Haven



I 1994 købte vi den smukke gamle patriciervilla fra 1908 i skovbrynet. Blomster var der næsten ingen af, men det gjorde mig ikke noget. Dengang var jeg nemlig slet ikke haveinteresseret. Men interessen lå åbenbart og ulmede, for da jeg mødte Anne Just, brød den ud i lys lue.

Med hjælp fra Anne
Anne hjalp mig med det første store staudebed foran huset, og derefter fortsatte jeg på egen hånd. Stykker af græsplænen blev inddraget bid for bid, så der blev plads til flere og flere blomster, og jeg gik til projektet med stor ildhu. Nu skulle jeg bare ud i haven, hver gang den mindste ledige stund bød sig.
Når jeg ser tilbage, tror jeg, at det var en fordel, at jeg intet vidste, for det kunne godt have virket begrænsende. Et gammelt ord siger jo, at lykken står den kække bi, og jeg kløede bare på. Samtidig læste jeg alle de havebøger, jeg kom i nærheden af. Processen – dels med planterne og dels med læsningen – gjorde, at jeg blev klogere undervejs. Og det, jeg lærte mest af, var mine fejltagelser.


Der findes vist ikke mange haver i Danmark, hvor planterne er blevet flyttet så meget rundt som hos mig. Ved at konsultere bøger kan man læse sig til, om en plante skal have tør eller fugtig jord, lys eller skygge. Så det var ikke trivselsmæssige årsager, der var grunden til flytteriet. Helt fra begyndelsen har legen med havens farver været en af mine passioner, og den har været medvirkende til de mange rokeringer. For hvis der er noget, som er svært at se på et billede, er det farver. Der er så mange forskellige toner og nuancer, og grænsen mellem det, jeg finder rigtigt og forkert, er hårfin. Man bliver aldrig færdig i haven, uanset om man er begynder eller erfaren.



En plan
En ting, jeg ikke spekulerede så meget på i begyndelsen, var selve indretningen af haven. Bedenes former blev bestemt ud fra en udlagt haveslange, der bugtede sig, for sådan havde jeg læst i en havebog, at man gjorde. Det viste sig senere at virke lidt for organisk.
Efter tre-fire år gik det op for mig, at haven mest af alt mindede om et hus med for mange tilbygninger. Derfor søgte jeg råd hos landskabsarkitekt Jane Schul, der tegnede den plan, som jeg burde have haft fra starten.
Når man anlægger en have, gælder det selvfølgelig om at få den til at passe til omgivelserne. Et af mine problemer var, at jeg havde svært ved at bestemme mig for, hvad der skulle spille op til skoven, og hvad der skulle holde sig til huset. Jane Schul foreslog, at jeg plantede en bøgehæk parallelt med skovbrynet og en tilsvarende langs alleen på den modsatte side. Samtidig blev mange af bedene ’rettet af’, så der blev nogle stramme linjer at boltre sig indenfor.


Hvor jeg før havde haft en alt for stor åben plads uden inddelinger, fik jeg nu et par lange rygge i bedene, der var gode at forholde sig til. Bag ved bøgehækken mod skoven anlagde jeg en skovhave – en woodland garden, som englænderne kalder det. Her er mest sol om foråret, indtil skovens træer lukker lyset ude, og derfor er det først og fremmest de tidligtblomstrende forårsvækster, der har fået plads her. Senere efterfulgt af alle de skyggetålende.


Flere planer
Men det stoppede ikke med Janes første besøg. I sommeren 2002 fandt jeg ud af, at jeg ikke havde noget at bruge den resterende plæne til; det ville være meget sjovere med planter. Tanken blev hurtigt gjort til handling, og inden længe var alt græsset gravet op. Jeg ønskede mig flere hække, for kun på den måde var det muligt at få hele stykket delt op i mindre enheder eller rum. Jane foreslog, at de nye hække skulle være taks, og tegnede dertil et system af stier.



