Sydlige himmelstrøg

Helt nede sydpå, på Møn, bor mine dejlige venner Pia og Kristian, og det var hos dem, jeg forleden overnattede, da jeg kom hjem fra min ’Europa-tour’. De har den skønneste plet, man kan tænke sig.

 

claus20140610_192309

 

claus20140610_192554

 

Haven, der ligger med vid udsigt til de åbne marker, er en rigtig landhave i ordets bedste betydning.

 

claus20140610_191735

 

claus20140610_191835 claus20140610_192701

 

Det, der blandt andet er så fint, er de stramt klippede hækkede, der skaber de smukkeste rum.

 

claus20140610_191125 claus20140610_191235

 

Pia, eller Pia Springborg Ribers, som er Pias fulde navn, er kunstner, og det er da også hende, der har tegnet havens plan.

 

claus20140610_191530

 

Huset, der er i en helt særlig klasse, er fra 1825, og uhyre velholdt. Og når jeg skriver om det her, er det dels fordi, jeg synes, I lige skulle se de smukke omgivelser, men også fordi, Pia og Kristian har nået en alder, hvor de vil flytte et mindre sted.

 

Derfor er gården til salg, og hvis I vil se mere, kan I klikke her.

16 kommentarer:

  1. Ej hvor er der dog smukt, håber de får det solgt.

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Kære Claus.
    Det er vel nok et skønt sted og der må være sigøjner i mig for jeg er da klar til at flytte.
    Det er lige hvad jeg drømmer om.
    Håber at dine venner Pia og Kristian kommer fint videre og får et andet paradis.
    Tak for kikket og drømmen.
    Kærlig hilsen Paw.

    SvarSlet
  4. Ih, hvor er det pænt og gennemført alt sammen! Der må da være nogen der gerne vil have det sted!

    SvarSlet
  5. Väldigt vackert!

    Hälsningar Ewa :)

    SvarSlet
  6. Et meget smukt sted! Det ligner i sandhed "En filial af Paradisets have". Og efter at have set disse billeder er teksten "med en sjældent set mere indbydende have" nok ikke bare salgsgas. Det må være vemodigt at forlade et sted, som man har værnet om og lagt sjæl i, men nye skønhedspletter venter. Jeg håber inderligt, at det bliver solgt til mennesker, som forstår at værdsætte ikke bare det smukke hus men også haven.

    SvarSlet
  7. Puh, det må være svært at flytte fra så flot et sted, man har investeret så meget energi i. Dejligt at se en landbohave, der er en have. Desværre ser man på landet mest "haver" der består af slået græs og et træ eller to. Jeg ved godt, mange sikkert ikke har meget tid til havearbejde, så derfor er det fint at se sådan en som denne her.

    SvarSlet
  8. ...Lykke og lyse nætter .... Kan man forestille sig nogen skønnere have at fejre midsommer i? Den er som skabt til de danske sommernætter.

    Det er sjældent at vi er så heldige, at vi ved synet af en haveperle du har besøgt, faktisk kan få haven. Meget fristende! Og Møn står jo allerede på sommerens program, ganske vist med teltet, mæææn ...?! Aj, det bliver ikke os der rykker så langt væk, men hvor er det en god idé at du lige fremviser haven og for en sikkerheds skyld tjekker om der er en hungrende havefreak der har muligheden for at slå til. Jeg håber virkelig at de nye ejere også vil værdsætte haven og at dine gode venner vil blive glade i det nye de skal finde sig til rette i.

    Kh. Lisbeth K

    SvarSlet
  9. Hvor vemodigt at måtte forlade så dejligt et sted, der rummer så meget af ens sjæl og mange kræfter. Men alder og manglende kræfter må man jo desværre bøje sig for. Jeg misunder næsten de kommende beboere. Må de føre haven videre i den oprindelige form og ånd.

    Kjærligst Hannemor

    SvarSlet
  10. Det er sommeren 1972. Vi er lige vendt tilbage fra Grønland hvor jeg blev født i Aasiaat. Efter fire år blandt isbjerge og indlandsis bliver familiens nye forankringspunkt et landsted på Møn. Kragelundgård. Derude, midt i et hav af vejrende korn, ligger en fredsommelig firkantet oase indrammet af syrenbuske. Haven er fyldt med frugttræer, græsplænen et overdådig rum med plads til at boltre sig i græsset og klatreture i det store piletræ. Livsglæde. Det har været rammen om familien Ribers liv i toogfyrre år. Forældre, børn, svigerbørn og børnebørn. Strandture, skovture, timelange stunder i haven med udespisning om aftenen og bålplads under pæretræet til store og små. Om sommeren dufter hylden om kap med de historiske roser i lysende hvide og røde nuancer.

