Jeg har længe - alt for længe – skulle skrive om bogen Anne Just’s have, der udkom tidligere på sommeren.
Når jeg først får gjort det nu, er det ganske enkelt fordi, jeg ikke rigtigt har vidst, hvordan jeg skulle gribe sagen an.
Der er nemlig ikke tale om en havebog i gængs forstand med plantenavne, faktisk slet ingen. Heller ikke i billedteksterne.
Det er først og fremmest en souvenirbog med dansk og engelsk tekst, og som sådan fungerer den fint.
Der er forskellige tekstlige bidragydere, og det undrer mig i den grad, at havens nuværende gartner,
Jeppe Urban, helt ignoreres. Hvor ville det have været fint og helt på sin plads, hvis han havde fået lov til at fortælle om sine visioner og tanker med haven.
Jeppe lægger et meget stort arbejde og ærlighed i stedet, og jeg hører gang på gang, hvor glade havens gæster er for hans indsats og guidning i haven.
Billederne er taget af fotograf Bent Rej, og jeg betages især af interiørbillederne. Anne Just’s og Claus Bonderups indretning er ganske enkel mageløs!
Det absolut bedste billede af Bent Rej er af Anne og Claus ved Vesterhavet, og jeg skyder på, at det er taget for en snes år siden. Det var desværre ikke en del af ’pressepakken’, så jeg kan ikke vise det her.
Bogen kan købes i haven og hos boghandleren. Prisen er kr. 349,-