Mange troede nok, at jeg var blevet tosset, da plænen røg sig en tur. Men ikke ét eneste øjeblik har jeg fortrudt og kan kun opfordre til, at mange flere gør det samme. Medmindre da at man har børn, der bruger græsset til boldspil, eller helst nyder haven fra en liggestol.
Da plænen var væk, blev det klart, hvor farvemæssigt dominerende græs er. Som haven ser ud nu, kommer blomsterne langt bedre til deres ret, fordi de ikke længere skal konkurrere med den saftiggrønne græsflade.

Drivhusbyggerier
I haven er det ikke blot hækkene, der skaber rum, men også mine to drivhuse. Det første fik jeg for en lille halv snes år siden. Et rigtigt victoriansk et fra det hæder-kronede britiske drivhusfirma Hartley Botanic. Et par år efter kom det store vinter-opvarmede væksthus til. Væksthusene har ikke alene givet haven et stort løft rent indretningsmæssigt, men virker også som ’fødeklinikker’ for de tusindvis af som-merblomster, krukkevækster og udplantningsplanter, vi hvert år fremavler. Uden disse huse ville haven slet ikke kunne præsentere den blomsterrigdom, den gør sommeren igennem.


Nye planer
”Man kan godt gå og blive hjemmeblind,” sagde Anne ofte, ”og så er det godt, at der en gang imellem er en eller flere, der ser på haven med helt friske øjne.” Det var og er kloge ord. Anne og jeg var hinandens sparringspartnere. Den uafbrudte dialog var så livgivende og gjorde vores venskab stærkt. Jeg beundrede Anne for hendes grafiske blik. Hendes evne til at slå streger og se de store linjer besidder jeg slet ikke. Jo, hvis andre fører pennen, kan jeg ret nemt se, om proportionerne er gennemtænkte. Men først da.
Det er så givende at have én at ’spille bold med’. Derfor savner jeg Anne, for det kunne jeg med hende. Hun havde evnen til at se ting, vi andre ikke så.


Heldigvis har jeg fået en anden god haveven, Kjeld Slot, som jeg nu kan vende tingene med. Han er egentlig keramiker, men arbejder i dag som landskabsarkitekt.
I de sidste år, hvor Anne ikke var helt på toppen, brugte hun Kjeld som kunstnerisk vejleder, og det er bevis på hans store dygtighed.
I dag er jeg så heldig, at Kjeld træder til, når jeg skal have tegnet nyt, og det er en stor glæde at samarbejde med et menneske, der fuldt og helt forstå ens ønsker og behov.

Flere rum
Siden 2008 har vi arbejdet på en større omlægning af haven, og det er absolut Kjelds fortjeneste, at der nu er ved at komme yderligere orden i kaos. Nye stier er kommet til, og mindre pladser og rum er blevet tilføjet.



Inden for havearkitektur taler man om vigtigheden af at skabe rum, så man ikke kan overskue hele haven fra et enkelt sted. Med Jane Schuls hækinddelinger blev der skabt mange mindre rum, inden for hvilke jeg har fået afløb for mine kreative udfoldelser rent plantemæssigt. For når det gælder kompositionen af havens bede kan jeg godt selv!
Når der er gæster i haven, indleder jeg ofte med at sige, at det er en god idé at opleve rummene ét for ét, altså som mange små haver i haven. Alt efter, hvor meget man regner med, er der op mod tyve forskellige rum. Flere på blot omkring hundrede kvadratmeter, enkelte tre-fire gange så store, og en del er derimellem. Her er der inspiration at hente, hvad enten man har en lille eller en stor have.


Et af de nye haverum er en plads med form som en halvcirkel omkranset af en lav bøgehæk. Ideen til dette rum kom fra Kjeld. Når jeg ikke havde tænkt på at etablere det noget før, var det nok, fordi jeg var blevet lidt ’hjemmeblind’.
Da vi i sommeren 2008 efter at have beset haven fra væksthuset skulle gå ud i den, sagde Kjeld nærmest henkastet: ”Det har altid undret mig, at udgangen til haven virker som en bagudgang, fordi man blot kommer ud til en smal gang. Burde der ikke i stedet være en plads her?” Det havde jeg aldrig selv tænkt på, men det var åbenlyst, at Kjeld havde ret.
Selvfølgelig skulle der da være en plads her, og formen var vi hurtigt enige om. Den skulle være en pendant dels til den halvcirkelformede plads i væksthusets modsatte ende og dels til vinduerne over indgangspartierne.
Vi gik i gang i efteråret, og undervejs så det noget trøstesløst ud. Men allerede foråret efter - altså i 2009 - blomstrede tusindvis af forårsvækster, hvor der blot få måneder tidligere havde kørt gravemaskiner. En transformation af næsten overnaturlige dimensioner. Billederne i det følgende viser kontrasterne.

