Nogle vil måske tro, at jeg er mest til de hvide, de lysegule og de cremede farver toner, fordi jeg har vist så mange af dem på det sidste. Men det hænger sammen med, at jeg i den grad arbejder på min nye bog ’Den hvide have’ og hele tiden har de toner på nethinden.
Men faktisk er sagen den, at jeg kan lide alle farver, og jeg holder af at sætte dem sammen på mange måder. Det kommer I til at se her hen over sæsonen.
 |  |
 |  |
Jeg er heller ikke kun til tone-i-tone beplantninger. Havde min have været endnu større, ville jeg også arbejde med kontraster.
Når pladsen ikke er til det, er der heldigvis ingenting, der hindrer, at jeg laver kontrastfyldte sammensætninger i vaser, så det vil jeg gøre, når vi kommer lidt længere hen på sæsonen.
 |  |
 |  |
Her er det dog de milde og blide blålige toner, jeg viser, og det er dem, jeg kommer til at anvende i krukker omkring drivhuset.
Hvide blomster og lysegule vil også blive inddraget og for netop at skabe kontrakt, vil jeg anvende gulløvede vækster og også grå.
Jeg kan nemt se det for mig. Og jeg glæder mig …
Som sagt så mange gange før er jeg både til det vildt overdådige og det helt simple, som f.eks. den lille morgenfrue, som I ser nedenfor.
 |  |
Den tog jeg for nogle år siden et billede af i en engelsk have, og den vil jeg gerne inddrage i mit gule selskab. Den er givetvis ikke særlig sjælden eller ’fin’, men den må altså gerne bo her.
Er der mon nogen af jer, der kender sortsnavnet?
… og lader billederne tale for sig selv. At nogle mener, at min stil er for overvældende, kan jeg ikke tage mig af.
Tænk, når jeg ser på billederne her, finder jeg dem helt minimalistiske. I skal tænke på, at det nye drivhus også er mit fotoatelier, hvor jeg har alle modellerne omkring mig, og hvis man ikke ser dem som fragmenter, kan det måske godt virke som for meget.
Det handler om, hvilken forestillingsevne, man har. Ved at dyrke en stringent farveholdning understreges roen. Mener jeg …
 |  |
 |  |
 |  |
 |  |
 |  |
 |
|
 |  |
Her er endnu en hilsen fra mit nye drivhus. Bemærk, at jeg kommer med en fortalelse. Den hyacint, jeg benævner som ’Ametyst’, hedder i virkeligheden ’Woodstock’. Undskyld …
Vi er så heldige her, at væksterne ikke kaldes tidligt frem af solen. Det skyldes, at skoven vender mod syd og slører solens stråler.
Inden sneen kom, så jeg, at der flere steder længere nede af vejen var krokus i blomst, og der er ingen tvivl om, at sneen nu har mast dem noget.
Heldigvis er vi lidt senere på den, og derfor glæder jeg mig til, at det hvide snedække afløses af de hvide krokus.
Og så de små kodrivere, som er et umiskendeligt forårstegn. Dem elsker jeg ...
... til, at haven får mere og mere fylde. Jeg plejer som regel at sige, at et staudebed først bliver rigtig godt i sit tredje år.
Men faktisk er bedet på disse billeder fotograferet sidste sommer, da det kun var to år gammelt. Er derfor spændt på, hvordan det kommer til at se ud i år.
 |  |
Det er herligt med mange små rum i haven og dette et ud af omkring femten haverum, der varierer en del i størrelser og stemninger. Dette hører til i den mere romantiske ende af skalaen.
 |  |
Det er nu fem år siden, at vi byggede pavillonen, men når bedet kun er blot et par år, er det fordi, vi fjernede en tværgående hæk og replantede omgivelserne.
Så er der forårspyntet i drivhuset. Måske en smule overvældende, vil nogle nok tænke …
Faktisk havde jeg helt glemt, hvor frodigt der var i haven sidste år på denne tid. De dejlige krokus blomstrede på livet løs.
Det hænger naturligvis sammen med, at vi nogle dage var helt oppe at ramme de næsten tyve grader. Til gengæld husker jeg, at maj ikke var specielt god.
Så lad os satse på, at vejrguderne tager revanche, og at vi i år får den skønneste maj måned i mands minde. Det håber jeg på.
Lige nu ser det samme bed sådan ud. Det er da noget af en forskel.
Her ser I, hvordan det så ud med slyngplanter op ad espaliererne i væksthuset sidste år.
 |  |
Her er det tallerkensmækker ’Milkmaid’, der udviste en hidtil uset grokraft.
I år minimerer vi som nævnt antallet af espalierer, så der bliver plads til borde og stole midt i drivhuset.
Nu hvor vi har fået endnu et drivhus, kan vi jo fordele planterne og få plads til menneske.
... tog jeg billederne her af de skønne påskeklokker, Helleborus orientalis. Tænk en gang!
 |  |  |
 |  |  |
Lige nu er de alle begravet under sne her på matriklen, og det er svært at tøjre tålmodigheden.
 |  |
 |  |
Jeg er så heldig, at påskeklokkerne trives fantastisk godt her i den lyse skygge, og når først sneen og frosten forsvinder, er jeg sikker på, at det hele eksploderer.
Indlæg
Alle kommentarer
