Er man svensk og interesserer sig for nyere havehistorie, er det sikkert, at man ved, hvem Ulla Molin (1909-1997) er. Også i danske fagkredse er hendes navn kendt.
I 1932 begyndte Ulla Molin som journalist på tidskiftet Hem i Sverige (senere: Villa och hem i Sverige) og fra 1944 til 1966 var hun redaktør. Ulla Molin skrev om boligen samt haver, havekultur og landskabsarkitektur, og hun var en stor ynder af dansk havekunst.
I 1978 flyttede Ulla Molin sammen med sin mand til Höganäs til et hus med en grund på omkring 800 kvadratmeter. Her skabte hun haven, hvor man stadig kan se hendes principper. Haven er nu fredet, og når jeg omtaler den i dag, er det fordi, jeg netop har layoutet et afsnit om Ulla Molins have til ’Den hvide have’. Her er det helt naturligt at omtale Ulla Molin, fordi hun i høj grad anvendte sølvfarvet løv.
Ulla Molin var nemlig en stor ynder af planter med smukt løv og plantede dem i store partier. Græsplæner var hun modstander af, idet hun mente, at de var for arbejdskrævende. En af hendes kongstanker var nemlig, at en have skulle være rimelig nem at passe, men hun har også udtalt, at man ikke kan skabe en pasningsfri have, for så forsvinder hele glæden. For Ulla Molin handlede det både om æstetik og funktion, og hun var meget optaget af, at haven og boligen skulle hænge; at de skulle være et hele.
De nuværende ejere, Christina Ekman-Ljungström og Hans Ljungström, overtog stedet 2007. De sætter en stor ære i at videreføre Ulla Molins tanker og principper, om man må sige, at de gør det flot.
Indlæg
