Da jeg i weekenden havde åben have, var der flere, der nævnte, at de godt var klar over, at jeg plantede tæt, men at de ikke havde forestillet sig, at jeg plantede så tæt, som tilfældet er.

Bar jord er som bekendt bandlyst her, men det er i den grad en balancegang. For selv om jorden skal dækkes, skal planterne på den anden side heller ikke stå så tæt, at de kvæler hinanden.

Når vore staudebede er så forholdsvis arbejdskrævende, som de er, er det fordi, vi er flittige med saksen. Det skyldes dels, at bedene hele tiden skal se friske ud, og dels, at de forskellige planter ikke skal så sig med det resultat, at de næste år kvæler de omkringstående.
På billeder herover ses bl.a. akeleje og Chaeroplyuum hirsturtum – de lyserøde skærme. Efter afblomstring klippes de helt i bund og gødes. Få uger efter står de så flot grønne igen.
Gør vi ikke dette, visner stauderne hen og efterlader huller i bedet, samtidig med, at de også selvsår sig.

Herover og –under til højre ses dagpragtstjerne, Silene dioica. Den får også saksen at føle. Det samme gælder storkenæb, Geranium phaeum. Mange vil sikkert skrive under på, at begge kan være temmelig invasive. Derfor skal de også tugtes.
Herover til venstre og herunder er det den tidligtbomstrende pileurt, Persicaria bistorta ‘Superba’. Den klippes også helt ned, og det betyder så, at den blomstrer igen i august.


I staudebedene er der hele tiden noget nyt på vej, og snart er det roserne, der folder sig ud.
Det med roser i staudebede er et helt kapitel for sig, og jeg ved, at mange har svært ved at finde frem til en fredelig sameksistens. Dette er noget, jeg har eksperimenteret meget med, og en dag skriver jeg nok en bog om roser i godt selskab!