Om mig



Et priviligeret liv
Min ’havekarriere’ begyndte i 1995, hvor jeg mødte blomstermaleren Anne Just fra Hune, der – som de fleste ved – døde i det tidlige forår 2009. Det var nemlig via hende, jeg blev ført ind i havelivets magiske univers, og hen ad vejen blev min livsbane ledt i en retning, jeg slet ikke havde drømt om. At man kunne blive så fascineret og ydmyg over at se et frø spire, et løg udvikle sig eller en plante gro, vidste jeg ganske enkelt ikke. Men snart fandt jeg ud af det. At man tilmed kunne ’male’ med blomsterne gjorde, at haven og hele det liv, den førte med sig, blev en lidenskab. Kimen til en passioneret tilværelse var lagt, og min glæde og fascination bliver større og større dag for dag.



Hvis noget virkelig interesserer mig, er jeg ret lærenem. Helt fra begyndelsen sugede jeg til mig, når Anne fortalte. Hendes viden var stor og erfaringerne mange, selv om hun først var blevet smittet med havebacillen omkring 1993, altså to år før, vi mødte hinanden. Det herlige var at møde et menneske, der levede ud fra devisen Just do it! Kendetegnende for mig er også, at der ikke er langt fra tanke til handling, så det var i den grad dejligt at finde en ligesindet.

Et nyt hus
Året før mødet med Anne havde min partner, Jaume, og jeg købt en stor patriciervilla i Århus, klos op ad Riis Skov. En egentlig have var der ikke, blot én stor græsplæne med et busket ind mod skoven. Det skulle der selvfølgelig laves om på nu. Anne mødte op, og hendes planer og visioner var mange.



”Her op ad alleen vil det være smukt med et par tusind prydløg, og i skovbunden er det ikke for meget med fem-seks tusind tulipaner og mindst det dobbelte antal krokus, og så selvfølgelig en masse narcisser,” konkluderede Anne, mens hun gestikulerende forklarede, hvor skønt det hele ville komme til at se ud. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Det kunne blive fantastisk.


Jeg tog snart ved lære, og allerede efter nogle få år sagde Anne til mig: ”jeg fatter simpelthen ikke, hvor du finder plads til alle de planter.” Men ned kom de, og det skyldes, at jeg hen ad vejen lærte mig selv at plante i lag.

En skytsengel
Hvordan mit liv ville have udformet sig, hvis jeg ikke havde mødt Anne, er mærkeligt at tænke på. Mon ikke de fleste har tanker som ’hvad nu hvis?’. Jeg tror det. Uden at betegne mig som et særligt spirituelt eller troende menneske tror jeg alligevel, at rigtig mange ting her i livet på en eller anden måde er forudbestemt. Ofte har jeg følt, at der er en højere magt – måske en skytsengel – der holder hånden over mig. Det kan være svært at forstå, hvorfor heldet tilsmiler nogle af os, mens andre igen og igen rammes af sygdom, sorg og savn. Jeg har haft så megen medgang her i livet og føler, at jeg gang på gang bliver ledt de rette steder hen. Således også til Anne.


Annes bortgang
Det var en stor sorg for mig, da Anne døde, og der går ikke en dag, uden at jeg tænker på hende. Men hun er et sted deroppe, og jeg er sikker på, at hun hele tiden følger med i mit virke og er stolt over, at jeg nu fører stafetten videre. Jeg sidder i dag i bestyrelsen for Fonden til bevarelse af Anne Justs Have, der blev stiftet kort før Annes død. Det var Annes største og sidste ønske, at haven skulle fortsætte i hendes ånd.
I bestyrelsen er vi nu en lille gruppe mennesker – blandt andet Annes mand, Claus Bonderup, og deres bedste ven og nabo, Erik Nielsen – der arbejder for, at haven stadig skal være det, den var. Gartnerteamet gør en stor indsats, men det er klart, at haven ikke er det samme uden Annes kyndige overvågning. ”The garden is the gardener,” siger man i England. Det er vise ord med megen sandhed. Alligevel opfordrer jeg alle til at tage til Hune for at opleve denne helt unikke haveverden. Især, hvis man aldrig tidligere har været der.



Inspirator
Da Anne åbnede sin have for publikum, blev hun en meget stor inspirationskilde for danske haveejere, der ikke tidligere havde oplevet et så blomstrende univers inden for landets grænser. Også fra udlandet kom der gæster, fordi rygtet hurtigt blev spredt: at der i det nordlige Danmark lå en have, som ikke fandtes mage til nogen steder. Det var nemlig det, det handlede om: at Anne havde sin helt egen havestil; her arbejdede en kunstner!
Mit håb er også at være en inspirator, og mange venlige og søde mails og breve fortæller mig, at folk er glade for mine bøger. Få gange om året holder jeg min have åben for publikum, og det er hver gang så hyggeligt, at jeg ville ønske, jeg havde tid til at gøre det lidt oftere. Men tiden tillader det desværre ikke, fordi jeg bliver for bundet. Dels rejser jeg en del for at skrive, fotografere og finde inspiration, og dels nyder jeg blot at være mig selv i haven, når jeg er hjemme. Det har aldrig været meningen, at min have skulle være en turistattraktion, men jeg deler meget gerne min interesse med andre. Dels gennem mine bøger, tv-udsendelser og denne blog.



Søgen efter skønhed
Det lyder måske lidt patetisk, når jeg undertiden omtaler mig selv som et skønhedssøgende menneske. Men det er i bund og grund sådan, jeg vil betegne mig selv.
Jeg er født i Valby, og da jeg i en alder af syv-otte år fik jeg lov til at tage bussen alene ind til København, tog jeg på ture og fandt snart forskellige yndlingsbutikker. Ikke for at handle, men blot for at kigge. Et af mine absolutte yndlingssteder var Den Permanente, der lå på Vesterbrogade ved Vesterport. Her solgte og udstillede de det ypperste inden for dansk kunsthåndværk, og jeg kunne gå rundt i timer.
Den Permanente var – fandt jeg senere ud af – en kooperativ dansk virksomhed, stiftet i 1931 som et fast samlingssted for udstillere. Her solgtes medlemmernes arbejder efter censurering af en komité, valgt af medlemmerne selv. Den Permanente blev i sin daværende form opløst 1981, og dermed var en æra slut.


Samler eller ej
Jeg nød at betragte alle de fine ting, og interessen for godt kunsthåndværk har hængt ved lige siden. Især keramik og glas optager mig, og ofte bringer jeg nyt hjem. Selv om vores hus er stort, er der ikke megen ledig plads rundtomkring! Alligevel vil jeg ikke betegne mig selv som samler.
Jeg kender mennesker, der for eksempel har en passion for Kähler Keramik, Finn Lynggaards glas eller måske Bjørn Wiinblads littografier, og jeg forstår til fulde deres opslugthed for en enkelt genre, men jeg er til det hele. Hvis blot det er smukt. Samspillet af farver, former og strukturer giver mig en totaloplevelse, som jeg har svært ved at beskrive.


At jeg ikke selv blev kunsthåndværker, skyldes manglende evner, men som barn holdt jeg alligevel af at skabe med mine hænder. En af mine favoritbutikker var Panduro Hobby, der dengang dels havde en forretning på Nørrevoldgade og én på Strøget. Her købte jeg træperler til nøgleringe, som jeg knyttede i store mængder og solgte til brugskunstforretninger over hele København. Mit købmandsgen blev tidligt vakt.
Det var dels dette gen og dels interessen for kunsthåndværk, der gjorde, at jeg blev forlægger og ejer af forlaget Klematis.