Ja, så er jeg på farten igen. Var lige hjemme og vende en uge, og jeg må sige, at det har været en hektisk uge. Meget hektisk ...
Der har været en del journalister og fotografer – blandt andet fra tv – og jeg er rigtig glad for den opmærksomhed omkring havelivet, jeg kan være med til at skabe.
Desuden har jeg jo haft åben have, og der har også været en mængde andre ting. Hver time har været besat, og jeg har selvfølgelig ind imellem nydt haven. Det siger sig selv!
I har sikkert bemærket, at jeg heller ikke har haft tid til så meget bloggeri, men nu er jeg tilbage for fuld tryk.
Jeg nyder i den grad mine ture rundt i Europa. Lige nu er jeg i Skåne, og om nogle dage flyver jeg til Norge, men kun for en meget kort bemærkning. Til bogen om romantiske haver skal jeg besøge og fotografere Helen Fredholms skønne have, og så går turen til dk igen. Små to uger er jeg væk, og så skal jeg nyde min egen have resten af juli.
Når jeg er af sted på mine rejser, har jeg naturligvis også travlt, men jeg nyder det i den grad. Jeg slapper af, når jeg kører bil og når – på de ofte længere stræk – at fordøje alt det, jeg oplever.
Overalt bliver jeg modtaget af søde og gæstfrie mennesker, og da jeg ofte kommer de same steder flere gange, ender de tit med at blive rigtig gode bekendte, som jeg i den grad glæder mig til at besøge.
Jeg sejlede fra Grenaa til torsdag nat, og det er så praktisk, at man kan sove om bord. Da jeg kørte i land klokken 6.00, var jeg ’spændt som en flitsbue’ og parat til nye oplevelser.
Første stop var blot en lille snes kilometer fra Varberg. Trädgård med utsikt kalder Rebecka og Staffan deres underskønne sted. Og det må siges af være velvalgt. Man tror nærmest, at man er i The costwold hills. Blot med den forskel, at det her er køer og ikke får, man ser græsse.
I husker sikkert, at jeg har været her før, og det er en stor, stor glæde at komme tilbage. Haven skal med i in bog Nordiske haver, der udkommer i efteråret 2016.
Parret, der begge er gartnere med egen firma, er simpelthen så flittige, og siden jeg var her sidst for et lille års tid siden, havde de fået bygget det skønneste drivhus.
Læs om mit tidligere besøg her og besøg Rebecka og Staffans blog her.
Er I nærheden af Varberg og har lyst til at besøge dette underskønne sted, er det i morgen, søndag, man overalt i vort broderland afholder Tusen trädgårdar. I denne sammenhæng er det naturligvis også vigtigt at nævne, at Haveselskabet i Danmark afholder Havefestival både lørdag og søndag.