De sidste uger har jeg i al ubeskedenhed nævnt haft rigtigt travlt.
Jeg har arbejdet på højtryk på Claus Dalbys forår, der skal i trykken på torsdag. Det vil sige, at det sidste punktum skal sættes i morgen. Jeg når det; det ved jeg. Men jeg afslører ikke, hvor meget jeg endnu mangler at skrive!!!
Natten er stadig ung …
Heldigvis har jeg et blændende team bag mig. Redaktør, Mette. Korrekturlæser, Berit. Grafiker, Jens Ole.
De står klar fra morgenen, når jeg har arbejdet til nogle timer over midnat. Så sover jeg til gengæld lidt længere om morgenen.
Bogen kommer til at emme af forår, og som I nok er klar over, er det buketterne, der er i centrum. Den udkommer 6. marts.
Torsdag skal jeg til trykstart i Viborg, og straks fredag går jeg i gang med ‘Romantiske haver’. Her hviles ikke på laurbærrene.
Lørdag er jeg lige et smut i hovedstaden. I kan møde mig i Illums Bolighus, hvor jeg mellem 13.00 og 15.00 binder buketter til Old English-vasen.
Lørdag aften sidder jeg her i havestuen igen. I kan tro, at jeg glæder mig til at komme i gang med den nye bog. Den har jeg meget store forventninger til.
Allerede nu kan jeg fortælle, at jeg har opgivet at oversætte den til svensk. Det viste sig simpelthen for besværligt at få økonomien til at hænge sammen.