    Stedet har et særligt liv. Det er besjælet. Blommetræerne jeg plantede med min bedstefar er store, tunge og livsmodne nu. Græsplænen er stadig sommergrøn, men den er indrammet af kunstfærdige staudebede med blomsterarter, som kun min mor kender navnet på. Krukkerne om drivhuset er fyldt med urter og brugshaven bugner af jordbær, hindbær og asparges. Lige nu.

    Da jeg blev konfirmeret kom valnøddetræerne. Tre styks. Min bedstefar havde plantet tre nødder fra sit eget valnøddetræ på hans landsted i Fredensborg. Jeg kan huske dem stå i solen bag sommerhuset, de små stængler, der livsdueligt strakte sig op af rødlerspotterne. Nu står de i haven tæt på det frodige Rhododendronbed. Jeg elsker dem. De indbyder til stille stunders kontemplation. De lægger stamme til ryggen og sjælen som søger hvile. De er snart de højeste træer på grunden, selvom de aldrig overgår det mægtige kastanjetræ ved indkørslen. Der sidder uglen tit om natten.

    Så kom gymnasietiden. Jeg cyklede hjem hen på eftermiddagen. Tog mine løbesko på og løb den sædvanlige tur inden lektierne begyndte. Op ad markvejen, ned til Spejlsbystranden, langs vandkanten, med sand, tang og sten under mine fødder og hvert åndedrag fyldt af duften fra de vilde hybenroser. Så videre ad markvejen op mod skoven, kun afbrudt af et pitstop langs læhegnet, hvor jeg kunne fylde maven fra strandens bugnende brombærhegn. Rutens sidste kilometer gik gennem skoven. En uberørt verden hvor man kunne være helt alene – kun med selskab fra en græssende hjort i skovbrynet – inden jeg vendte hjem og gik stille omkring under blommetræerne. Altid velsignet af havens overflod. Viktoriablommer, gulgrønne Kirkes og kronen på værket, den rødblå Opal. Men mest af alt holder jeg af det gamle pæretræ.

    Jeg har altid elsket årstiderne. De fine snevintre, der pakker huset ind i en hvid dyne, det spirende forår og den tidlige sommer, hvor alting åbner sig så friskt og nyt mod solen, men mest af alt den tunge sensommer når høsten sætter ind. Det fløjlsbløde kornhav bliver forvandlet til lysende stubmarker. Et landskab af uendelige vidder, hvor man kan ligge med ryggen mod jorden og se op i himmelen – og et slaraffenland for vores gårdkatte, der kunne mæske sig i mus.

    Nu er det mine forældres hjem og stedets børn har været Københavnere i et par årtier. Men Kragelundgård er stadig rammen om det magiske. Vi har lige været forbi på sommerbesøg. Min søn på fem graver have med sine bedsteforældre og høster årstidens bær. Han lægger sig trygt til at sove i sin moders arme, når vi sidder ude i haven, men holder øjnene åbne mod aftenhimmelen så længe han kan, for at følge husets to små flagermus, der flakser omkring i sommertusmørket. Det gjorde de også da jeg var barn.

    Alting har en tid. Kragelundgård skal være ramme om nye menneskers liv nu. Som et af de mennesker der kender hver en krog og hvert et træ kan jeg sige, at det ikke kun er et hus og en have – som Claus så smukt har portrætteret her – det er en lille del af verdens sjæl.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det rørende smukt skrevet.
      Mange sommerhilsner fra
      Lisbeth K

      Slet
  11. Det er vel nok et dejlig og fredfyldt sted og skønne minder Bjørn supplerer med herover:o)

    SvarSlet
  12. Hold da op et skønt sted! Jeg er flyttet ;-).... Hvis det altså ikke var på grund af mine børn og arbejde :(
    K.Gro

    SvarSlet
  13. Sikke en smuk fortælling. Tak fordi du ville dele dine minder med os, Bjørn.

    SvarSlet
  14. Kære Bjørn, sikken en sjælelig rigdom der vælter ud af dine erindringer! Tak, fordi du ville dele. Kærlig hilsen fra Regina

    SvarSlet