jeg mangler en del tekst. Men jeg skal nok nå det.

 

Bogen går i trykken på onsdag.

En utrolig flot hæk

Denne smukke hæk fotograferede jeg i sommer, og man kunne måske godt tro, at det var i Syden, men faktisk er det en haveejer i Helsingør – museumsinspekter Lars Bjørn Madsen – der er kreatøren.

 

claus20120715_144205

 

Jeg besøgte Lars for at fotografere hans helt fantastiske drivhus til min næste bog ‘Vis mig dit drivhus’, og det hus kan I godt glæde jer til at se.

En måneskinsgul klokkebusk

Weigela, klokkebusk, er ikke en af de mest almindelige forårsblomstrende buske.

 

Især da ikke, hvis man sammenligner med forsytia og rød ribes (der er en eller anden grund ofte står ved siden af hinanden i mange haver. Ikke, det bedste match efter min mening).

 

image

 

Gul er ikke en farve, man normalt ser hos klokkebusk, men jeg har lige fået en ny sort hjem fra Holland. ’Canary’ er sortsnavnet.

 

 

Den synes jeg, er rigtig skøn, og den kommer til at være en fin pendant til det cremefarvede forårsbrus her i haven.

 

Forsytia er forment adgang her. Det bedste man kan sige om den, er, at den fin og nem at drive indendøre allerede fra juletid.

Sommerens sidste farvel

Det er ved at være sparsomt med blomster i haven, men de sidste uger har jeg kunnet glæde mig over ”sommerens sidste farvel”, som høstasters kaldes.

 

20121008_161319

 

Her er min absolutte yndling Aster cordifolius ’Little Carlow’, og heldigvis er den rigtig nem. Derfor anbefaler jeg den til alle.

Logistik

Ja, der er en del logistik omkring det at drive en have som denne. Ikke blot vedrørende den plantemæssige side af sagen, men også den rent arbejdsmæssige.

 

Jeg holder selv af at have – og prøver derfor også at tilbyde mine medarbejdere - gode arbejdsforhold.

 

For eksempel er det i enhver have rigtigt dejligt at have et godt arbejdsbord, hvor man kan potte op, tage stiklinger etc.

 

Da jeg planlagde drivhusbyggeriet, var jeg ked af, at det ikke var lovligt at bygge direkte i skel, men skulle holde mig 2,5 meter derfra. Den plads kunne jeg jo have brugt rigtig godt i drivhuset, tænkte jeg.

 

20121017_125738

 

Men i dag er jeg lykkelig for det frirum, der er opstået vest og nord for drivhusets høje mure. Dels var det blevet for voldsomt, hvis jeg var gået tættere på naboerne, og dels ville det have virket for klemt.

 

20121017_125811

 

Billederne herover viser  husets vestside til højre, og her bliver planteplads. Langs drivhusmuren kommer der et langt bord i næsten hele husets længde og herover en markise, som kan rulles ud i dårligt vejr, eller hvis/når solen bliver for stærk.

 

Modsat muren, opad hegnet, skal vi have smeden til at lave hylder til plantekasser. Første ‘etage’ bliver bedet lige over muren, og derover kommer der to hylder i hele hegnets længde mod nord. Dejligt bliver det at få ryddet al planteriet af vejen. Og det bliver et skønt sted at arbejde, fordi der her er eftermiddags- og aftensol.

 

20121017_125857

 

På drivhusets nordside bliver muren forlænget et par meter, og i det rum, der opstår her, skal vores temmelig store trailer stå.

 

Der kommer låger for hver ende af det vinkelformere rum, så al ’roderiet’ bliver gemt væk.

 

Har I svært ved at orientere jer, kan I se tegningen her.

Hvordan får du plads?

Det spørgsmål bliver jeg stillet igen og igen, når jeg fortæller om mine planteplaner.

 

For nylig fik jeg den idé at plante birketræer i mit hvide bed bag The Sunken Garden.

 

I morgen kommer der et par håndfulde – godt og vel – fra Holland sammen med blandt andet de magnoliaer, jeg har skrevet om de sidste par dage.

 

Winter Lake 1

 

Ja, ja – jeg ved godt, at træerne på et tidspunkt bliver store. Men den tid den sorg. Så må de fældes. Af samme grund har jeg heller ikke købt dem så store, som jeg ofte gør. Omkring et par meter er de, birketræerne.

 

Betula utilis var. jacquemontii Anglesey Abbey Fiona Heyes

 

Den birk, jeg har valgt, hedder Betula utilis ‘Doorenbos’. Det er den, som har den hvideste bark, har jeg læst mig frem til.  

Der er fordi, jeg elsker alt det gule ...

Hvis der er noget, som jeg slet ikke kan stå for, så er det gulløvede planter. De lyser simpelthen sådan op, især lige når bladene folder sig ud i foråret, hvor den gule farve er aller mest intens.

 

Noisetier doré - Corylus avellana 'Aurea'

 

Det var først forleden, jeg blev opmærksom på, at der findes en gulbladet hassel, Corylus ’Aurea’.

 

Den er straks bestilt fra Holland, og jeg er sikker på, at det bliver et skønt bekendtskab, for jeg elsker haslens runkne og ru blade.

 

I forvejen har vi den mørktbladede blodhassel i Flammebedet, og her er den højt skattet.

 

Når/hvis haslen bliver for voldsom, skærer vi den blot ned. Så skyder den villigt igen.

Nu skal den prøves

Det er første gang, at jeg lægger tulipanen ‘Carnaval de Nice’, som I ser på billedet herunder. Den bliver lagt sammen med tulipaner i forskellige røde toner garneret med ‘Queen of Night’.

 

 

Kan godt forestille mig, at der er nogle, der ikke bryder sig om denne rembrandt-tulipan, som denne type tofarvede tulipan kaldes.

 

Men jeg glæder mig, for jeg tror, at det bliver et spændende udtryk.

Hvad siger I til denne?

Som nævnt har jeg bestilt en del magnoliaer fra Holland. Blandt andet nedenstående, der hedder ‘Pink Beauty’.

 

 

Hvad siger I til den? Jeg synes, den er ret skøn, og vi planter fire her oppe fran huset, hvor jeg arbejder meget med de rosa og pink toner.

Nu skal jeg dyrke iris!

Der er mange former for iris, men de skønneste er altså Iris germanica. I ved, dem Monet havde i sin have, og som man ser overalt i Sydeuropa.

 

20121013_150037

 

Herhjemme kan man også dyrke dem, men det er vigtigt, at de står varmt, og at rhizomerne (de aflange rodknolde) ligger i jordoverfladen, hvor de kan blive bagt af solen. Desuden skal de plantes på et sted med meget dræn.

 

 

Disse forhold har jeg svært ved at byde de skønne iris. Troede jeg ... Men så kom jeg til at tænke på, at jeg blot kan plante dem på grænsen mellem stenmelsstierne og bedene. Ind mod jernkanterne, men altså i gruset.

 

Hvad siger I til sorten ovenfor? Den hedder ‘Rasberry Wine’. Dårende dejlig er den.

 

Glæder mig meget til at se, hvordan det kommer til at virke. Jeg tror, det bliver smukt, og jeg har selvfølgelig fundet nogle farver, der matcher blomsterne inde i bedene.