En bygning mere
Længe havde jeg haft planer om at gøre noget ved skovhaven, men en egentlig plan havde jeg ikke. Det havde ikke taget lang tid at beslutte sig for, at pladsen for enden af væksthuset var en god idé, og så var det helt naturligt at fortsætte i forlængelse heraf. For at man ikke skulle gå direkte ind i skovhaven fra væksthuset, foreslog Kjeld, at der blev lavet et kvadratisk haverum, indrammet af bøgehække.
I midten af dette ville det være godt med en plads, var vi enige om, og da jeg så, hvor stor den kunne blive, fødtes ideen om endnu en bygning. Flere ting var oppe at vende – blandet andet et fint lille trælysthus, jeg havde set i en hollandsk have. Men hver gang, jeg fik en ny idé, fejede Kjeld den venligt, men bestemt af bordet. Og det til trods for, eller måske netop fordi, han ikke var kommet overens med sig selv om, hvordan sådan en bygning skulle se ud. Han syntes dog, den skulle pege tilbage i tiden, og at den efterhånden helst skulle komme til at ligne noget, der kunne have stået i haven for omkring hundrede år siden, da villaen blev bygget. Det satte tanker i gang.
I flere engelske haver havde jeg set små tempellignende bygninger i klassicistisk stil – en slags lysthuse. Hver gang tænkte jeg, at sådan ét ville jeg også gerne have, men slog det hen, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle placere det. Nu var det måske inden for rækkevidde. Jeg forelagde Kjeld mit projekt, og denne gang var han med på det.


Sådan et lysthus falder man ikke lige over i et dansk byggemarked. Nej, her må man til England. Løsdele blev bestilt hjem og rejst af lokale murere. ’Problemet’ med sandstensinstallationer er, at de i begyndelsen er alt for pæne og rene. Men allerede efter blot et års tid, begynder de at få patina. Målet er et lidt gammelt og ældet udseende. Det varer sikkert en halv snes år, inden jeg bliver helt tilfreds.
Længere nede ses et billede af en urne på en søjle. Urnen, der i dag er små ti år gammel, har været ligeså lys som lysthuset, men nu har den fået naturlig ælde.


Forskellige niveauer
Haven skråner noget, så det kvadratiske rum skulle nivileres. Dette havde mindst to fordele. Dels kunne man placere lysthuset uden at skulle grave det ind i terrænet, og dels gav det skovhaven en ekstra dimension, fordi man så kom til at kigge ned i den, når man stod i lysthushaven.



En lille trappe kom til at føre ned til skovhaven, og på hver side blev der placeret et spejlbassin på 100 x 100 cm og med en dybde på 10 cm. De er lavet hos en smed af 10 mm-jern, og jeg skal hilse og sige, at de er tunge! Inspirationen til bassinerne har jeg fået hos Ole Heide på Heides Planteskole i Thisted. Ideen er rigtig god, hvis man ønsker vand i haven uden risiko for, at nogen falder i.


De lange kig
Selv om en have gerne må bestå af rum for at skabe intimitet, er det også godt med nogle lange kig for at undgå, at det hele kommer til at virke klemt. I min have har jeg imidlertid aldrig haft mulighed for at etablere sådanne kig (troede jeg), fordi villaen ligger forskudt på grunden. Havde den ikke gjort det, ville det have været oplagt at skabe et langt vue fra bunden af haven op til husets midte.
Jeg affandt mig med, at dette ikke kunne løses, og måtte se i øjnene, at de lange kig, som jeg har beundret så meget i mange udenlandske haver, ikke kunne skabes hos mig. Igen var det det med hjemmeblindheden!
Kjeld kom nemlig med den helt oplagte idé at åbne op og lave kig på tværs af haven ind mod skoven. Det havde jeg aldrig selv tænkt på, fordi jeg altid har ’opfattet’ haven på den lange led. Kjeld foreslog, at der blev etableret tre tværgående stier hele vejen fra alleen og ind til skovbrynet. Den midterste skulle være ekstra bred – to meter – for at signalere, at dette var hovedindgangen. De øvrige blev ligesom de fleste af havens øvrige stier en meter.


Jeg kviede mig noget ved den brede midtersti. Halvanden meter kunne vel gøre det, forsøgte jeg. Men nej; Kjeld holdt på sit, og i dag er jeg så lykkelig for, at jeg lyttede til ham. Ikke blot proportionsmæssigt og æstetisk, men også hvad angår havens infrastruktur, havde han ret. Det er dejligt med en bred sti, hvor man også rent praktisk kan komme ind med maskiner, når de behøves.
Når jeg havde forbehold over for brede stier, hænger det sammen med, at de stjæler noget af havens samlede areal. Og det er jo blomster, jeg vil have! Men i dag kan jeg se, at stier ikke blot på den ene led, men også på den anden, er vigtige. De tværgående stier har faktisk betydet, at flere af de ret dybe bede nu også kan nydes bagfra og fra siden.



Point de vue
For at man virkelig skal bemærke de lange kig, er det vigtigt med et fikspunkt – et point de vue – som øjet drages af. I den ene ende af den brede midtersti står der en stor obelisk ved alleen. Og i den modsatte ende ved skoven er der placeret en urne på en gammel søjle. Denne søjle stod oprindeligt lidt upraktisk midt på gårdspladsen bag villaen. Derfor blev den flyttet om i haven, og til trods for at den er vældig tung, har den stået flere forskellige steder. Men nu har den fundet sit blivende sted, og jeg tør godt garantere for, at den ikke skal flyttes igen.



Ved alleen for enden af de to andre stier er der også placeret urner på søjler. I den anden ende af stierne ind mod skoven står to såkaldte københavnerbænke. De er placeret strategisk, for at man skal sætte sig ned og ’opdage’ urnerne ude ved alleen. Altså lokkes blikket i den retning, jeg ønsker.


Skovhaven
Skovhaven er det seneste haveprojekt. Meget blev givet på forhånd, da de tre tværgående stier delte den lange have op. For at forbinde dem anlagde vi dels en bugtet sti langs skoven og dels én langs bøgehækken ind mod haven. Før var der blot et bugtet stiforløb, lidt tilfældigt og ikke særlig hensigtsmæssigt placeret. For eksempel var der ikke nogen sti inde ved skoven, og det betød, at man stort set ikke så det, der voksede inde bagved, fordi bedet var så dybt. Som det er nu, kan bedet beskues og passes fra begge sider.

 

Havens beliggenhed, for enden af en blind vej, er helt unik, og den kulisse, de majestætiske gamle bøgetræer danner, er ubetalelig. Skoven giver så meget til haven – ikke blot i kraft af sit varierende udseende, men også i form af læ, et helt særligt klima og som lydmur. Selv om vi bor i byen, kun et kvarters cykeltur fra Dom-kirken, hører vi ikke bilerne på den ellers meget trafikerede Grenåvej i nærheden. At vi tilmed har et lille kig ned over Århusbugten langs med skovbrynet, gør kun det hele endnu mere enestående.
Når jeg en forårs- eller sommermorgen går tidligt ud i haven, lytter til fuglene, dufter til blomsterne og sanser det hele, fyldes jeg ofte af en stor glæde over, at det er muligt at skabe sådan et paradis. Ikke meget andet i livet kan gøre mig så taknemmelig. Jeg føler, at jeg har fundet min plet på jord og gør H.C. Andersens ord til mine:

… dér har jeg rod, derfra min verden går.